Information til dig med påvirket bevidsthed og dine pårørende.
Leverkoma (påvirkning af bevidstheden) er en følgevirkning til levercirrose. Leverkoma opstår, når leveren ikke kan rense blodet for affaldsstoffer. Affaldsstofferne påvirker hjernen og slører bevidstheden.
Leverkoma er en alvorlig tilstand, som kan forsvinde, når årsagen til leverkoma behandles. Leverkoma kan også forebygges eller forsvinde med den rigtige behandling.
Hvis du oplever påvirkning af bevidstheden, er der risiko for, at du vil opleve det flere gange. Leverkoma kan vare fra få dage til mange uger. Hvis du er meget påvirket af leverkoma, skal du indlægges til behandling.
Det er derfor vigtigt at du og dine pårørende holder øje med tegn på leverkoma. Måske lægger dine pårørende mærke til ændringerne i din bevidsthed, før du selv gør det.
Sådan mærker du leverkoma
Leverkoma inddeles i 4 grader - fra træthed til bevidstløshed:
- Grad 1: Du føler dig lidt anderledes end sædvanlig, måske lidt sløv, irritabel, glemsom eller forvirret. Du har svært ved dagligdags gøremål, som fx at tænde og lukke for fjernsynet.
- Grad 2: Du bliver mere sløv og måske vredladen og kan fx have svært ved at finde toilettet og genkende andre.
- Grad 3: Du sover det meste af tiden, men kan vækkes ved berøring eller tiltale. Du kan have svært ved at spise og drikke. Du kan tisse eller have afføring uden at opdage det.
- Grad 4: Du er bevidstløs.
Hvis du oplever tegn på leverkoma skal du kontakte Leverklinikken eller Medicinsk Ambulatorie
Sådan forebygger du leverkoma
Du og dine pårørende kan gøre flere ting:
- Stop med at drikke alkohol. Personalet i leverklinikken kan henvise dig, hvis du ønsker hjælp til at stoppe med at drikke alkohol.
- Sørg for at have 2-3 linde afføringer hver dag, så affaldsstoffer ikke ophobes i tarmen.
- Undgå sovemedicin eller stærk smertestillende medicin, medmindre det er aftalt med lægen.
- Spis mange små måltider. Husk især et lille måltid/snack inden sengetid.
- Drik 1,5-2 liter væske dagligt.
Infektioner og sukkersyge kan give leverkoma
Selv små infektioner øger risikoen for påvirkning af bevidstheden. Hold derfor øje med tegn på infektioner fx lungebetændelse og blærebetændelse. Hvis du har feber, skal du kontakte din praktiserende læge hurtigt for at finde årsagen.
Har du sukkersyge, skal du holde øje med, at dit blodsukker er normalt.
Behandling af leverkoma
Det er vigtigt, at du har 2-3 linde afføringer hver dag, så dannes og optages der færre affaldsstoffer i tarmen.
Den mest almindelig behandling er afføringsmedicinen Laktulose. Det kan også være nødvendigt at tage tabletter ved navn Rifaximin. Lægen ordinerer medicinen og sygeplejerskerne justerer medicinen, når du kommer i leverklinikken.
I Leverklinikken kan vi stille dig spørgsmål og teste din hukommelse for at undersøge, om din bevidsthed er påvirket.
Hvis din bevidsthed er påvirket, bør du ikke køre bil. Det taler vi med dig om.
Vi aftaler fra gang til gang, hvornår du skal komme igen, og hvornår du skal have taget blodprøver m.v.
Information om Laktulose
Laktulose ændrer sammensætningen af bakterier i tarmen og bremser dannelsen af affaldsstoffer. Laktulose øger antallet af afføringer. Det kan give diarre, luft fra tarmen, oppustethed og smerter i maven.
Mange skal oftere på toilettet og nogle får svært ved at holde sig mellem toiletbesøgene. Det kan være generende i dagligdagen. Fortæl os om det, hvis du oplever disse gener
Hvis du har 2-3 linde afføringer hver dag, så fortsæt med behandlingen indtil du har talt med lægen eller sygeplejersken.
Information om Rifaximin
Rifaximin er tabletter, som nedsætter mængden af bakterier i tarmen og dermed mængden af affaldsstoffer.
Rifaximin kan bl.a. give hovedpine, mave- og ledsmerter og flere andre bivirkninger. Tal med lægen eller sygeplejerskerne, hvis du oplever bivirkninger.
Rifaximin tages 2 gange dagligt i forbindelse med morgenmad og aftensmad.
Det kan du gøre
Tal med personalet i Leverklinikken og læs vejledningen "Ændringer i hverdagen som kan forbedre dit sygdomsforløb". Ændringerne kan betyde, at du får færre gener og følgevirkninger og chancen for et bedre liv.