Når du har brækket hoften, bliver du opereret hurtigst muligt. Bruddet heler i løbet af 3-4 måneder, og mens det heler, kan du have uro og smerter i hoften, som gradvist aftager. Der kan gå op til et år, før du har samme niveau, som du havde før dit hoftebrud.
Undervejs vil personalet på hospitalet og i din kommune støtte dig igennem forløbet og hjælpe dig godt ind i din nye hverdag.
Hvad er et hoftebrud?
Oftest er det et direkte fald på hoften, der er skyld i, at hoften brækker. Bruddet kan sidde i selve lårbenshalsen eller i den øvre del af lårbensknoglen.
Mens du er indlagt på hospitalet
Efter operationen har personalet fokus på, at du er smertedækket efter operationen, får tilstrækkelig mad og væske, og at du bevæger dig og kommer ud af sengen.
Under din indlæggelse er der stuegang mellem klokken 9 og 14. Hvis du ønsker det, er dine pårørende velkomne til at være med fysisk eller på telefon efter aftale.
Mad og drikke er en vigtig del af din behandling
Det er vigtigt, at du får tilstrækkeligt med energi og protein, så du kan styrke og genopbygge dine muskler, både mens du er indlagt, og når du kommer hjem. Derfor har personalet særligt fokus på din ernæring.
Du får hjælp og vejledning til at bestille den mad, du har brug for. Hvis du har besvær med at synke eller har andre udfordringer, vejleder og hjælper personalet dig. Spørg gerne efter en proteindrik mellem måltiderne.
Når du spiser og drikker, bør du sidde i en stol eller så oprejst som muligt for at undgå at få mad eller drikke galt i halsen.
Du får smertestillende medicin
Efter din operation får du smertestillende medicin. Det er ikke muligt at fjerne alle smerter, men de skal være tålelige nok til, at du kan bevæge dig omkring, genoptræne og deltage i den daglige pleje. Tag fat i personalet, når du oplever smerter, så de kan hjælpe og vejlede dig.
Genoptræningen går i gang med det samme
Din genoptræning starter, så snart du er opereret. Allerede på førstedagen efter operationen skal du op at stå på dit opererede ben og – hvis muligt – gå lidt rundt. Personalet hjælper dig, indtil du føler dig tryg og sikker.
Når du bevæger dig, holder du dine muskler stærke og undgår, at kroppen svækkes. Det gør det lettere for dig at komme hjem og klare de daglige aktiviteter, du plejer at kunne. Du skal stå og gå så meget som muligt, og selv gøre, hvad du kan – som for eksempel at børste tænder, vaske dig og tage tøj på.
Personalet på afdelingen støtter dig i at være aktiv, men det er også vigtigt, at du selv og dine pårørende er opmærksomme på, at du bevæger dig så meget som muligt.
Få inspiration til at holde dig aktiv, under din hospitalsinlæggelse:
Du får hjælp af fysio- og ergoterapeuter
Under din indlæggelse møder du udover plejepersonalet på afdelingen både fysioterapeuter og ergoterapeuter, Genoptræningen tilpasses dine behov.
- Fysioterapeuten hjælper dig bl.a. med at styrke dine muskler og genvinde vigtige funktioner, som for eksempel at komme ind og ud af sengen, rejse og sætte dig fra en stol og at gå. Det er færdigheder, som er vigtige for dig, når du kommer hjem.
- Ergoterapeuten vurderer sammen med dig, om du kan klare dine daglige gøremål og vurderer, om du har behov for hjælpemidler derhjemme.
Når du bliver udskrevet, har du fortsat behov for genoptræning. Terapeuterne udarbejder en genoptræningsplan til din kommune, hvor din genoptræning fortsætter.
Når du bliver udskrevet
Du kan forvente at være indlagt på hospitalet imellem 3-7 dage. Hospitalet giver din kommune besked om din forventede udskrivelse og om hvilke behov, du kan have i den forbindelse. Din kommune vurderer, hvilken hjælp du skal visiteres til, når du udskrives.
