Gå til hovedindhold

Velkommen til Diabetesambulatoriet

Information om Diabetesambulatoriet.

Billedet viser en patient og en sygeplejerske.

Velkommen til Diabetesambulatoriet. I denne pjece har vi samlet praktisk information, der kan hjælpe dig til et godt forløb i Diabetesambulatoriet på Hvidovre Hospital. Vi har samlet praktiske informationer, og ideer til, hvad du selv kan gøre for, at dit forløb bliver så godt som muligt.

Formål med et besøg i et diabetesambulatorium

Vi vil gerne hjælpe dig med at leve et godt liv med diabetes. Derfor tilbyder vi undervisning i og vejledning om sygdommen, kost, motion og den bedste medicinske behandling i din situation.

Desuden vil vi gerne hjælpe med at forebygge følgesygdomme. Hvis det skulle ske, at du får en følgesygdom, kan vi foreslå behandling, så dine problemer og risiko for forværring af følgesygdomme mindskes.

Livslang eller en kortere periode hos os?

Som patient med type 1 diabetes vil du blive tilbudt at komme i diabetesambulatoriet regelmæssigt, hvor vi har samlet flere faggrupper med erfaring og specialviden om type 1 diabetes.

For dig med type 2 diabetes kan det være anderledes:

  • Hvis du er henvist for at følge vores diabeteskursus, vil dit forløb efterfølgende blive afsluttet til din egen læge. Inden vi afslutter dit forløb, vil vi dog undersøge, om du har væsentlige problemer med din diabetes eller begyndende følgesygdomme og give dig og din egen læge råd om din videre behandling.
  • Hvis du kommer til os pga. problemer med at få langtidsprøven (HbA1c) på plads eller for at få hjælp til behandlingen af følgesygdomme, kan du i nogle tilfælde blive tilbudt at komme regelmæssigt hos os fremover i stedet for hos din egen læge.

Hvad undersøger og drøfter vi med dig?

  • HbA1c også kaldet langtidsprøven – en blodprøve, der kan omregnes til det gennemsnitlige blodsukker de seneste 10-12 uger.
  • Kolesteroltallene er en blodprøve, der viser fedt i blodet; høje kolesteroltal øger risikoen for følgesygdomme.
  • Andre blodprøver som fx. stofskifteprøver, salte i blodet, blodprocent og B12 vitamin.
  • Urin-albumin Også kaldet ’protein i urinen’ måles i en almindelig urinprøve, som du opsamler på toilettet i laboratoriet. Forhøjet urinalbumin kan være tegn på begyndende nyrepåvirkning grundet diabetes.
  • Øjenbaggrunden undersøges ved at fotografere og eventuelt scanne din øjenbaggrund. Dermed kan vise, om der er forhold, der kræver særlig behandling hos øjenlægerne.
  • Fodundersøgelse for at sikre, at der ikke er dårligt blodomløb, nedsat følesans eller andre problemer med dine fødder, således at sår kan undgås.
  • Din vægt
  • Dit blodtryk så vi kan være opmærksomme på, om der er behov for medicin til at holde det på et tilfredsstillende niveau.
  • Vi drøfter din livsstil med dig - dvs. rygning, motion og kost, som påvirker din diabetes meget.
  • Vi spørger til din viden om diabetes, og om du har det problemer med din diabetes på den ene eller anden måde - hvilket er ret almindeligt. Får du insulin, vil vi gerne tale med dig om, hvorvidt du har problemer med at stikke dig korrekt (injektionsteknikken). Også antallet af blodsukkermålinger og anvendelsen af resultaterne af dem er vigtige at drøfte med dig.

Hvor og hvordan skal undersøgelserne foretages?

Hvad angår blod-og urinprøverne, kan du enten få dem taget i vores laboratorium i afsnit 130 eller på et andet sygehus i dit nærområde, hvor vi kan bestille dem. HbA1c kan du få taget på Hvidovre Hospital og analyseret samme dag, hvis du kommer 30-40 min. før din konsultation hos os og oplyser i skranken, at du har en tid til diabetesbehandling i dag. På den måde får du et nummer udenom køen. Skal du derimod have taget andre blodprøver, må du komme ca. 1 uge før, og henvende dig i skranken. Ellers når resultaterne ikke frem i tide til konsultationen. Den samme tidshorisont gælder, hvis du får taget.

HbA1c på et andet laboratorium end Hvidovre Hospitals, i eller udenfor Region Hovedstaden. HbA1c skal tages forud for hver konsultation, mens de øvrige blodprøver normalt tages ca. 1 gang årligt.

Du skal ikke være fastende til blodprøverne, med mindre du har fået helt særlig besked om dette.

Hvis du foretrækker at gå til undersøgelse hos din egen øjenlæge, er det fint, blot vi får kopi af resultatet, hver gang du har været der. Enten kan du selv medbringe det eller få øjenlægen til at sende det. Det er meget individuelt, hvor ofte øjnene skal undersøges og afhænger af seneste resultat. Efter undersøgelse hos os får du direkte besked med tid til næste undersøgelse. Det kan variere alt fra 3 mdr. til 24 mdr.

Vi foreslår, at du går regelmæssigt hos en fodterapeut i nærheden af, hvor du bor. Hvis din egen fodterapeut laver fod-årsstatus med undersøgelse af følesans og blodomløb, kan du efter hver undersøgelse aflevere en kopi af resultatet til os (sekretariatet eller behandlerne), så behøver du ikke at skulle igennem den samme undersøgelse igen.
Hvis du ikke får foretaget en fod-årsstatus hos din egen fodterapeut, skal du til årligt tjek hos vores fodterapeut.

Hvad sker der hos hvilke behandlere?

Diabetesambulatoriet på Hvidovre Hospital har både speciallæger, diabetessygeplejersker, diætister, øjensygeplejersker og fodterapeuter tilknyttet.

Billedet viser en sygeplejerske, der hjælper en patient.

Alle har stor viden om diabetes, men det er delt op således, at hver faggruppe har forskellige opgaver, når det drejer sig om at hjælpe dig med din diabetes og opfylde dine mål for behandlingen.

Det er meget individuelt, hvor ofte man har behov for at komme hos os, og hvilken behandler man har størst udbytte af at tale med. Vi anbefaler, at du ser en diætist og en sygeplejerske minimum 1 gang årligt.

Vi gør alt, hvad vi kan for, at du kan samle forskellige aktiviteter på den samme dag.

a. Lægen og sygeplejersken:

Langt hen ad vejen sker der det samme hos disse to faggrupper. Dog kan recepter og justering i anden medicin kun ske hos lægen, og sygeplejerskerne er oftest dem, der ser på din stikke-teknik, hvis du får medicin, der skal injiceres. Det er også oftest sygeplejerskerne, der vejleder i hjælpemidler som fx blodsukkermåleapparat, og om hvordan du fremskaffer fingerprikkere, målestrimler og kanyler.

Vi vejer dig og måler dit blodtryk hver - eller næsten hver gang.

Billedet viser en blodtryksmåling.

Vi taler også med dig om dine blodsukkerværdier ud fra din medbragte dagbog (evt. download af dit blodsukkerapparat), om lavt blodsukker, kost, motion, alment velvære osv. Vi drøfter din langtidsprøve (HbA1c), dit blodtryk og din vægt. Herefter taler vi om, hvilken behandling og dosis af diabetesmedicin du skal tage indtil næste gang, og hvordan du justerer det ud fra din kost og livsstil. Lægerne har afsat ca. 20 min. til dine besøg, mens sygeplejerskerne har 30 - 45 min.

b. Diætisten:

Hjælper dig med at gennemgå din kost og vurdere, om der er noget, du med fordel kan ændre på, for at opnå vægttab eller mere stabile blodsukkerværdier. Vi underviser dig i kostens sammensætning, og har du type 1 diabetes også i redskabet ”kulhydrattælling”. Til den første konsultation skal du afsætte ca. 1 time og 15 min. til opfølgning. Det er en god ide at medbringe en liste over, hvad du har spist og drukket de sidste 3 dage.

c. Fodterapeuten:

Vejleder dig i, hvordan du passer på dine fødder, samt hvilket fodtøj der passer til netop dine fødder. Vi måler din følesans og dit blodomløb i fødderne og vurderer, om du har behov for indlæg i skoene. Du får udleveret en folder om, hvordan du bedst behandler dine fødder og bliver desuden tilbudt henvisning til praktiserende fodterapeut. Du skal afsætte ca. 20 min. til undersøgelsen. Kontakt os hurtigst muligt, hvis der kommer sår på fødderne.

d. Øjenfotografen:

Her får du foretaget en øjenfotografering. Først drypper vi dine øjne, så pupillerne udvides. Det betyder, at du i et stykke tid er noget lysfølsom, og vi foreslår, at du medbringer et par solbriller. Det foreløbige resultat af undersøgelsen får du umiddelbart efter af øjenfotografen, mens du først får det endelige resultat ved næste besøg i ambulatoriet. Viser undersøgelsen, at der er behov for ny øjenvurdering tidligere end den rutinemæssige, får du særskilt indkaldelse til det. Undersøgelsen tager ca. 30 min.

Forberedelse til konsultationer

Det vil være nyttigt, at du på forhånd har tænkt over, om du har nogle særlige emner, du gerne vil diskutere.

Skriv eventuelt spørgsmål ned, så du husker dem.

  • Medbring altid dagbogen med blodsukkerværdier og dit blodsukkerapparat.
  • Hvis du mangler recepter, skal du sige det til lægen ved starten af konsultationen, og du får recept lagt på serveren, der kan anvendes flere gange. De øvrige behandlere kan ikke udskrive recepter. Skulle du glemme af få fornyet dine recepter ved lægebesøget, kan du ringe til os på tlf. 38 62 33 88.
  • Fortæl os, hvis der er hændt noget vigtigt helbredsmæssigt siden sidst.
  • Fortæl os, hvis du har haft tilfælde med så lavt blodsukker, at du havde behov for hjælp fra andre. Bedst er det dog, at du ringer allerede, når det er sket. Hvis du har fået ændret medicindosis eller fået ny medicin, er det vigtigt, at du tager medicinen med.
  • Hvis du har været hos øjenlæge et andet sted, fortæl os hvornår og giv os kopi af resultatet.
  • Hvornår har du sidst været til privat fodterapeut? Fortæl os datoen for dit sidste besøg. Medbring resultatet, hvis du har fået lavet årsstatus hos egen fodterapeut.
  • Husk at få en ny tid i receptionen, inden du går.

Hvis du mellem besøgene oplever:

  • vedvarende udsving i blodsukkerværdierne (i forhold til det du har aftalt med din behandler)
  • tilfælde med så lavt blodsukker, at andre har måttet hjælpe dig med at få sukker, eller du har været bevidstløs pga. lavt blodsukker
  • at, du får sår på fødderne

skal du kontakte os på tlf. 38 62 33 88 mellem kl. 8.00 og 15.00.

Hvordan kan jeg få et overblik over mine undersøgelser/behandling?

www.minsundhedsplatform.dk kan du følge med i dine undersøgelser og behandling. Du kan bl.a. se prøvesvar og tiden for din næste aftale.

Hvis du bliver forhindret i at møde op

Hvis du er forhindret i at komme til en aftalt tid, beder vi dig melde afbud så tidligt som muligt, så vi kan bruge tiden til en anden patient. Du kan ændre din tid ved at kontakte Endokrinologisk Ambulatorium telefonisk.

Udebliver du to gange i træk uden afbud, må vi desværre afslutte dit forløb hos os. Vi skriver til din egen læge, og I må i fællesskab planlægge din videre diabetesbehandling.

Hvis vi bliver forhindrede

Det kan desværre ske, at vi  bliver nødt til at flytte din tid. Hvis vi er nødt til at aflyse en aftalt tid, sender vi dig et brev med en ny tid.

Skulle den nye tid ikke passe dig, beder vi dig om at kontakte os. Husk dog, at hvis du havde aftale med flere behandlere på samme dag i forbindelse med årsstatus – er det ikke nødvendigvis alle aftaler, der er aflyst. 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden