Operationen for galdesten bliver foretaget i Dagkirurgisk Afdeling 141.
Hvad er galdeblæren?
Galden bliver dannet i leveren og bliver brugt til fordøjelse af det mad, vi spiser – især fedtstofferne. Galden løber fra leveren igennem galdegangen til tolvfingertarmen, hvor den indvirker på maden. Galdeblæren fungerer som et depot, hvor galden bliver opbevaret, til den skal bruges - f.eks i forbindelse med et fedt måltid. Lige efter man har spist, trækker galdeblæren sig sammen og tømmer galden ud i galdegangen og ned i tolvfingertarmen, hvor den skal ud i tarmen og bruges. Efter fjernelse af galdeblæren løber galden blot direkte fra leveren gennem galdegangen. Fordøjelsesfunktionen vil normalt ikke blive påvirket. Ved et måltid, rigt på fedt, kan der eventuelt komme løs afføring.
Hvad er galdesten?
Galdesten opstår i galdeblæren når galdens indhold af kolesterol, kalk og galdefarvestoffer kommer ”ud af balance”. Så udfældes disse stoffer som sten. Stenene kan være af meget forskelligt udseende og størrelse fra få millimeter (kaldet grus) op til sten på flere centimeter. Man kender ikke årsagen til, at nogle mennesker danner galdesten. Der er ofte en vis ophobning af sygdommen indenfor familien, men man har endnu ikke påvist en klar arvelig faktor. Stenene dannes stort set altid i selve galdeblæren. Det er grunden til, at man ved operationen fjerner galdeblæren og ikke bare stenene. Man undgår således, at der danner sig nye sten. Kun i meget sjældne tilfælde kan der senere opstå sten i selve galdegangene.
Galdestensanfald
Sten i galdeblæren kan medføre voldsomme smerter under højre ribbenskant eventuelt med udstråling af smerterne til ryggen – det man kalder galdestensanfald. Samtidig er der ofte kvalme og opkastninger. Anfaldet kan vare fra 15-30 minutter til flere timer.
Galdeblærebetændelse
Galdesten kan give komplikationer i form af galdeblærebetændelse. Det viser sig ved at smerterne ikke går væk, og man får feber. Hvis dette sker skal man indlægges til nærmere undersøgelse og eventuelt fremskyndet operation.
Sten i galdegangen
Sten fra galdeblæren kan passere gennem den lille udførselsgang og ned i galdegangen. Her kan de stoppe for passagen af galde. Så får man gulsot og kan risikere at få galdeblærebetændelse med høj feber. Dette skal behandles under indlæggelse med fjernelse af stenene fra galdegangen samt evt medicin mod betændelse. Sten i galdegangen kan fjernes ved hjælp af en bøjelig kikkert, der via munden bliver ført ned i mavesækken og ud i tolvfingertarmen. Hernede udmunder galdegangen og stenene kan via kikkerten hentes ud af galdegangen.
Bugspytkirtelbetændelse
Da bugspytkirtlens udførselsgang sidder tæt ved galdegangen kan der i nogle tilfælde udvikles bugspytkirtelsbetændelse, når en sten passerer gennem galdegangen. Dette medfører vedvarende smerter midt i den øverste del af maven, og skal behandles under indlæggelse.
Før operationen for sten i galdeblæren skal man sikre sig, at der ikke også er sten i galdegangen. Dette bliver gjort ved hjælp af sygehistorien, blodprøver og ultralydsscanning.
Før operationen
Før operationen er det vigtigt, at du har læst denne information, og at du har fået svar på de eventuelle spørgsmål du måtte have.
Før operationen er det nødvendigt, at vi opnår din accept til, at der bliver givet blodtransfusion under operationen, hvis det skulle være påkrævet. Det skal understreges, at det kun meget sjældent er nødvendigt.
Vores afdeling er en universitetsafdeling, hvor der foregår mange videnskabelige undersøgelser, bl.a. af hvordan man gør hele operationsforløbet så godt som muligt for patienten. Det er derfor muligt at du ville blive spurgt, om du vil deltage i sådan en undersøgelse. Det er naturligvis helt frivilligt, og du vil få uddybende information om den eventuelle undersøgelse.
