Velkommen til Sengeafsnittet på Børneafdelingen

Information om ophold på sengeafsnittet til Børneafdelingen

Her finder I en række praktiske oplysninger om sengeafsnittet. I er altid velkomne til at kontakte os, hvis I har spørgsmål.

Velkommen

Når børn bliver syge og skal på hospitalet, skaber det ofte bekymring i familien. På Børne- og Ungeafdelingen gør vi, hvad vi kan, for at både børn/unge og forældre føler sig trygge og i gode hænder.

Vi lægger vægt på, at du som forælder er godt informeret om, hvad dit barn fejler, og ved, hvilken plan der er lagt for undersøgelser og behandling. Hold dig ikke tilbage, hvis du har spørgsmål.

Vi håber, at indlæggelsen forløber tilfredstillende. Hvis der er noget, du er utilfreds med, så sig det til os. Vi modtager meget gerne feedback på Patienttilfredshedsstanderne på gangen.

Kontakt sengeafsnittet

Gruppe 7
Døgntelefon:
38 62 31 77
Sekretær telefon: 38 62 31 75

Gruppe 8
Døgntelefon:
38 62 31 78
Sekretær telefon: 38 62 35 98

Forbered dit barn

Hvis det er muligt, er det en god idé at forberede barnet på hospitalsopholdet ved at tale om, hvad der skal ske. Der findes flere gode bøger med mange billeder om børn, der er indlagt. I kan også lege hospital og fx bruge en dukke som sygt barn for at forberede barnet på undersøgelser og behandling.

 

Indlagt barn hygger med sygeplejerske og hospitalsklovn

Kontakt efter udskrivelse

De første 24 timer efter dit barn er blevet udskrevet, har I mulighed for at kontakte Børne- og Ungemodtagelsen direkte.

Døgntelefon: 38 62 31 79

Når dit barn bliver indlagt

Den første dag

Når dit barn bliver indlagt på afdelingen, bliver I modtaget af plejepersonale, som viser jer til rette på jeres stue og informerer jer om, hvad der skal ske.

Lægen lægger en plan

Ved stuegangen undersøger lægen dit barn og lægger en plan for undersøgelser og behandling. Det sker ved stuegangen.

Ved stuegang kan du få svar på evt. spørgsmål om dit barns sygdom og om den plan, lægen har lagt. I weekenden og om aftenen er der kun stuegang for børn med akutte og specielle problemer. Du har mulighed for at læse dit barns journal på www.minsundhedsplatform.dk. Spørg personalet, hvordan du får adgang.

Plejepersonalet følger op

Der er plejepersonale på afdelingen døgnet rundt. Når lægerne går stuegang, følger plejepersonalet op på den plan, der er lagt for dit barn. Plejepersonalet sørger fx for, at du og dit barn er godt informeret, og at dit barn får den medicin, som lægen har ordineret.

Dit barns læge

Det er en speciallæge, som har ansvaret for dit barn under indlæggelsen - vi kalder denne læge for den behandlingsansvarlige læge. I vil møde andre læger under indlæggelsen, men den behandlingsansvarlige læge har det overordnede ansvar for dit barns indlæggelse.

Personale under uddannelse

Under indlæggelsen vil I kunne møde læge- og sygeplejestuderende. De arbejder alle under vejledning af uddannet personale.

Hjemmebesøg

Når dit barn får det bedre, kan I aftale med lægen, at I sover hjemme om natten. Vi kalder det at være på ”hjemmebesøg”, men vi betragter stadig dit barn som indlagt.

Inden I går hjem, aftaler vi, hvornår I skal møde igen i afdelingen. Opstår der problemer med dit barn, mens I er hjemme, kan I altid ringe til afdelingen.

Dit barn har brug for dig

Børn og unge, der er syge, har behov for at have deres mor eller far omkring sig døgnet rundt. I kan i høj grad hjælpe jeres barn gennem indlæggelsen ved selv at være til stede. Vi kan tilbyde overnatning til én af jer.

