Hvad er PrEP?
Pre-Exposure Prophylaxis (PrEP) er et forebyggende behandlingstilbud mod HIV-smitte. Behandlingen nedsætter risikoen for overførsel af HIV med over 99%, hvis medicinen tages korrekt. PrEP beskytter ikke mod andre seksuelt overføre sygdomme.
Hvem får tilbudt PrEP?
PrEP tilbydes til personer i høj risiko for at få HIV. Behandlingen henvender sig primært til HIV-negative mænd der har sex med mænd og som dyrker analsex uden kondom, med flere forskellige partnere.
Sådan virker PrEP
Tabletten indeholder to aktive stoffer: Tenofovir og Emtricitabin, som forhindrer HIV i at formere sig. Hvis HIV ikke kan formere sig, kan virusset ikke overleve i kroppen.
Sådan tager du PrEP
PrEP tages som en tablet om dagen. Medicinen kan tages On-Demand, efter aftale med en læge eller sygeplejerske fra Infektionsmedicinsk Ambulatorium.
Kontroller, når du tager PrEP
Når man tager PrEP skal man gå til kontrol hver 6. måned i et Infektionsmedicinsk Ambulatorium. Til kontrollen, får du kontrolleret din nyrefunktion, idet der i sjældne tilfælde kan opstå påvirkning af ens nyrefunktion og der testes for HIV.
Kontakt egen læge
Hvis du er interesseret i PrEP, skal du kontakte din praktiserende læge, som sender en henvisning til Infektionsmedicinsk Afdeling. Du vil efterfølgende blive indkaldt til en samtale.
Medicin udleveres gratis.
Kort over Hvidovre Hospital
Du finder Infektionsmedicinsk Ambulatorium 144 i Center E (orange), etage 0, afsnit 144