Undersøgelse af din blæres funktion

Information om flow-undersøgelse.

En flow-undersøgelse kan vise, hvordan din blære fungerer, når du lader vandet. Ved undersøgelsen måler vi, hvor hurtigt urinen ”strømmer” under en vandladning. Her kan du læse mere om undersøgelsen og hvad du skal være opmærksom på.

Billedet viser en sygeplejerske tale med en patient.
Sygeplejersken forklarer.

Hvorfor laves Flow-undersøgelsen?

Undersøgelsen udføres for at finde årsagen til vandladningsproblemer og planlægge det videre forløb og evt. behandling. Ved flow-undersøgelsen kan vi få oplysninger om blærens evne til at trække sig sammen, om der er fri passage for urinen, og om du fx lader vandet ved at anvende bugpressen.

Inden undersøgelsen

Det er vigtigt, at du møder til undersøgelsen med naturlig vandladningstrang/fyldt blære. Drik fx 1- 2 glas væske, ½-1 time inden du skal møde. Tag noget vand med, som du kan drikke, mens du venter på at blive kaldt ind.

Hvis du ikke mener, du kan holde dig, indtil du bliver kaldt ind, kan du bede sekretæren om at kalde på en sygeplejerske, der kan vise dig, hvor toilettet er.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Du skal sidde på en toiletstol og lade vandet ned i en tragt, der måler urinstrømmen. Tragten er forbundet til en computer, som registrerer, hvor hurtigt urinen strømmer ud af blæren.

Undersøgelsen varer kun 1-2 min., det vil sige, den tid en vandladning tager.

Hvad bruger vi resultatet til?

Vi bruger bl.a. resultaterne fra undersøgelsen til at finde ud af, hvilken type vandladningsproblem du har og hvilken behandling, vi kan tilbyde dig.

Redaktør