Gå til hovedindhold

Trykkede eller brækkede ribben

Hvis man har trykket eller brækket et ribben, kan der gå nogle dage inden smerterne er helt væk. Det er vigtigt at man undgår hård fysisk aktivitet i mens.

Kort om besøget

Vi har undersøgt dig og konstateret, at du har trykket eller brækket et eller flere ribben. Vi har givet dig smertestillende medicin, som du skal tage, så længe du har ondt. Det kan tage flere uger.

Når du kommer hjem

Kontakt din egen læge, hvis du får det værre

Det er normalt at have ondt, når du har trykkede eller brækkede ribben. Smerterne vil ofte tiltage de første 7-10 dage efter skaden, derefter bliver det gradvist bedre. Men får du pludselig tiltagende smerter eller svært ved at trække vejret, skal du ringe til din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid. Det samme gælder, hvis du får feber eller vedvarende hoste.

Tag smertestillende medicin for at kunne trække vejret dybt

Du skal tage medicin med paracetamol, der tager de værste smerter. Så kan du bedre trække vejret dybt og hoste slim op, hvilket mindsker risikoen for, at du får lungebetændelse. Vi har eventuelt givet dig recept på en anden type medicin end paracetamol.

Undgå hård fysisk aktivitet

Det er vigtigt, at du bevæger dig og gradvist genoptager dine hverdagsaktiviteter. Men du bør undgå hård fysisk aktivitet som fx træning, støvsugning og tunge løft. Det er individuelt, hvor længe det gælder. Du kan læse i din journal på www.sundhed.dk, hvad der gælder for dig.

Værd at vide

Vi vurderer, om du skal undersøges for knogleskørhed

Hvis vi vurderer, at bruddet kan skyldes knogleskørhed, bliver du henvist til en skanning. I nogle tilfælde skal du også have taget blodprøver. Knogleskørhed er let at behandle, hvilket nedsætter risikoen for flere knoglebrud.

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit besøg på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil meget gerne høre fra dig med både ris og ros omkring dit ophold på hospitalet. Du kan finde kontaktoplysninger på vores hjemmeside www.hvidovrehospital.dk. Hvis du overvejer at klage over din behandling, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. På www.regionh.dk/patientrettigheder kan du læse mere om mulighederne for at klage.

Dine personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med din henvendelse.
Du kan læse mere om formålet med anvendelsen samt dine rettigheder på vores hjemmeside: www.regionh.dk/persondatapolitik

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden