Behandling med lysterapi
Hvis mængden af bilirubin er for højt, behandler vi barnet med lysterapi. Lyset nedbryder bilirubin, så det bliver opløseligt og kan udskilles med urin og afføring. Lysterapien kan gøre dit barns afføring hyppigere, mere tynd og mørkere i farven.
Det er individuelt, hvor længe barnet har behov for lysterapi, men normalt er det mindst 24 timer. I nogle tilfælde kan barnet have behov for at få lysterapi flere gange.
Vi lægger barnet i et blåt lys i en vugge, som kan stå ved siden af din seng. Barnet skal kun have ble på, så lyset kan ramme så meget af huden som muligt. Bleen kan med fordel foldes ned i kanten, så et så lille område som muligt er tildækket. Vi giver barnet et par stofbriller på, så lyset ikke generer øjnene.
Jo længere tid barnet ligger i det blå lys, jo kortere og mere effektiv er behandlingen. Barnet kan dog holde pause fra lysbehandlingen i 30 minutter hver 3. time i forbindelse med amning, bleskift og kontakt, uden at det forlænger behandlingstiden. Når barnet ligger med lystæppe, må du derfor meget gerne tage barnet op af vuggen og ligge hud mod hud eller give det mad med lystæppet over sig. Dæk lystæppet til med fx en stofble, når du sidder med barnet, for at passe på dine egne øjne.
God kontakt mellem forælder og barn er vigtig. Sørg derfor for, at I har øjenkontakt flere gange i døgnet.
Under behandlingen tager vi blodprøver for at se, om mængden af bilirubin i blodet er faldet nok.