Vi har samlet nogle af de informationer, du og dine pårørernde kan få brug for, mens du er indlagt. Du er altid velkommen til at kontakte personalet, hvis du har brug for yderligere information.
Om Hjertesygdomme, sengeafsnit
I sengeafsnittet er vi specialister i at behandle hjertesygdomme og andre almindelige sygdomme. Uanset om du er indlagt akut, eller dit forløb er planlagt, vil vi gøre, hvad vi kan, for at din indlæggelse forløber så tilfredsstillende som muligt.
Vi lægger vægt på, at du føler dig godt informeret og selv er med til at træffe beslutning om undersøgelse og behandling, når du ønsker det.
Når du bliver indlagt
Når du ankommer til afsnittet, vil du blive vist til rette og få den hjælp, du har behov for. Du er velkommen til at bruge dit eget tøj. Har du ikke selv medbragt toiletsager, badekåbe, sko og tøj, er det en god idé at bede dine pårørende tage det med til dig. Du får et skab med nøgle til dine personlige ejendele. Har du værdigenstande med på hospitalet, kan du få dem opbevaret.
Planlagt indlæggelse
Hvis din indlæggelse er planlagt, vil behandlingen følge den plan, du har talt med lægen om tidligere. Planen står i din journal.
Akut indlæggelse
Hvis du er blevet indlagt akut, dvs. at du ikke har haft mulighed for at forberede dig på indlæggelsen, vil en af afdelingens læger undersøge dig og lægge en plan for undersøgelse og behandling. Det kan virke overvældende at blive indlagt uden varsel, og det er naturligt, at der opstår spørgsmål og bekymring. Vi står til rådighed for dig og dine pårørende, hvis I har brug for at tale med os.
Overvågning af dit hjerte
De fleste patienter får en såkaldt hjerteovervågning på. Den gør det muligt for personalet at følge med i, hvordan dit hjerte slår. Du må ikke forlade afdelingen, når du har hjerteovervågning på, da overvågningen kun fungerer indenfor afdelingen.
Smertebehandling
Det er vigtigt, at du fortæller, hvis du har smerter. Vi vil ofte bede dig om at vurdere dine smerter og derefter tilbyde dig smertestillende behandling.
Røgfrit miljø
Hvidovre Hospital er røgfrit - både ude og inde. Dette gælder også E-cigaretter. Afdelingen har uddannede rygestopambassadører. Rygestopambassadørerne kan give støtte og rådgivning, hvis du ønsker at holde op med at ryge. Er du ryger, vil du få tilbudt nikotinplaster eller lignende, så det bliver lettere for dig ikke at ryge.
Praktiske oplysninger mens du er indlagt
Besøgstid
Der er fri besøgstid, under hensynstagen til medpatienters behov for hvile og personalets opgaver på stuen. Attriumgården kan altid benyttes.
Tolk
Der er mulighed for at få en tolk med til undersøgelser og behandling på hospitalet. Tolken bestilles af personalet.
Internet
Hvis du selv har computer/tablet med herind, kan du gratis bruge hospitalets wifi RegHGaest.
Værdigenstande
Du kan få opbevaret værdigenstande og penge på hospitalet. Hospitalet er kun ansvarlig for de værdigenstande, der er afleveret til opbevaring. Værdigenstande og penge bliver afhentet af personalet ved udskrivelse, eller du kan selv hente dem i Informationen.
Åbningstider for afhentning:
Mandag - søndag kl. 08:00 -21:30.
Medicin
Lægen ordinerer den medicin, du bør have i forbindelse med indlæggelsen. Du får information om, hvordan medicinen virker, og om der er nogle bivirkninger, du skal være opmærksom på. Hvis du er vant til at tage medicin, vil lægen gerne vide hvilken. Det gælder også naturmedicin.
Stuegang
Stuegang foregår, på hverdage, normalt mellem kl. 09:00 - 12:30. På alle øvrige tidspunkter og ved stor travlhed tilses kun akut dårlige patienter. Stuegang foregår på sengestuer eller i stuegangsrum.
Deltagere i stuegangen er dig, læge og sygeplejerske. Hvis du ønsker at dine pårørerende deltager er de velkomne. Ved stuegang aftales din behandlingsplan. Det er vigtigt at du tænker over/skriver dine spørgsmål ned.
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
Kosten - á la carte køkken
Hospitalet tilbyder mad á la carte til alle patienter.
Du kan bestille mad på patientterminalen ved sengen. Der ligger en vejledning på terminalen.
Der står drikkevarer fremme hele døgnet. Du skal i videst muligt omfang selv hente drikkevarer.
Hjælpemidler
Bruger du hjælpemidler, er du velkommen til at medbringe dine egne ved indlæggelsen.
Forventninger til dig
Afdelingen forventer, at du og dine eventuelle pårørende deltager aktivt i pleje og behandling. Vi opfordrer dig til at være oppegående i dagtiden.
Overflytning til et andet hospital
Hvis du skal have anden behandling end medicinsk, f.eks. pacemaker, ballonudvidelse eller bypass, vil det foregå på et andet hospital. Efter behandlingen kommer du evt. tilbage til vores afdeling igen.
Døgnrytme
Kl. 07:15: Godmorgen. Puls, blodtryk, vægt m.m. måles. Tøj udleveres
Kl. 08:00: Morgenmad serveres og medicin uddeles
Kl. 08:00 - 09:00: Blodprøver og hjertekardiogram (EKG)
Kl. 08:00 - 11:00: Formiddagskaffe
Kl. 09:00 - 12:30: Stuegang
Kl. 12:00: Frokost serveres og medicin uddeles
Kl. 13:00 - 15:30: Eftermiddagskaffe
Kl. 13:00 - 15:00: Mulighed for middagshvil, ro på stuerne
Kl. 15:00: Puls, blodtryk m.m. måles, og evt. medicin udleveres
Kl. 18:00: Aftensmad serveres og medicin udleveres
kl. 19:30: Aftenskaffe
Kl. 21:00: Der gøres klar til natten. Puls, blodtryk mv. måles
Kom godt hjem
Vi vil gerne sikre, at det er trygt at komme hjem igen efter din indlæggelse. Både for dig og dine pårørende. Hvis du har brug for hjælp fra den kommunale hjemmepleje, kontakter vi din kommune og får aftalt hjælpen.
Inden du bliver udskrevet får at vide, om der er noget, du skal være opmærksom på, om hvor du skal henvende dig, hvis der opstår problemer og om den efterbehandling, vi kan tilbyde dig.
Kan jeg se min journal?
Hvis du vil vide, hvad vi har skrevet i din journal, kan du logge ind på hjemmesiden: sundhed.dk eller mindsundhedsplatform.dk med dit NemID. Du er også velkommen til at få en kopi af din journal. Hvis du ønsker det, kan vi gennemgå den sammen med dig.
Hvor skal jeg henvende mig, når jeg er kommet hjem?
Når du er blevet udskrevet og har spørgsmål, skal du kontakte din egen læge, med mindre vi har aftalt andet. Det gælder også, hvis du skal have fornyet recept på din medicin.
Kontakt uden for din læges åbningstid
Ring til Akuttelefonen på telefon 1813. Her kan du få svar på spørgsmål vedrørende sygdom og du kan blive henvist videre ved behov for akut behandling.
Medicin
Sygeplejersken giver dig en medicinliste samt medicin med hjem til de første dage, indtil du kan komme på apoteket. Lægen sørger for, at der ligger recept, på den nye medicin, på apotekets server.
Hvordan kommer man hjem?
Du skal selv sørge for transport hjem efter udskrivningen. Det gælder dog ikke patienter, der er for syge til selv at klare transporten. Det er lægen, der vurderer, om du har brug for sygetransport hjem.
Sådan får din egen læge besked
Vi sender information om din indlæggelse og behandling til din læge senest en hverdag efter udskrivelse. Du kan selv få en kopi, hvis du ønsker det. Hvis du ikke ønsker, at vi sender besked til din læge, skal du selv gøre opmærksom på det.
Hvis vi skal informere dine pårørende eller andre sundhedspersoner end din egen læge, bedes du informere os om dette.
Personlig rådgivning
Patientvejleder
Patientvejlederen står til rådighed for patienter og pårørende, der har brug for vejledning om rettigheder og muligheder i sundhedsvæsenet. Det kan dreje sig om:
- patientrettigheder
- mulighed for at klare eller søge erstatning
- patientsikkerhed
- sundhedsvæsenets behandlingstilbud
- frit sugehusvalg
Patientvejlederen kan også hjælpe dig med at afklare problemer, der er opstået i forbindelse med din kontakt til hospitalet. Du kan henvende dig anonymt og uforpligtende. Patientvejlederen har tavshedspligt.
Telefon: 38 66 66 42
E-mail: patientvejledningen-Hvidovre.center-for-sundhed@regionh.dk
Præst
Hospitalspræsten står til rådighed for patienter og pårørende til at tale om for eksempel personlige problemer, sorg og krise eller religiøse forhold. Hospitalspræsterne har tavshedspligt og ingen pligt til at registrere noget.
Hospitalspræsterne har kontor i Vandrehallen afsnit 204 (overfor kirken). Du kan træffe præsterne på hospitalet og på tlf. 38 62 22 84 eller 29 43 18 98, mandag til fredag kl. 09:00 - 15:00.
Kirke og gudstjeneste
Maria Magdalene Kirken ligger i mellem center C og D, etage 1. Kirken kan besøges hele døgnet. Der holdes gudstjenester ved udvalgte højtider.
Etnisk ressourceteam
Etnisk ressourceteam er et tilbud om støttepersoner for patienter og pårørende med etnisk minoritetsbaggrund. Støttepersonerne har forskellig etnisk og religiøs baggrund. Ønsker du at tale med en støtteperson, skal du henvende dig til personalet på afdelingen.
Hvidovre Hospitals faciliteter
Café og kiosk
Der ligger en døgnåben 7-Eleven ved hovedindgangen.
Glemte sager
Glemte sager bliver opbevaret en måned på hospitalet. Herefter bliver det sendt til politiets hittegodskontor. Kontakt Informationen ved hovedindgangen.
Informationen
Oplysninger om, hvor en patient er indlagt, fås i Informationen ved hospitalets hovedindgang.
Åbningstid: mandag - fredag kl. 06:30 - 22:00.
Lørdag og søndag kl. 08:00 - 22:00.
Telefon: 38 62 38 62 (besvares hele døgnet).