Ultralyd af maven

Vejledning til forældre om ultralydsundersøgelse af barnets mave.

En ultralydsundersøgelse af maven kan vurdere de enkelte organers udseende. Undersøgelsen er ufarlig og gør ikke ondt.

Vi har planlagt, at dit barn skal til en ultralydsundersøgelse af maven.

Hvor og hvornår?

I skal møde på Funktions- og Billeddiagnostisk Enhed, afsnit 334

____________ dag d. ________________ kl. ____________

Hvor lang tid varer undersøgelsen?

Undersøgelsen varer 10-15 minutter. Der kan godt være lidt ventetid, så det er en god idé at medbringe lidt legetøj eller en god bog.

Er der nogen forberedelser inden undersøgelsen?

Dit barn må ikke få større måltider de sidste fire timer inden undersøgelsen. Dit barn må drikke som det plejer.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Dit barn kommer op at ligge på en briks. Lægen smører lidt gelé på dit barns mave, det kan føles lidt koldt. Lægen fører et ultralydshoved hen over maven og presser lidt. Ultralydshovedet sender billederne op på en skærm. Du kan være hos dit barn under hele undersøgelsen.

Hvordan kan jeg forberede mit barn?

Du kan fx fortælle at:

  • Undersøgelsen ikke gør ondt, men det trykker.
  • Du er med under hele undersøgelsen.
  • Dit barn får lidt gelé på maven.

Hvornår får jeg svar på undersøgelsen?

Det er som regel den børnelæge, der har bestilt undersøgelsen, der giver jer resultatet. Inden I går hjem, aftaler vi, hvornår og hvordan I får svar.

Har du spørgsmål?

Har I spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at ringe til en sygeplejerske på tlf.: 38 62 20 11 hverdage kl. 09.00-10.00. I kan desuden ringe til Børne- og Ungeambulatoriets sekretær på tlf.: 38 62 21 32 hverdage kl. 08.00-15.00.

Redaktør