Ligesom derhjemme er det dig som forælder, der sørger for, at dit barn bliver vasket, får tøj på, får mad og bliver trøstet, nusset og leget med. Det er en god idé at have ting med hjemmefra, som dit barn føler sig tryg ved.

Barn læser bog med forælder

Mad på hospitalet

Mad og drikke til børn og unge i sengeafsnittet

Vi har et Børnemenukort med forskellige retter.

Du skal selv bestille mad til dit barn - se menukort, tidspunkter for bestilling og spisetider ved telefonen på gangen. På buffetvognen findes der også diverse kiks og morgenmadsprodukter, som du kan tage til dit barn. Der er mælk og yoghurt i køleskabet.

Mad og drikke til forældre

Der kan bestilles mad til én medindlagt forælder per barn. Maden er en standardmenu. Kaffe og te kan I hente frit i afdelingens forældrekøkken. I køkkenet er der elkedel og mikrobølgeovn.

I Vandrehallen mellem center 3 og 4 findes en døgnåben 7-Eleven og automater med diverse mad- og drikkevarer

Barn læser menukort med sygeplejerske

Hjem igen

Lægen vurderer, hvornår dit barn kan blive udskrevet. Inden I tager hjem, bliver der lagt en plan for, hvad der skal ske. Lægen tager stilling til, om dit barn skal:

  • Fortsætte behandlingen
  • Have en ny tid i ambulatoriet/dagafsnittet
  • Modtage opfølgning hos egen læge
  • Afslutte forløbet

Når dit barn er udskrevet, vil dit barns praktiserende læge modtage en kort skriftlig information om indlæggelsen. Hvis du ikke ønsker dette, skal du give personalet besked.
Har du brug for en skriftlig bekræftelse på, at dit barn har været indlagt, så sig det til personalet.

Hvis der opstår problemer

Skulle der opstå problemer indenfor de første 24 timer efter udskrivelsen, har I mulighed for at henvende jer på Børne- og Ungeafdelingen uden at have fået en henvisning fra en læge. Ring til os, hvis det bliver aktuelt.

Svært at komme hjem

Børn reagerer forskelligt, når de har været indlagt på hospitalet. Nogle børn har brug for at tale om deres oplevelser på hospitalet. Nogle børn kan blive pylrede. Det er også almindeligt, at de sover dårligt og er vrede på deres forældre. Det er en naturlig måde at reagere på, og det går over igen.

Forsikring

Hvis I har spørgsmål om forsikring i forbindelse med en planlagt rejse for jeres barn, skal I henvende jer til jeres eget forsikringsselskab.

Hvis tiden føles lang

Leg og spil

Afdelingen har en legestue, hvor dit barn kan ”holde fri” fra undersøgelser og behandling. I afdelingen har vi en socialpædagog, som er en del af plejeteamet og kan rådgive og vejlede ved behov. Afdelingen har playstations, fjernsyn og en del spil og tegnefilm.

For teenagere findes et ”ungeskab” med underholdning.

Barn spiller bordfodbold
Al leg kan hjælpe barnet igennem tiden som indlagt. Det er en
god måde at få en tænkepause på.

Hospitalsklovn

Hospitalsklovnen Stella er i afdelingen hver tirsdag og torsdag ml. kl. 10.00 - 14.00.

Skole

Går dit barn i skole, er der tilbud om undervisning dagligt fra kl. 09.00 - 14.00 i hospitalets skolestue, der ligger i Vandrehallen. Undervisningen foregår individuelt eller i små grupper. Det er to lærere, der står for undervisningen.

Besøg

Der er fri besøgstid på afdelingen. Mange børn synes, at det er dejligt at få besøg, for eksempel af søskende eller en god kammerat. Det er bedst at undgå, at der kommer for mange på én gang, da det kan virke overvældende. Personer, der lider af smitsomme sygdomme, må ikke komme på afdelingen af hensyn til smitterisikoen.

Mobiltelefon

Du er velkommen til at benytte din mobiltelefon, men vis hensyn til andre børn og voksne.

Dit barns sikkerhed

Af sikkerhedsmæssige årsager er det vigtigt at holde gulvarealet ved barnets/den unges seng ryddeligt. Af samme årsag kan vi kun tilbyde overnatning til én forælder.

Huskeliste

Til dit barn:

  • Dit barns yndlingslegetøj, sovedyr og en bog
  • Eventuelt egen sut, sutteflaske, speciel modermælkserstatning
  • Skolebøger, hvis dit barn går i skole
  • Tøj, hjemmesko og tandbørste
  • De oplysningsskemaer, vi evt. har sendt til jer
  • Den medicin, dit barn får

Til dig selv:

  • Tøj og toiletsager
  • Evt. speciel diætmad

Tilbud om personlig rådgivning

Socialrådgiver

Har du brug for hjælp til at løse sociale eller økonomiske spørgsmål i forbindelse med indlæggelsen, kan du få vejledning hos socialrådgiveren. Plejepersonalet eller lægen på afdelingen kan formidle kontakten.

Patientvejleder

I er velkomne til at kontakte patientvejlederen, hvis I har brug for vejledning i mødet med sundhedsvæsenet. Det gælder også, hvis I vil klage over en behandling. Læs mere på www.regionh. dk/patientvejleder.

Du kan læse mere om patientvejlederen på www.hvidovrehospital.dk - under information til patienter.

Kontakt:
Kontor: Vandrehallen mellem center 2 og 3.
Telefon: 38 66 66 42 (mandag - torsdag kl. 10.00 - 13.00, fredag kl. 10.00 - 12.00)
E-mail: csu-patientvejledningenhvidovre@regionh.dk

Personlig henvendelse er bedst efter aftale.

Præst

Hospitalspræsterne står til rådighed, hvis du har brug for én at tale med, fx om personlige problemer, sorg, krise eller religiøse forhold. En hospitalspræst har tavshedspligt og ingen pligt til at registrere noget.

Præsterne kan foretage dåb, nadver og vielse. Der er gudstjeneste den første søndag i måneden kl. 11.30 og den fjerde tirsdag i måneden kl. 14.00.

Hvis du ønsker at tale med en præst, du selv vælger, eller med en præst fra et andet trossamfund, kan hospitalspræsten eller plejepersonalet hjælpe med at få kontakt.

Kontakt:
Maria Magdalene Kirken ligger i Vandrehallen mellem center 2 og 3. Kirken er åben hele døgnet.

Præstekontoret ligger over for kirken.
Telefon: 38 62 22 84 (mandag - torsdag kl. 9.00 - 15.00)
E-mail: marianne.thestrup.jensen@regionh.dk

Etnisk Ressourceteam (ERT)

ERT er et tilbud, der henvender sig til patienter og pårørende med anden etnisk baggrund end dansk.
Teamet består af frivillige kvinder og mænd i forskellige aldre og med forskellig etnisk og religiøs baggrund. Deres hovedfunktioner er at være rådgivere og samtalepartnere for patienter og pårørende med lignende baggrund.

Kontakt:
Koordinator: Naveed Baig
Telefon: 25 69 95 69 E-mail: naveed.baig@regionh.dk

Hospitalets faciliteter

Apotek

Hospitalets apotek ligger i Vandrehallen mellem center 2 og 3 og har åbent mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 08.30 - 17.00 og torsdag kl. 08.30 - 18.00.

Frisør

Frisørsalonen ligger i Vandrehallen i center 2.

Køb af mad og drikke

I Vandrehallen mellem center 3 og 4 findes en 7-Eleven, som har åbent hele døgnet.

Tolk

Der er mulighed for at bestille en tolk til undersøgelser og behandling på hospitalet. Tolken bestilles af personalet.

Har du spørgsmål?

Har du eller dit barn yderligere spørgsmål, er I altid velkomne til at henvende jer til personalet.

