pH-måling i spiserøret

Information til forældre om undersøgelsen ved pH-måling i spiserøret.

Dit barn skal gennemgå en såkaldt pH-måling. Undersøgelsen har til formål at måle forekomsten af mavesyre i spiserøret.

Før undersøgelsen

I minimum 7 dage før undersøgelsen må barnet ikke tage noget lægemiddel (syrepumpehæmmer), der vedvarende sænker surhedsgraden i maven. Det vil sige, at barnet skal stoppe indtagelse af Omeprazol, Lanzeprazol, Nexium mindst 7 dage før undersøgelsen. Barnet må dog gerne op til selve undersøgelsesdagen indtage syreneutraliserende midler såsom Novaluzid, Balanzid, Alminox, Gaviscon, Galieve og lignende. 

På selve dagen for undersøgelsen må barnet ikke indtage  syrepumpehæmmere, syreneutraliserende midler eller smertestillende som Brufen, Ibubrofen, Ipren, Voltaren og lign. Øvrig vanlig medicin må indtages som vanlig.

Under undersøgelsen

Lægen foretager en pH-måling i forbindelse med kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk i fuld bedøvelse. Ved undersøgelsen bliver en batteriforsynet kapsel fastgjort til den nederste del af spiserøret. Kapslen, som er 6 x 6 mm bred og 25 mm lang, vil måle surhedsgraden i op til 4 døgn. Disse målinger bliver registreret af en boks med en modtager, som I tager med hjem efter undersøgelsen.

Efter undersøgelsen

Optagerboksen skal altid være i tæt kontakt med barnet (inden for en radius af 1 meter) i de timer, hvor pH-målingen finder sted. Mens undersøgelsen foregår, beder vi jer udfylde en patientdagbog, som udleveres i forbindelse med undersøgelsens start. Dagbogen hjælper med at fastslå, om der er en sammenhæng mellem eventuelle symptomer og antallet af registreringer af sure målinger via kapslen.

I løbet af de første 48 timer udføres pH-målingen uden medicin. På den tredje og fjerde dag skal barnet tage syredæmpende medicin, som lægen ordinerer.

Resultatet af pH-testen får I svar på i Børne- og Ungeafdelingens dagafsnit.

Kapslen bliver siddende i spiserøret i op til 10 dage efter pH-undersøgelsen, men løsner sig derefter af sig selv og kommer ud med barnets afføring.

I skal aflevere optagerboksen i Børne- og Ungeafdelingens dagafsnit 429
d. ____________________.

Komplikationer er sjældne, men i teorien er der en lille risiko for, at kapslen ikke forlader kroppen. Hvis barnet skulle have synkebesvær eller uforklarlige mavesmerter, bedes du kontakte Børne-Ungemodtagelsen på telefonnummer 38 62 31 79. Hvis du har spørgsmål til undersøgelsen, kan du kontakte Børne- og Ungeafdelingens dagafsnit på 38 62 35 86 mandag-fredag kl. 09.00-12.00. 

Da kapslen delvist indeholder metal, bør dit barn ikke gennemgå en magnetkameraundersøgelse (såkaldt MR-skanning) inden for 30 dage efter, at pH-undersøgelsen er udført. Hvis MR-skanning er nødvendig inden, skal barnet have taget et røntgenbillede af brystkassen for at sikre, at kapslen er faldet af og er ude af kroppen.

Redaktør