Ultralydsskanning af tarmen

Undersøgelsen foregår ved at en ultralydsskanning af maven.

Du er blevet henvist til en ultralydsskanning af tarmen. Her kan du læse mere om undersøgelsen.

Hvad er en ultralydsskanning?

En ultralydsskanning bruges til at lave billeder af de indre organer, f.eks. tarm. Det sker ved hjælp af højfrekvente lydbølger. Lydbølgerne sendes ud og kaster signaler tilbage fra kroppens væv og væsker. Signalerne laves til et billede af det organ, der bliver undersøgt.

Forberedelse til undersøgelsen

Du må spise og drikke normalt op til undersøgelsen. Hvis du får medicin til daglig, skal du tage denne som vanligt.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Ved undersøgelsen ligger du på ryggen. Dit tøj trækkes til side så din maveregion er tilgængelig for skanning. Du får smurt gelé på maven for at få bedre kontakt mellem huden og skannerens lydhoved. Undersøgelsen er ikke forbundet med ubehag eller smerter.

Hvem laver undersøgelsen?

Det er læger uddannet indenfor mavetarmmedicin, med særlige kompetencer indenfor tarmultralyd, der foretager undersøgelsen. Ansvarlig for området er overlæge Trine Boysen. Der kan være læger under oplæring i tarmultralyd, der deltager i din undersøgelse. Du kan altid frabede dig dette.

Billedet viser de tre læger stå foran en skærm.
Overlæge Klaus Theede, læge Gorm R. Madsen og overlæge Trine Boysen udfører tarmultralyd.

Hvor lang tid tager undersøgelsen?

Undersøgelsen varer fra 15-30 minutter. Du skal være forberedt på, at der kan forekomme ventetid på grund af akutte patienter eller uventede situationer. Du bliver nærmere orienteret af personalet.

Svar på undersøgelsen

Du får oftest et foreløbigt svar på tarmskanningen fra den læge, der undersøger dig, men den opfølgende plan, herunder den medicinske behandling, varetages af den læge, der har henvist dig – oftest din faste ambulatorielæge.

Hvor foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen foregår i det gule center 3, i Gastroenheden.
Afsnit 331 (stueetagen), Gastromedicinsk Ambulatorium. Henvendelse til sekretæren i skranken
eller
Afsnit 310 (1.sal), Gastromedicinsk Daghospital. Henvendelse til sekretær i skranken afsnit 316.

Det fremgår af din indkaldelse, hvor du skal møde op.

Redaktør