Velkommen til Børne- og Ungemodtagelsen

Information om Børne- og Ungemodtagelsen.

Alle børn bliver vurderet af en sygeplejerske ved ankomst i Børne- og Ungemodtagelsen. Det gør vi for at sikre, at de mest syge bliver behandlet først.

Ventetid er observationstid

Antallet af henviste patienter varierer meget. Det gør ventetiden på læge derfor også, men ventetiden er ikke spildt tid. Den kan bruges til at udfylde oplysningsskema om dit barn, samt at måle højde og vægt. Ventetiden bruges også hyppigt som observationstid, hvor vi blandt andet vurderer, hvor meget jeres barn drikker, hvor aktivt jeres barn er, og effekten af eventuel medicin og behandling, som sygeplejersken har givet. Vi undersøger og behandler de sygeste børn først. De øvrige patienter kommer ind til lægen i den rækkefølge, som de er ankommet.

Jeres sygeplejerske holder øje med jeres barn i ventetiden, men henvend jer til personalet i skranken:

  • Hvis I bliver utrygge ved jeres barns tilstand.
  • Hvis der er noget, I er i tvivl om.
  • Hvis I hellere vil have jeres barn vurderet af egen læge.

Mad og drikke

I ventetiden er I velkomne til at tage mad og drikke til jeres barn ved buffeten, med mindre barnet skal faste. Husk at spritte hænder, inden I tager fra køleskab eller buffet. Desværre kan vi kun tilbyde mad til patienterne. I Vandrehallen tæt på Børne- og Ungemodtagelsen ligger 7-Eleven, som har døgnåbent, og det er muligt at købe diverse mad- og drikkevarer i automaten over for modtagelsen.

Vil I gå en tur, mens I venter?

Spørg jeres sygeplejerske om barnets tilstand tillader dette. Husk at oplyse jeres telefonnummer ved skranken, så vi kan kontakte jer.

Praktisk information

Ved behov kan I spørge om mulighed for lån af en barnevogn. Toilet og puslerum/ammerum er placeret ved venteværelset. Der er gratis WiFi. Kode udleveres ved skranken. Vi er taknemmelige for hjælp til at holde modtagelsen pæn.

Medicin

Hospitalets apotek ligger i Vandrehallen mellem Center 2 og 3 og har åbent: mandag, tirsdag, onsdag og fredag: 8:30 - 17:00 og torsdag: 8:30 - 18:00.

Redaktør