Mit barns målinger

De fleste børn og unge får målt forskellige værdier, når de er på hospitalet. Det er individuelt ,hvor ofte der er behov for at måle værdier.  Det afhænger fx af, hvad sidste måling var, dit barns øvrige tilstand eller hvilken behandling det skal have. Du er velkommen til at spørge plejepersonalet, hvis du er i tvivl. 

Hvis du selv har lyst til at notere værdierne på dit barn, kan det gøres i dette skema på de tomme felter. På næste side kan du læse om, hvad de forskellige værdier betyder.

Angiv dato/tidTempera-tur                                                                          Bemærkning-er
      
      
      
      
      
      
      
      
      
      

 

Hvad måler sygeplejersken på mit barn – og hvad betyder det?

Saturation

Forkortes ofte Sat og betyder iltmætningen i blodet. Det angives i procent. Hos raske børn og voksne ligger iltmætningen normalt på 96-100 %. Iltmætningen kan blive lavere, hvis man er syg og er påvirket i lungerne. Det kan fx være ved forkølelse, lungebetændelse eller astma.

Puls

Puls er det samme som et hjerteslag. Pulsen er et udtryk for, hvor mange gange i minuttet hjertet trækker sig sammen og pumper blod ud i kroppen. Pulsen ændrer sig efter barnets alder. Jo yngre barnet er, desto højere er pulsen. Hvis barnet har feber eller er ked af det, påvirker det også pulsen, så den bliver højere.

Hvordan måles det?

Saturation og puls måles samtidig. Der sættes enten et plaster eller en ”gummi-tut” på en finger eller tå. Det kan være svært at lave denne måling, hvis barnet er ked af det eller sidder uroligt. Som forælder kan du hjælpe ved at berolige dit barn og evt. fortælle, hvad der skal ske. Det kan hjælpe at aflede barnet, fx at læse en bog, se på telefonen eller noget andet, dit barn kan lide.

Respirationsfrekvens

Forkortes ofte RF og betyder antallet af vejrtrækninger pr. minut. Ligesom pulsen ændrer respirationsfrekvensen sig også efter barnets alder. Jo yngre barnet er, desto højere er respirationsfrekvensen. Hvis barnet har feber eller er ked af det, påvirker det også respirationsfrekvensen, så den bliver højere.

Hvordan måles den?

Respirationsfrekvensen måles ved, at plejepersonalet tæller antallet af vejrtrækninger hos dit barn, imens der tages tid. Hos mindre børn kan det være nødvendigt at kunne se barnets brystkasse eller evt. holde en hånd på brystet. Som forælder kan du hjælpe ved at aflede dit barn imens.

Blodtryk

Blodtrykket er et mål for, hvor hårdt hjertet skal arbejde for at pumpe blod ud i pulsåren. Blodtrykket ændrer sig efter barnets alder og højde. Børn og unge har meget sjældent et unormalt blodtryk. I de tilfælde hvor de har, skyldes det ofte bestemte symptomer eller sygdom. Derfor måles der ikke blodtryk på alle børn og unge. Plejepersonalet vurderer, om det er relevant i forhold til dit barn.

Hvordan måles det?

Det er vigtigt, at dit barn enten har siddet eller ligget stille i 10 minutter, inden der måles blodtryk. Blodtryk måles ved, at der sættes en manchet rundt om overarmen. Manchetten pustes op. Det får det til at stramme lidt om armen. Du kan som forælder hjælpe dit barn ved at berolige og evt. fortælle, hvad der skal ske. Hos mindre børn kan blodtrykket med fordel måles, mens de sover.

Temperatur

Kropstemperaturen er en vigtig oplysning, når man skal vurdere en syg person. Kroppens temperatur varierer over døgnet og kan påvirkes af fx aktivitet og påklædning. Man har feber, hvis temperaturen er 38 grader eller over.

Hvordan måles den?

På børn under 1 år måles temperaturen altid med et termometer i endetarmen. På børn over 1 år kan der også bruges et pandetermometer.

Redaktør