De fleste kommer direkte hjem, når de bliver udskrevet. Enkelte har behov for pleje hele døgnet og bliver udskrevet til et midlertidigt døgnophold i kommunen.
Midlertidigt døgnophold
På midlertidige døgnophold vil du møde fysio- og ergoterapeuter, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, som tilrettelægger dit rehabiliteringsforløb med udgangspunkt i, hvad du har behov for, og hvad du har af mål og ønsker.
Målet med dit ophold er, at du så vidt muligt kan klare det, du kunne før dit hoftebrud. Det er vigtigt, at du fortsætter med at lave de øvelser, som er planlagt, også når du kommer hjem.
Inden du bliver udskrevet, taler du og eventuelt dine pårørende med personalet om dine behov for hjælp og pleje. I enkelte tilfælde kan det være relevant at drøfte, om du kan blive boende, hvor du bor.
Godt at vide, når du er hjemme igen
Det er helt normalt, at du i månederne efter dit hoftebrud ikke kan de samme ting derhjemme, som du kunne før. Det kan være, at du har behov for hjælpemidler i en periode. Det kan også være sværere at klare dine hverdagsaktiviteter i samme grad som før.
Fortsæt genoptræningen
Når du kommer hjem, kan du forvente at have behov for genoptræning, uanset om du kommer direkte fra hospitalet eller fra et midlertidigt døgnophold i kommunen. Genoptræningen kan foregå på et genoptræningscenter eller i dit eget hjem. Genoptræningsforløbet bliver tilrettelagt specielt til dig og tager udgangspunkt i den genoptræning, du har lavet på hospitalet eller på det midlertidige døgnophold.
Kig på din indretning
Det er en god idé at se på din boligindretning, så den passer til din situation. I en periode er du formentlig mindre sikker på benene og skal måske bruge et gangredskab indendørs, f.eks. en rollator eller en gangbuk. Derfor skal du så vidt muligt skabe plads i din bolig og fjerne løse ledninger og løse tæpper. Det er også en god idé at sikre dig, at du har behageligt fodtøj, som sidder godt fast på fødderne.
Mad og drikke
Vi anbefaler at du fortsætter med proteinrig kost, når du kommer hjem, så din krop kan hele og få det bedre. Du kan købe proteindrikke på apoteket eller i udvalgte supermarkeder, og afdelingen vil gerne udlevere recept, så du kan få tilskud.
Vi anbefaler, at du drikker rigeligt væske – gerne 1,5 til 2 liter om dagen. For nogle er det en hjælp at have en flaske med frisk vand, mælk eller andet i køleskabet for bedre at kunne holde øje, hvor meget man får drukket.
Du kan fortsat have smerter og ubehag
Du får en plan for din smertebehandling og recepter på smertestillende medicin med hjem. Dine smerter skal gerne være aftagende, når du kommer hjem. Du vil dog fortsat mærke ubehag og smerter, mens kroppen heler.
Pleje af dit sår
Dit operationssår er lukket med hæfteklammer eller sting, som fjernes efter 21 dage - oftest hos egen læge. Du har også fået et plaster på, som kan sidde i syv dage efter operationen, og som skal skiftes efter behov. Vi viser dig eller dine eventuelle pårørende, hvordan man skifter plastret. Derhjemme kan du eventuelt få hjælp af en hjemmesygeplejerske.
Reagér på feber eller anden pludselig forværring
Hvis du oplever rødme, tiltagende smerter, feber, pus eller kraftig blødning fra dit operationssår eller andre pludseligt opståede problemer, skal du kontakte Ortopædkirurgisk Ambulatorium 333 på tlf. 3862 2244 på hverdage mellem 8.30-15. Udenfor telefontiden skal du kontakte Akuttelefonen 1813.
Du kan selv gøre en stor forskel
Selvom din hverdag vil være forandret, kan du selv gøre en stor forskel ved at holde dig aktiv. Vi ønsker dig rigtig god bedring. Husk at spørge om hjælp, hvis du er i tvivl om noget - vi er her for at hjælpe dig godt på vej.