Gå til hovedindhold

leveren, Vævsprøve af

Ved prøvetagningen findes prøvetagningsstedet på kroppen med ultralyd.

Du skal have foretaget en vævsprøve af leveren. 

Forberedelse til undersøgelsen

Du må ikke have spist eller drukket i 4 timer inden undersøgelsen. Hvis du får medicin, skal du tage den som sædvanlig.

Mellem 1-3 dage inden du skal have foretaget vævsprøven, skal du have taget nogle bestemte blodprøver. Blodprøverne skal tages på Hvidovre Hospital senest dagen før undersøgelsen.

Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du rådføre dig med lægen forinden om, hvor længe du skal holde pause.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen foregår, mens du ligger i en seng. Du får smurt gele på huden over det område, du skal have undersøgt for at få bedre kontakt mellem huden og skannerens lydhoved. Med ultralydshovedet finder lægen det sted, hvor vævsprøven skal tages. Når lægen har fundet stedet, får du lokalbedøvelse. På det lokalbedøvede sted indfører lægen en nål. Lægen kan på den måde udtage en eller to små vævsprøver fra leveren. Prøvetagningen kan ofte give forbigående smerter trods lokalbedøvelsen.

Hvor lang tid tager undersøgelsen?

Undersøgelsen varer typisk ca. 30 minutter, men der kan være ventetid. Du vil da blive nærmere orienteret af personalet.

Efter vævsprøven skal du blive i din seng, liggende på højre side, og plejepersonalet observerer dig i 4 timer efter undersøgelsen. Du bliver herefter udskrevet, hvis du kan være under opsyn af pårørende til næste dag. Du må ikke selv køre bil eller cykle hjem.  

Er der risiko ved undersøgelsen?

Der er en lille risiko for komplikationer, f.eks. blødning, infektion eller smerter i forbindelse med vævsprøven. Smerterne mærkes ofte i maven eller skulderen og er typisk af timers varighed. Komplikationerne forekommer dog meget sjældent, bl.a. fordi vi ved hjælp af ultralyd nøjagtigt kan se de store blodkar og andre vigtige strukturer. Dermed minimerer vi risikoen for, at de bliver ramt. Desuden foretager vi altid indgrebene under sterile forhold. Blødning er en alvorlig komplikation, som i 1 ud af 500 vævsprøver kan medføre blodtransfusion og i 1 ud af 2000 vævsprøver medfører operation.

Er du i tvivl, eller har du spørgsmål til risikoen ved undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os i Gastroenheden.

Hvornår får jeg svar på undersøgelsen?

Du vil typisk få svar på vævsprøven af den læge, der har henvist dig, ved dit næste besøg i ambulatoriet.

Lad værdigenstande bliver hjemme

Tag så få ejendele med som muligt. Smykker, mobiltelefon, penge, ure mm er dit eget ansvar, og hospitalet erstatter ikke tabte eller stjålne ting.

Hvor foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen bliver foretaget i afsnit 310, som befinder sig i center C, etage 1. Du skal henvende dig i receptionen, når du ankommer.

Afbud/yderligere spørgsmål

Hvis du har spørgsmål, bedes du ringe på telefon 38 62 23 29 mellem kl. 8.00-10.00. Hvis du ikke kan komme til den aftalte tid eller ønsker at ændre denne, kan du kontakte os på telefon 38 62 23 20 mellem kl. 8.00-15.00.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden