Tyktarm - CT-skanning dagen efter koloskopi

Du skal have taget en CT-skanning af din tyktarm. Ved hjælp af kontraststof, kan vi se bedre forskel på tarmen og andre organer.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en CT-skanning (Computer Tomografi-skanning) af tyktarmen (CT-kolografi). CT-skanningen er en avanceret røntgenundersøgelse, som giver detaljerede billeder af kroppen. Vi bruger kontraststof for at gøre forskellen mellem tarmen og andre organer tydeligere.

Skanningen skal supplere en kikkertundersøgelse (koloskopi), hvor det ikke har været muligt at se hele tarmen tydeligt.

Undersøgelsen varer 30-40 minutter, men det er en god idé at afsætte 1 time, da der kan opstå ventetid.

Billede af en CT-skanner

Vigtig forberedelse

Du skal fortsætte på flydende kost

Inden undersøgelsen skal din tarm være udrenset. Du skal derfor fortsætte på flydende kost.

Drik kontraststof aftenen før

Du har fået udleveret to flasker af kontraststoffet Omnipaque, på den afdeling, hvor du fik lavet kikkertundersøgelsen. Du skal drikke kontraststoffet kl. 22.00 aftenen før undersøgelsen. Bland de to flasker op i ½ liter vand og drik det så hurtigt som muligt.

Giv besked, hvis du tidligere har reageret på kontraststof

Har du tidligere oplevet en reaktion på grund af kontraststof, skal du kontakte os inden skanningen. Sig det også gerne til os ved selve skanningen.

Mød fastende

Du skal møde fastende. Det betyder, at du ikke må spise og drikke de sidste 2 timer før din aftale. Det gælder også tyggegummi, bolsjer og pastiller.

Tag din medicin med et lille glas vand

Op til undersøgelsen kan du tage din vanlige medicin med et lille glas vand, selvom du faster. 

Tag gerne lidt mad med

Du er velkommen til at tage lidt mad med hjemmefra, som du kan spise efter undersøgelsen.

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Sig til, hvis du har grøn stær eller forstyrrelser i hjerterytmen

I forbindelse med undersøgelsen giver vi dig eventuelt medicin, som får din tarm til at slappe af. Medicinen kan have bivirkninger, hvis du har grøn stær eller forstyrrelser i hjerterytmen. Du skal derfor sige det til os inden undersøgelsen, hvis du lider af enten grøn stær eller forstyrrelser i hjerterytmen.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Undersøgelsen

Fjern smykker, ur med mere inden skanningen

Smykker og ure kan forstyrre skanningen. Du skal derfor fjerne smykker og andre genstande fra det område, der skal undersøges.

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved undersøgelsen

Vi gør dig klar til kontraststof

Før du bliver skannet, lægger vi en nål i en blodåre i din arm, så vi kan give dig kontraststof under undersøgelsen.

Undersøgelsen

Vi hjælper dig til rette på det leje, som kører dig på plads i CT-skanneren. Du får eventuelt sprøjtet medicin ind i nålen i armen for at få tarmen til at slappe af. Vi lægger et kateter i din endetarm, så vi kan puste luft ind i tyktarmen. Det kan give mavekneb og følelsen af oppustet mave. Vi fjerner kateteret igen, så snart skanningen er færdig.

Under skanningen får du kontraststof i blodåren. Kontraststoffet kan kortvarigt give en metalsmag og en følelse af varme i kroppen.

Vi skanner dig to gange. Første gang mens du ligger på maven og anden gang, mens du ligger på ryggen.

Du skal ligge helt stille under skanningen, så billederne bliver skarpe. Du er alene i rummet, men vi kan se og tale med dig hele tiden.

Bliv gerne en halv time efter

Nogle få patienter oplever bivirkninger på grund af kontraststoffet. Derfor anbefaler vi, at du bliver siddende i venteværelset i 30 minutter efter, at du har fået kontraststof, så du kan sige til, hvis du bliver utilpas.

Efter undersøgelsen

Kontakt din egen læge, hvis du får det dårligt

Hvis du får det dårligt efter undersøgelsen eller får udslæt, kløe eller rødme på huden, kan det være tegn på, at din krop reagerer på kontraststoffet. Kontakt din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Du kan få bivirkninger

Nogle af de mest almindelige bivirkninger ved medicin, der får tarmen til at slappe af, er kortvarige synsforstyrrelser og svimmelhed. Hvis det sker for dig, må du ikke selv køre bil eller betjene maskiner, før det går over.

Du kan få smerter i maven

Du kan få mavekneb og luft i maven efter undersøgelsen. Det går væk af sig selv efter kort tid.

Undlad blodprøver 4 timer efter skanningen

Få taget eventuelle blodprøver inden undersøgelsen. Efter undersøgelsen skal du vente mindst 4 timer med at få taget blodprøver, da resultatet ellers kan være misvisende. Hvis du har nedsat nyrefunktion, skal du vente endnu længere.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen. Du kan også se svaret på undersøgelsen på www.sundhed.dk eller på www.minsundhedsplatform.dk.

Få mere viden

Du kan få mere viden om CT-skanninger af tyktarmen på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’CT-skanning af tyktarmen’.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside, www.sst.dk, kan du læse om strålingsdoser. Søg på ’Strålingsguiden ioniserende stråling’.

Redaktør