Efter en Gastric Sleeve er din mavesæk reduceret til et langt rør, som kan rumme mellem 50-200 ml. For at kunne dække kroppens behov for næringsstoffer, er det vigtigt, at du spiser små, næringsrige måltider i løbet af dagen. Proteinrig mad og drikke er vigtig, da de hjælper med at bevare din muskelmasse og fremmer sårhelingen, de første uger efter operationen.
Der skal derfor være proteinrige fødevarer i alle dine måltider.
Se desuden pjecen ”Sådan skal du spise den første uge efter en Gastric Sleeve” og pjecen ”Sådan skal du spise uge 2 og 3 efter en Gastric Sleeve”
Energi
Den mindre mavesæk gør, at maden passerer hurtigere ned i tarmen, og du vil herved føle dig hurtigere mæt. Det er derfor almindeligt at spise for lidt mad efter en gastric sleeve. Træthed og manglende overskud er ofte tegn herpå.
Du skal have mindst 5000 kJ eller 1200 kcal for at dække kroppens basale behov for energi. Er du meget aktiv, har du sandsynligvis behov for en kost med mere energi (kJ/kcal).
6-8 daglige måltider
Mange små måltider er nødvendige for at sikre dig tilstrækkeligt med næringsstoffer. Dine portioner vil være meget mindre efter operationen, og du kan derfor let komme til at mangle næringsstoffer, hvis du ikke spiser alle dine måltider eller spiser usundt. Slik, kage, chips m.m. vil mætte og optage pladsen for mere næringsholdig mad.
Protein
Det kan være svært at få dækket behovet for protein efter en gastric sleeve. Protein bruges i kroppen til bl.a. opbygning og vedligeholdelse af muskler og væv. Dit daglige behov for protein er 1 g/kg kropsvægt ved BMI 25, svarende til 65-95 g.
Protein finder du i mælk, ost, æg, kød, fisk, pålæg, samt nødder og tørrede bælgfrugter (linser, bønner, kikærter). Se tabellen over proteiner på sidste side.
Kostfibre
Kostfibre gavner fordøjelsen. Du bør mindst få 15 g kostfibre dagligt. Desuden anbefales et væskeindtag på mindst 1½ liter, idet kostfibre binder vand i tarmen og på denne måde er med til at få tarmen til at fungere optimalt. Får du for lidt kostfibre og væske kan du opleve forstoppelse. Du finder kostfibre i brød og kornprodukter samt i grøntsager. Se mere i Indkøbsguiden på sidste side.
Væske
- Drik 1½ - 2 liter væske daglig
- Drik over hele dagen - husk altid at have vand med dig
- Drik kun små slurke til måltidet
Anbefalet dagligt vitamin- og mineraltilskud:
- 1 multivitamin- og mineraltablet
- 2 Unikalk Mega tablet medmindre andet er ordineret af lægen
Til kvinder før menopausen:
Fysisk aktivitet
Udover at følge kostrådene er det vigtigt, at du er fysisk aktiv hver dag, gerne ½-1 time. Vælg den form for fysisk aktivitet, du synes om f.eks. gang, cykling, motionscykling, stavgang, gymnastik, svømning, vandgymnastik, styrketræning, fitness, dans mv.
De første 4-6 uger skal du være opmærksom på ikke at udløse smerter fra operationssåret. Du må svømme efter ca. 4 uger, når sårene i huden er helet op. Træning af mavemusklerne kan påbegyndes ca. 4 uger efter operationen.
Fysisk aktivitet hjælper til med at bevare og styrke musklerne. Jo større muskler kroppen har, des bedre forbrænding.
Kostråd (fra 4. uge og fremefter)
- Spis 6 måltider om dagen, - spring aldrig et måltid over
- Spis evt. en måltidserstatningsbar/ proteindrik istedet for et måltid
- Spis fedt- og sukkerfattigt. Brug indkøbsguiden
- Spis langsomt og tyg maden grundigt
- Portionsanret maden på en mindre tallerken
- Stop med at spise, så snart du mærker, at maven er fyldt
Dagskostforslag fra uge 4 til 3. mdr
5000 kJ/1200 kcal - 80 g protein
Morgen:
1 dl havregryn (35g) og 2 dl mager mælk eller 2 dl mager yoghurt med 1 dl fedt- og sukkerfattig müsli (35g) eller 1 skive grovbrød (50g) med skrabet minarine og 2 skiver mager ost (40g)
Formiddag:
½ skive rugbrød (25g) eller 1 skive groft knækbrød (15g) med skrabet minarine og 1 skive magert kød/fiskepålæg/ost (20g), samt ½ stk. frugt
Frokost:
1 skive rugbrød (50g) eller 2 skiver groft knækbrød (30g) med skrabet minarine og 2 skiver magert kød/fiskepålæg (40g) 1 glas mager mælk (2dl) Hvis du har plads til mere i maven kan du spise lidt grønt fx agurk, tomat, gulerod
Eftermiddag:
½ skive rugbrød (25g) eller 1 skive knækbrød (15g) med skrabet minarine og 1 skive magert kød/fiskepålæg/ost (20g) ½ stk. frugt eller ½ måltidserstatningsbar (30g) fx. Allévo, Nutrilett, Nupo
Aften:
100g magert kød, fisk eller fjerkræ 1 kartoffel (60g) eller ½ dl kogt ris/pasta/bulgur eller couscous (25g) 2 spsk. mager sovs/dressing 2 tsk. olie/flydende plantemargarine pr. person til tilberedning Hvis du har plads til mere i maven kan du spise lidt grøntsager til måltidet
Sen aften:
½ skive rugbrød (25g) eller 1 skive knækbrød (15g) med skrabet minarine og 1 skive magert kød/fiskepålæg/ost (20g) 1 glas mager mælk (2 dl)
Kostplan fra 3. mdr efter operationen og frem:
Når du møder til 3 måneders kontrol, vil den kliniske diætist vurdere, hvilken kostplan du skal følge for fortsat vægttab. Der kan være individuelle forskelle i forhold til højde og vægt, om du er mand eller kvinde, samt aktivitetsniveau. Ønsker du variation til mellemmåltiderne, vil den kliniske diætist hjælpe med at give ny inspiration.