Forberedelser til operationen
Lægen vil informere dig, om din operation skal foregå uden indlæggelse eller under indlæggelse. Hvis din operation foregår uden indlæggelse møder man ind på dagen og går hjem få timer efter operationen.
Du skal møde ind på det givne tidspunkt i den afdeling hvor din operation skal foregå. Vi anbefaler at du tager løst tøj på. Desuden skal du sørge for, at du ikke er alene hjemme om aftenen/natten efter operationen.
Du skal være fastende fra kl.24 dagen før og du må drikke frem til 2 timer før din operation (Du må drikke vand, saft, the og kaffe uden mælk).
Du skal gå i bad inden du ankommer, herunder er det vigtigt, at du vasker dig grundigt i navlen. Eventuel behåring på den øverste del af maven (fra ribbenskanten til navlen) skal du fjerne.
Du må ikke have smykker eller neglelak på ved operationen.
Operationen
Operationen foregår i fuld bedøvelse. Gennem en tynd kanyle bliver der blæst luft ind i bughulen, som skaber plads til at operere. Der bliver ført 4 små rør ind gennem bugvæggen. Gennem et af rørene bliver der indført en kikkert, der overfører et billede til en fjernsynsskærm. Her kan kirurgen se galdeblæren og de andre organer og operere via de andre rør. Galdeblæren bliver fjernet fra leverens underside, og den lille udførselsgang fra galdeblæren samt blodforsyningen til galdeblæren bliver lukket.
Galdeblæren bliver fjernet gennem et hul over navlen. Forskellige forhold (f.eks tidligere operationer, komplikationer eller svær betændelse omkring galdeblæren) kan nødvendiggøre, at vi må fjerne galdeblæren gennem et noget større operationssnit (10-15 cm) under højre ribbenskant. I så fald kan forløbet kræve et par dages indlæggelse.
Efter operationen
Efter operationen kommer du ind på vores opvågningsafsnit, hvor du efter opvågningen får dit eget tøj på. Du må samtidig spise og drikke normal kost efter operationen. Du bliver udskrevet samme dag., hvis vi vurderer, at du er klar.
Smertestillende
De tabletter du har hentet på apoteket er i de fleste tilfælde tilstrækkelige til at behandle smerterne efter operationen. Såfremt der skulle optræde svære smerter, gives eventuelt morfin. Udover smerter i maven og sårene, kan du evt føle smerter i skulderregionen. Dette skyldes en særlig smerterefleks udløst af den luft, der har været pustet ind i bughulen. Den vil aftage over nogle dage. Det er vigtigt, at du indtager de smertestillende tabletter i de første 4 dage efter operationen, så forløbet kan blive med færrest mulige gener.
Komplikationer
Hos nogle patienter (1-2 %) kan der under operationen opstå blødning eller andre komplikationer, der nødvendiggør at operation ændres til en lidt større operation. Blødning i bughulen eller fra sårene kan også forekomme inden for det første døgn.
Hos omkring 1 % af patienterne kan der efter operationen forekomme galdesiven fra den lille udførselsgang. Dette vil give mavesmerter og eventuelt feber. Dette bliver behandlet under indlæggelse.
I meget sjældne tilfælde (2-3 ud af 1000) kan der under operationen ske en skade på den store galdegang. Dette vil oftest kræve en ny operation.
Hos omkring 2% kommer der overfladisk betændelse i et af operationssårene. Såfremt der opstår tegn på dette i form af tiltagende ømhed og rødme, skal du kontakte din egen læge.
Udskrivelsen
Du må ikke være alene de første 24 timer efter operationen. Der skal være en voksen, som kan tilkalde en læge ved behov. Du må ikke køre bil i de første 24 timer efter operationen.
Du fjerner din forbinding dagen efter operationen. Du må tage et brusebad, efter du har fjernet forbindingen. Karbad frarådes indtil 1 uge efter operationen. Du kan spise og drikke normal kost, der er ikke kostrestriktioner.
Du kan genoptage almindelige aktiviteter (gang, cykle, almindeligt husarbejde), allerede dagen efter. Du må genoptage dit arbejde 2 dage efter operationen. Der er ikke påvist nogen risiko ved at genoptage selv hårdt fysisk arbejde så længe det ikke udløser smerte.
Du må ikke flyve eller dykke 1 uge efter operation.