Du har nu fået et nyt knæ. For at opnå god bevægelighed og funktion af knæet er det vigtigt, at du kommer hurtigt i gang og træner flittigt med knæet. Træningen består af øvelser for blodcirkulation, bevægelighed, muskelaktivitet og balance, samt af gang- og trappetræning.
Gode råd
Gang:
Du må belaste det opererede ben med fuld vægt, med mindre du får andet at vide. Du instrueres i at gå med 2 stokke, men du må gå med 1 stok eller helt uden, når du føler dig klar eller når du kan gå uden at halte. Når du går med 1 stok, skal du holde den i modsat side af det opererede ben.
Trappegang:
Du må gå helt almindeligt på trapper. Hvis du har behov for at aflaste det opererede ben, kan du bruge denne metode:
- Op: Sæt først det raske ben op, sæt så det opererede ben og stok op på samme trin.
- Ned: Sæt først det opererede ben og stok ned, sæt så det raske ben ned på samme trin.
Hvile/sovestillinger:
Du må ikke lægge noget ind under knæet, når du ligger på ryggen. Det er vigtigt, at du holder knæet så strakt som muligt for at opnå den bedste funktion af knæet. Når du ligger på siden, kan det være behageligt med en pude mellem knæene.
Motionscykling:
Før du kan træde hele vejen rundt, er det god bevægelighedstræning at træde frem og tilbage i en halvcirkel på en motionscykel. Når du kan træde hele vejen rundt, skal du starte med en lille modstand, som kan øges gradvist.
Cykling:
Du må cykle, når du kan bøje knæet så meget, at du kan træde hele vejen rundt. Du skal kunne stige af og på cyklen uden problemer og reagere efter forholdene.
Bilkørsel:
Du må køre bil, når det er forsvarligt i henhold til færdselsloven. Du skal have fuld kontrol over pedalskifte og kunne udføre en katastrofeopbremsning.
Træning
- Vi anbefaler, at du laver de følgende øvelser 20 minutter, 3 gange dagligt, fordelt over dagen.
- Har du mange smerter som begrænser træningen, er det en god idé at tage smertestillende, inden du træner.
- Det er almindeligt, at øvelserne medfører øget spænding og smerte i knæet under udførelsen, men ubehaget skal aftage indenfor et par timer.
- Efter træningen kan du hvile dig og evt. lægge en ispakning på knæet i 15-20 min.