Mad og drikke der kan skabe problemer
Klistrede madvarer:
- Hvidt brød / friskbagt brød
- Hvide ris, pasta, lasagne, nudler
Hårde madvarer:
- Nødder og mandler
- Tørstegt og sejt kød
- Flæskesvær og bacon
- Popcorn og chips
Drikke:
Alkohol og kulsyreholdige drikkevarer frarådes de første 3 mdr. efter operationen. Herefter bør det indtages med forsigtighed.
Forstoppelse
Det er normalt, at man ikke har afføring hver dag efter operationen. Når man spiser mindre mad, får man ikke den mængde kostfibre eller væske der skal til, for at holde maven i gang.
Især de første 3 uger efter operationen er kosten fiberfattig. Du har forstoppelse, hvis du ikke har afføring minimum hver 3. dag, og vi anbefaler at du i de tilfælde tager et afføringsmiddel, fx. laktulose som kan købes i håndkøb på apoteket. Kontakt den kirurgiske sygeplejerske, hvis du er i tvivl, eller vil snakke om, hvilke muligheder der er.
Refluks
Du kan opleve refluks efter operationen. Refluks betyder tilbageløb af mavesyre til spiserøret.
Symptomer på refluks er:
- Sure opstød, sur smag i munden
- Halsbrand, svien
- Dårlig ånde
- Hæs stemme, hoste
- Brændende fornemmelse/smerte bag brystbenet
- Kvalme og opkastninger
- Synkebesvær
Følgende mad og drikke bør du undgå:
- Citrusfrugter
- Fed mad
- Røget mad (fx makrel, filet, pølser, laks, hamburgerryg)
- Stærke krydderier
- Kaffe og te med koffein
- Pebermynte (fx i pastiller og tyggegummi)
- Chokolade
Praktiske råd ved refluks:
- Undgå tøj, der trykker på maven (fx bukser og BH)
- Hæv sengens hovedgærde, eller brug en ekstra hovedpude
- Undgå rygning
- Spis ikke store måltider
- Undgå at spise senere end et par timer før sengetid
- Klem ikke maven sammen og pas på med at løfte tunge ting
- Læg dig ikke ned lige, når du har spist
Hårtab
Det er almindeligt at opleve hårtab, og at håret vokser langsommere end sædvanligt, de første 6-9 mdr. efter en Gastric Sleeve. Når vægten stabiliseres, vender hårvæksten tilbage til det normale.
Det videre forløb
Du bliver indkaldt til en individuel samtale hos den kliniske diætist 3 mdr. og 12 mdr. efter operationen.
Formålet med konsultationerne er:
- At beregne og vurdere dit kostindtag
- At vejlede i kosten fremover
- At rådgive i forhold til konkrete ernæringsmæssige problemstillinger
- At beregne dit opnåede vægttab
Forventet vægttab
Efter 12 mdr. kan du forvente et vægttab på 50 - 60 % af overvægten. Vægttabet kan variere meget fra person til person, afhængig af vægten til forundersøgelsen. Det er naturligt at sammenligne sit vægttab med andre, der også har fået operationen, men vær realistisk og opmærksom på, hvem du sammenligner dig med.
Eksempel på vægttabet på en person med en højde på 165 cm:
- Vægt ved forundersøgelsen: 145 kg
- 12 mdr.´s kontrol: 103 kg (50%)
Beregning af din kost
Vil du holde øje med, hvad du spiser og drikker, og selv vil beregne dit energiindtag, findes der mange gratis programmer på nettet og applikationer du kan hente til din smartphone.
Programmerne/applikationerne giver dig et godt fødevarekendskab, samtidig med at du kan holde øje med, om du en hensigtsmæssig kost.
Det er i starten nødvendigt at veje maden, så beregningerne ikke giver forkerte resultater. For at vurdere om dit kostindtag er tilstrækkeligt, får du det bedste resultat ved at se gennemsnittet over en uge.
Kontakt diætisten
Er du i tvivl om kosten eller har du spørgsmål, kan du kontakten den kliniske diætist på:
Telefon: 38 62 22 43.
Indkøbsguide: