Udskrivelse efter operation i tarmen

Information om at komme godt i gang med hverdagen igen efter operation i tarmen.

Du er blevet opereret i tarmen. Med denne vejledning vil vi gerne fortælle dig, hvordan du bedst kan komme dig efter din operation og komme godt i gang med din hverdag igen.

Hvornår kan jeg blive udskrevet?

Du bliver udskrevet, når følgende kriterier er opfyldt:

  • Du har haft afføring.
  • Du kan spise og drikke.
  • Du kan dække evt. smerter ved tabletbehandling.
  • Der er ikke tegn på infektion i dit operationssår.
  • Du er tryg ved din udskrivelse.

Fysisk aktivitet

Efter operationen er det vigtigt, at du kommer i gang med normal fysisk aktivitet igen. Det er med til, at du oplever mindre træthed og sygdomsfølelse. Bevægelse og aktivitet er også med til at forebygge komplikationer.

Du bør gå ture og gerne cykle. Al sport kan anbefales, bortset fra hård bold- og kampsport samt styrketræning og tunge løft i 6 uger efter operationen.

Hold pause, hvis du mærker smerter.

Mad og drikke

Det er vigtigt, at du spiser en varieret fiber- og proteinrig kost.

Protein er vores byggesten. De er medvirkende til, at dit ar efter operationen heles, at din træthed mindskes, og at din muskelmasse bliver opbygget igen. Proteiner findes især i mælkeprodukter, æg og kød.

Fibre i kosten sikrer, at afføringen holdes lind, så maven ikke går i stå. Fibre findes f.eks. i groft brød, grøntsager og frugt.

Du kan have lidt kvalme og madlede i de første uger efter operationen. Kvalmen kan du afhjælpe med frisk frugt, bevægelse og ved at spise små måltider flere gange om dagen. Desuden kan tyggegummi bedre kvalmen, da det stimulerer tarmens bevægelser.

Stærke madvarer som krydderier, løg og kål anbefales i små mængder i starten for at undgå for meget luft i tarmene og mindske koliksmerter.

Du skal minimum drikke 1,5-2 liter væske dagligt - gerne forskellige væsker som vand, saft, juice, mælk, koldskål m.m., da dette er med til at sikre, at du får dækket dit behov for salte og proteiner.

Smerter

Det er normalt at have ømhed eller lette smerter i maven i tiden efter udskrivelsen. Det må dog ikke forhindre dig i dine daglige aktiviteter.

De fleste patienter har behov for at tage smertestillende tabletter i en periode efter udskrivelsen. Du får udleveret tabletterne, inden du forlader afdelingen. Hjemme skal du fortsætte med at tage smertestillende tabletter som ordineret af lægen.

Det er en god idé at trappe den smertestillende behandling ned i løbet af nogle dage. Når du synes, du kan undvære tabletterne, skal du stoppe med tablet brufen eller tradolan først.

Ved stærke smerter anbefaler vi, at du tager en tablet morfin, som du eventuelt kan gentage ved manglende effekt. Vær dog opmærksom på de bivirkninger, som morfin kan give. Se den udleverede medicininformation. Hvis smerterne bliver værre, skal du kontakte afdelingen.

Bivirkninger efter epidural behandling

Ved operationen fik du måske lagt et smertekateter (epiduralkateter) i ryggen. I meget sjældne tilfælde kan man få betændelse eller en lille blødning omkring det sted på ryggen, hvor smertekateteret har ligget. Det kan ses eller evt. mærkes ved føleforstyrrelser og kraftnedsættelse i benene eller smerter i ryggen. I så fald skal du kontakte afdelingen eller henvende dig til skadestuen.

Operationsarret

Hjemme skal du holde øje med arret dagligt de første 14 dage efter operationen. Det er normalt, at det kan bløde en smule de første dage, men vær opmærksom på, om såret bliver mere rødt, ømt, varmt og hævet eller begynder at sive med gullig/blodig væske, eller du får feber. Disse symptomer kan betyde, at der er infektion i operationssåret. I så fald bør du kontakte afdelingen.

Du må gerne tage brusebad, selvom såret ikke er helt lægt. Du må ikke tage karbad, gå i spa eller svømmehal, før trådene eller klipsene er fjernet cirka 10 dage efter operationen. Tråde/clips skal fjernes hos din egen læge. Desuden skal operationsarret beskyttes mod direkte sollys i det første år efter operationen.

Ved nogle operationer er det nødvendigt at lave et operationssår ved endetarmen. Disse tråde skal sidde cirka 10 dage som ved arret på maven. Der gælder samme forholdsregler som for andre operationssår, og det er nødvendigt at anvende et spejl for at holde øje med dette sår.

Hvis du har fået en stomi, vil der sidde tråde i kanten af stomien nede ved huden. Disse opløser sig selv. Hvis du oplever gener herfra, eller trådene ikke er forsvundet efter 2-3 uger, kan du kontakte stomisygeplejersken, som kan fjerne dem.

Alle patienter, som får anlagt en stomi, bliver fulgt ambulant hos en stomisygeplejerske efter udskrivelsen.

Stomiambulatoriet afdeling 331S:

Telefon: 38 62 36 21 (hverdage mellem 8 -15).

Arbejde

Arbejder du, kan du starte jobbet igen, når du føler dig parat. Det er afhængigt af arbejdets art og vilkår, og hvornår man føler sig klar.

I nogle tilfælde kan det være en god idé at lave en aftale med arbejdspladsen om nedsat tid i opstartsperioden.

Samliv

Som anden aktivitet må du genoptage dit sexliv, når du og din partner er klar til det.

Opfølgning efter udskrivelsen

Du får en tid i vores lægeambulatorium ca. 10-14 dage efter operationen. Lægen giver dig svar på de vævsprøver, der er taget under operationen. Vi anbefaler, at du har en pårørende med til samtalen.

Hvis du er opereret for kræft, får du også en ambulant tid til opfølgende samtale med en sygeplejerske ca. 30 dage efter din operation. Samtalen foregår pr. telefon fra afdeling 313, hvor du var indlagt.

Hvis du er opereret for kræft

Hvis du er opereret for kræft, vil vævsprøverne vise, om der er behov for efterbehandling, som kan være kemoterapi og/eller stråleterapi. Vi anbefaler, at du tager kontakt til Kræftens Bekæmpelse, som kan hjælpe dig med svar på spørgsmål og evt. efterbehandling. Du er også altid velkommen til at kontakte afdelingens koordinerende kræftsygeplejersker på tlf. 5123 0241. De kan vejlede om behandlingstilbud, tilbud om træning, og hvor du kan henvende dig ved psykiske eller sociale problemer m.v.

Rejse efter operationen

Hvis du planlægger at rejse til udlandet i månederne efter din operation, skal du være opmærksom på, at der kan være situationer, hvor sygeforsikringen/rejseforsikringen ikke dækker behandling eller hjemtransport. Undersøg dette, inden du tager af sted.

Hvis du får det dårligt efter udskrivelsen

Hvis du får tiltagende smerter, kvalme, opkastning eller feber efter udskrivelsen, skal du kontakte afdelingen. Hvis vi vurderer, at du bør blive indlagt, sker dette via modtageafdelingen afsnit 324 (Gastrokirurgisk AMA).

Redaktør