Gå til hovedindhold

Astma - metakolintest

En metakolintest er en undersøgelse for astma.

Kort om undersøgelsen

Når du skal undersøges for astma, laver vi en metakolintest. Det er en undersøgelse af dine lunger, hvor du indånder stoffet metakolin, der viser, hvor følsomme dine luftveje er overfor irritation. Hvis du har astma, fremprovokerer stoffet en forsnævring af dine luftrør, og dine bronkier trækker sig sammen.

Du skal forvente at være på hospitalet i cirka 30-60 minutter i forbindelse med undersøgelsen.

Vigtig forberedelse

Kontakt os inden undersøgelsen

I enkelte tilfælde kan vi ikke gennemføre undersøgelsen. Derfor skal du kontakte os på forhånd, hvis du:

  • har været meget forkølet eller haft lungebetændelse i løbet af de sidste 2 uger inden undersøgelsen
  • er gravid eller ammer, da der er en risiko for, at teststoffet påvirker modermælken
  • har meget nedsat lungekapacitet.

Undgå disse former for medicin

Nogle slags medicin kan påvirke resultatet af undersøgelsen. Derfor skal du undgå følgende medicin i tiden op til undersøgelsen:

  • 6 uger før: langtidsvirkende luftvejsudvidende medicin og inhaleret binyrebarkhormon, fx Serevent, Seretide, Symbicort, Innovair, Relvar Bufomix og Flutiform
  • 4 dage før: Tabletter mod astma, fx Singulair og Montelukast
  • 8 timer før: Korttidsvirkende luftvejsudvidende medicin, fx Ventoline, Bricanyl, Buventol og Airomir.

Kontakt os, hvis du har spørgsmål.

Undgå fysisk anstrengelse

Du må ikke anstrenge dig fysisk på dagen for undersøgelsen, da det kan gå ud over resultatet.

Undgå rygning

Du skal stoppe med at ryge 6 timer inden undersøgelsen.

På hospitalet

Undersøgelsen

Vi måler først din lungefunktion. Dernæst indånder du metakolin i stigende doser gennem en inhalator. Hver gang, du har indåndet, måler vi, hvor godt dine lunger fungerer, ved at du puster i en maskine. Hvis du har astma, falder din evne til at puste, og du får en trykkende fornemmelse i brystet eller begynder at hoste. Sker det, afbryder vi testen, og du får straks medicin mod astma, så du kan trække vejret normalt igen.

Brug for en at følges med

Har du brug for en at følges med til din aftale, har hospitalet et samarbejde med Social Sundhed. Social Sundhed stiller frivillige fra sundhedsuddannelser til rådighed. De kan kontaktes på telefon 93 91 23 00. Læs mere om Social Sundhed på www.socialsundhed.org

Ubehag ved undersøgelsen

Du kan få hovedpine og blive tør og irriteret i halsen. Du kan også hoste og få let åndenød, men det går hurtigt over igen. Det kan hjælpe at drikke koldt vand.

Svar på undersøgelsen

Du får svar på undersøgelsen til din næste kontrol.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden