Underlivssmerter pga. myoser

Information om smerter ved myoser.

Den hyppigste årsag til kroniske smerter i underlivet er muskelinfiltrationer (myoser). Her kan du læse mere om myoser, og finde gode råd til hvordan du afhjælper dem.

Billedet viser en sygeplejerske der taler med en patient.

Hvad er myoser?

Myoser er muskelinfiltrationer. Myoser i bækkenbunden og i de muskler, der er på indersiden af bækkenet er hyppigt årsag til smerter i underlivet og smerter ved samleje.

Hvorfor opstår myoser i underlivet?

Myoser kan opstå, hvis man i en periode ubevidst spænder. En almindelig årsag til, at man spænder er pga. smerter. Smerterne kan skyldes:

  • Forskellige underlivssygdomme.(fx underlivsbetændelse, blærebetændelse, en cyste på en æggestok, endometriose mv.)
  • Menstruationssmerter
  • Smerter efter en operation
  • Sammenvoksninger i bughulen
  • En besværlig fødsel

Andre almindelige årsager til, at man kan spænde ubevidst, er problemer med:

  • Inkontinens for urin
  • Inkontinens for tarmluft eller afføring
  • Frygt for ufrivillig afgang af urin, luft eller afføring evt. i forbindelse med samleje
  • Problemer med falsk luft fra skeden pga. en gabende skedeåbning efter en fødsel
  • Bekymringer af forskellig art, psykiske problemer, samt følger efter seksuelle overgreb som voldtægt eller incest

Når det, der oprindeligt gav smerterne, er behandlet, kan smerterne fortsætte, fordi man har fået myoser. Det er med andre ord blevet en ond cirkel, hvor man spænder pga. smerter eller frygt for smerter, og pga. smerterne spænder man endnu mere og får flere myoser.

Kan myoser behandles?

Uanset hvad årsagen er til, at du har fået myoser, kan du med stor sandsynlighed slippe af med dem, og dermed smerterne, ved at lave afspændingsøvelser, venepumpeøvelser og udspændingsøvelser.

Det er en god idé, hvis du, ud over at lave øvelserne, svømmer ½ times brystsvømning to gange om ugen, da alle musklerne i bækkenet derved bliver brugt, afspændt og udspændt. Slut evt. af med 10 minutter i sauna.

I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at lægge en blokade med lokalbedøvelse tilsat lidt binyrebarkhormon, så underlivet kan få ro og være smertelindret i en periode.

Det hjælper ikke at operere, og der findes ikke nogen mirakelkur, som kan fjerne myoserne. Med andre ord, er du den eneste, der kan gøre noget for at slippe af med myoserne og dermed smerterne.

Hvis du har haft myoser og smerter igennem længere tid, kan det tage nogle måneder, før du slipper af med dem. Så hav tålmodighed!

Prøv også flere gange hver dag at mærke efter, om du spænder i bækkenbunden, lårene og balderne og slap så bevidst af. Hvis du er i tvivl om du spænder, kan du bevidst prøve at spænde i alle musklerne i kroppen ved at spænde i balder, lår og mave, ansigt og arme. Når du efter ca. ½ minut giver slip på spændingerne, kan du bedre få en fornemmelse af, at du nu slapper af.

Hvis lægen er i tvivl om, hvad der er årsag til dine smerter eller mistænker, at smerterne skyldes en cyste, endometriose eller sammenvoksninger, kan det være nødvendigt at lave en kikkertundersøgelse af bughulen. En sådan undersøgelse foregår i fuld narkose under en kort indlæggelse.

Øvelser mod myoser

På de næste sider, vil vi give dig eksempler på afspændingsøvelser, venepumpeøvelser og udspændingsøvelser, som kan afhjælpe myoser.

Det er vigtigt, at du i en længere periode på 3 – 6 måneder laver øvelserne hver morgen og hver aften. Øvelserne tager 10-15 minutter.

I starten, oplever du muligvis, at det gør smerterne værre, at du laver øvelserne. Vi vil derfor anbefale, at du de første 1- 2 uger tager fast smertestillende medicin. Det er vigtigt, at du fortsætter med øvelserne to gange om dagen, da det er mest effektive måde, hvorpå du kan slippe af med myoserne.

Sådan laver du øvelserne

Det er vigtigt, at du laver afspændingsøvelserne og venepumpeøvelserne både før og efter udspændingsøvelserne. Lyt eventuelt til noget afslappende musik mens du laver afspænding og venepumpeøvelser.

Afspændingsøvelser

Lig på ryggen med en pude under nakken og bøjede ben. Læg hænderne på maven under navlen og tag tre dybe vejrtrækninger, så du kan mærke at maven løfter sig, hver gang du trækker vejret ind, og sænker sig mens du puster langsomt ud.

Venepumpeøvelser

Lav venepumpeøvelser ved at løfte højre ben og støt det under låret tæt ved knæet.

Bøj og stræk knæet 10 gange.
Vip op og ned med foden 10 gange.
Gentag venepumpeøvelserne på venstre side.
Slut af med tre dybe vejrtrækninger som ovenfor.

Udspændingsøvelser

Det er vigtigt, at du laver alle øvelserne med begge ben. Hold alle stræk i 1 minut ved først at holde strækket i 45 sekunder, derefter tager du en dyb vejrtrækning og strækker yderligere i 15 sekunder, mens du puster langsom ud og giver den ’en tand ekstra’. Husk at slappe godt af i alle andre muskler, dvs. i balder, ryg, lår, arme osv., så du ikke får nye muskelinfiltrationer andre steder.

Stå foran en stol eller et bord, så du kan støtte med hænderne på bordkanten. Læg højre fod/ ankel mod venstre lår lige ovenfor knæet. Dvs. du nu står på venstreben. Bøj i venstre knæ. Strit med måsen ved at gøre dig svejrygget. Lad som om du sætter dig ned på en stol, som står et stykke bag dig. Du skal kunne mærke et stræk på bagsiden af højre lår, i højre balde og i højre hofte. Hold strækket i 1 minut. Gentag øvelsen ved koket at stritte med højre balde lidt mod højre. Gentag øvelsen på venstre side.

Ovenstående øvelse kan også laves liggende. Lig på ryggen med bøjede ben. Læg højre fod/ankel mod venstre lår lige ovenfor knæet. Fold hænderne under venstre lår tæt på knæet. Løft venstre fod fra underlaget og træk venstre lår ned mod brystet samtidig med at højre albue presser højre lår lidt væk. Du skal kunne mærke et stræk på bagsiden af højre lår, højre balde og i højre hofte. Hold strækket i 1 minut.

Sid lidt yderligt på en stol med begge fødder i gulvet. Læg højre fod/ankel mod venstre lår lige ovenfor knæet. Skub højre knæ væk fra dig selv, dvs. ned mod gulvet). Du skal kunne mærke et stræk inde i hoften. Hold strækket i 1 minut. Gentag øvelsen på venstre side.

Sid lidt yderligt på en stol. Læg højre fod/ankel mod venstre lår lige ovenfor knæet. Læg venstre arm rundt om højre knæ, så det hviler i albuebøjningen. Træk højre knæ op mod venstre skulder. Du skal kunne mærke et stræk på ydersiden af højre balde. Gentag øvelsen på venstre side.

Hav gerne en stol ved siden af som du kan støtte dig til. Tag et langt skridt frem på venstre ben og bøj ned i venstre knæ. Venstre knæ må ikke være længere fremme end venstre hæl. Hold højre ben strakt. Pres højre hofte fremad og nedad. Du skal kunne mærke et stræk på forsiden af højre hofte. Gentag på den modsatte side.

Afspændings- og venepumpeøvelserne gentages.

Redaktør