Vi vil gerne byde dig velkommen til Gastroenhedens Medicinske Ambulatorium. I denne folder har vi samlet nogle af de informationer, du kan få brug for som patient. Du er altid velkommen til at kontakte os med eventuelle spørgsmål.
Velkommen til Medicinsk Ambulatorium
I Gastroenhedens medicinske ambulatorium undersøger og behandler vi patienter med sygdomme i lever, bugspytkirtel samt mave-tarmsystemet.
Du vil i ambulatoriet blive tilknyttet en fast læge og sygeplejerske. Vi tilstræber at det er dem du møder hver gang du kommer i ambulatoriet. Gastroenheden er dog en uddannelsesafdeling, du vil derfor kunne blive mødt af læger under uddannelse ved besøg i ambulatoriet.
Din kontaktlæge har det overordnede ansvar for din behandling og sygeplejersken kan råde og vejlede dig. Første gang du kommer i ambulatoriet er der afsat 20 min. hos lægen. Ved efterfølgende besøg er der afsat 10 min.
Du får udleveret et visitkort med lægens og sygeplejerskerens navn, ambulatoriets telefonnummer og telefontid senest 3. gang du møder i ambulatoriet. Spørg efter kortet - hvis du ikke har fået det.
Spørg, hvis du er i tvivl
Vi lægger vægt på, at den enkelte patient føler sig godt informeret og selv er med til at træffe beslutninger om undersøgelser og behandling. Spørg endelig hvis der er noget som du er i tvivl om. Det kan være en god ide, at du har skrevet evt. spørgsmål ned, som du gerne vil tale med lægen om. Det er nemt at glemme når du sidder over for lægen. Du er også velkommen til at tage en pårørende med til besøget.
Ventetid
Vi gør vores bedste for, at du kommer ind til den aftalte tid i ambulatoriet. På et hospital kommer der af og til noget uforudset, som kan gøre, at vi ikke kan overholde de planlagte tider. Vi håber, du vil udvise forståelse, hvis det skulle ske for dig.
Du får en plan for undersøgelser og behandling
Lægen lægger en plan for evt. undersøgelser og behandlinger i samarbejde med dig. Sygeplejerskeren kan fortælle dig mere om de forskellige undersøgelser og behandlinger. Nogle af dem kan hun planlægge sammen med dig, andre får du brev om fysisk eller i din e-boks. Du vil altid få udleveret skriftlig information, som supplerer den mundtlige information om det, der skal ske.
Hvis du mangler medicin
Husk at få dine recepter fornyet, når du er til kontrol hos lægen. Skulle du alligevel løbe tør for medicin, kan du ringe til din praktiserende læge eller til ambulatoriet.
Hvis du ringer til os, er det en stor hjælp hvis du har navn og dosis på medicinen klar. Du kan også maile dit ønske om receptfornyelse til: ahh-gastroenhed@regionh.dk. Du skal påregne 2-3 arbejdsdage før du kan hente medicinen på apoteket. Du skal huske at skrive dit CPR.nr. i mailen.
Hvordan får jeg svar på undersøgelser?
Du får svar på undersøgelser ved det efterfølgende besøg i ambulatoriet, medmindre andet er aftalt med lægen. Skulle der komme et svar, som kræver yderligere undersøgelser eller andre tiltag, vil du blive kontaktet af lægen.
Husk at melde afbud!
Hvis det bliver nødvendigt for dig at melde afbud, beder vi dig gøre det i god tid, så din tid kan bruges til en anden patient. Du kan melde afbud telefonisk eller via MinSundhedsplatform.
Har du brug for tolk?
Der er mulighed for at få en tolk med til undersøgelser og samtaler på hospitalet. Har du brug for tolk, siger du det til den læge eller sygeplejerske, du har kontakt med. Det er hospitalet, der bestiller tolk eller teletolkning, da hospitalet må kun bruge bestemte tolkebureauer.
Yderligere information
Får du brug for at tale med en læge eller sygeplejerske mellem besøgene i ambulatoriet, f.eks. hvis du oplever en forværring i din sygdom, er du velkommen til at ringe til ambulatoriet. En sygeplejerske vil besvare dit opkald og tage stilling til, hvad der skal gøres.
Sundhedsplatformen (SP).
Vi opfordrer dig til at oprette dig på Sundhedsplatformen og tilføje et billede af dig selv. På Sundhedsplatformen kan du bl.a. følge med i din behandling, se kommende aftaler, og se prøvesvar. Hvis du har spørgsmål til din behandling eller skal have aflyst en tid, kan du også skrive direkte til den afdeling du er tilknyttet.
Hvis du skriver til os via Sundhedsplatformen vil du kunne forvente svar inden for 3 hverdage.
Gastroenhedens Medicinske Ambulatorium
Afsnit331 Telefon: 38621600 - vælg 1 for ambulatorium, vælg herefter 1 for medicinsk ambulatorium. Telefontid mellem kl. 08.00-15.00 mandag-fredag.
Sådan finder du vej:
- Gå til Center 3, Ambulatorieetagen (stuen).
- Når du ankommer til afsnit 331M, skal du henvende dig ved receptionen i venteværelset.