TEO - transanal endoskopisk operation

Information om TEO - transanal endoskopisk operation.

Du har fået en polyp i endetarmen, som i nogle tilfælde kan udvikle sig til tamkræft. Vi anbefaler, at du får fjernet polyppen ved en kikkertoperation. Metoden kaldes for Transanal Endoskopisk Operation (TEO). Her kan du læse om tiden før og efter operationen.

Mødetid til indlæggelse

________ dag, den ________ / ________ 20 ________ kl. ________

Dato for operation

________ dag, den ________ / ________ 20 ________ kl. ________

Center 3, 1. sal
Afsnit 313

Inden operationen

Kost

I dagene op til operationen er det vigtigt, at du spiser varieret. Vær især opmærksom på at få protein. Protein er kroppens byggesten og medvirker til, at dit ar heler, du bevarer din muskelmasse og mindsker træthed. Proteiner findes især i mælkeprodukter, ost, æg og kød.

Kikkertundersøgelse

For at udelukke, at du har flere polypper i resten af tyktarmen, anbefaler vi, at du får foretaget en fuld kikkertundersøgelse af tyktarmen (koloskopi), hvis du ikke allerede har fået det foretaget. Kikkertundersøgelsen skal helst laves inden operationen, men kan også udføres efter.

For at vurdere polyppens størrelse og placering skal kirurgen foretage en lille kikkertundersøgelse af endetarmen (rektoskopi) inden operationen, også selvom du allerede har fået lavet en tarmundersøgelse.

Nogle gange er det nødvendigt med yderligere undersøgelse af polyppen, fordi den kan vise sig at vokse ind i tarmvæggen. I disse tilfælde skal du have lavet en MR-scanning eller ultralyd af endetarmen.

Indlæggelse

Du bliver typisk indlagt på et sengeafsnit eftermiddagen eller aftenen inden operationsdagen.

Udrensning

Dagen før operationen er du på flydende kost. Det er f.eks.:

  • Saft, juice uden frugtkød.
  • Flødeis, suppe og yoghurt uden fyld.
  • Mælk, koldskål og kakaomælk.

Det er vigtigt, at du drikker rigeligt i dette døgn – minimum en liter ud over det, du drikker i forbindelse med udrensningen. Du kan med fordel drikke sukkerholdige væsker.

Du har fået udleveret tarmudrensningsmidlet Plenvu. Du skal drikke første Plenvu-blanding (brev A) kl. 12.00 dagen før operationen.

Sådan gør du:

Kl. 12:

  • Hæld indholdet af Plenvu dosis 1 op i en beholder, der kan rumme ½ l. Tilsæt ½ l vand og rør rundt, indtil pulveret er opløst. Det kan tage op til 8 minutter.
  • Drik opløsningen i løbet af 30 minutter, og drik herefter yderligere ½ l klar væske.
  • Du vil nu gå på toilettet hyppigt de næste 1-2 timer.

Anden blanding Plenvu (brev A+B) får du udleveret i afdelingen kl 18.

  • Drik væsken i løbet af 30 minutter, og drik herefter yderligere ½ l klar væske.
  • Du skal igen forvente hyppige toiletbesøg.

Faste og tørste

Du skal faste fra midnat, men må drikke vand og saft indtil kl. 6 om morgenen, den dag du skal opereres. Personalet serverer 2 glas sød saft, som vi anbefaler, du drikker. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Rygning

Hvis du holder op med at ryge før operationen, mindsker du risikoen for komplikationer betragteligt. Det er også vigtigt, at du holder dig fra tobak i tiden efter operationen. Du kan få nikotinplaster eller -tyggegummi i afdelingen under indlæggelsen. Vi kan henvise dig til rygestopvejledning i din hjemkommune, hvis du ønsker det.

Alkohol

Et højt alkoholforbrug øger risikoen for komplikationer som hjerte-lungeproblemer eller infektioner. Har du et større indtag end Sundhedsstyrelsens anbefalinger, skal du stoppe helt med at drikke alkohol før operationen.

Undgå visse typer medicin

Der kan være medicin, du skal holde pause med inden operationen, fordi den kan påvirke din tilstand. F.eks. jerntabletter, diabetesmedicin og blodfortyndende medicin. Tager du fiskeolie, skal du også holde pause med den. Vi aftaler med dig, hvad der gælder for dig.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad om aftenen før din operation eller om morgenen på selve operationsdagen. Inden badet fjernes alle smykker og evt. piercinger samt neglelak på både fingre og tæer. Rens navlen grundigt med en vatpind. Du må ikke bruge parfume efter badet, da det øger risikoen for infektioner. Du må bruge en fugtighedscreme (men ikke en fed creme) på arme, ben og i ansigtet, men ikke på maven, da det øger risikoen for infektioner. En smule parfumefri deodorant under armene er okay.

Efter badet skal du tage rent tøj på. Du må ikke tage smykker på igen, da der ofte bruges strøm under operationen, og der må derfor ikke være metal på kroppen.

Ved indlæggelsen skal du medbringe

  • Din vanlige medicin til 3 dage.
  • Toiletsager.
  • Sko, der sidder fast, er rummelige og har en skridsikker sål.
  • Du er velkommen til at benytte dit eget tøj efter operationen – vi anbefaler løstsiddende tøj.

Operationen

Du bliver vækket af plejepersonalet inden klokken 06, den dag du skal opereres. Du får udleveret en operationsskjorte og støttestrømper. Strømperne er med til at forebygge blodpropper i benene.

Du får også en injektion i låret med blodfortyndende medicin, som forebygger blodpropper.

Børst dine tænder hver morgen og aften, mens du er indlagt på hospitalet, ligesom du plejer derhjemme. God mundhygiejne forebygger infektioner i luftvejene, f.eks. lungebetændelse. Du skal også børste tænder om morgenen inden operationen, men lad være med at synke vandet.

Du bliver hentet af en portør og kørt til operationen.

Operationen udføres oftest i fuld bedøvelse, men i nogle tilfælde vælges rygmarvsbedøvelse, hvor du er vågen under operationen. I begge tilfælde kan du intet mærke og føler ikke smerte.

Når bedøvelsen virker, føres et metalrør (kikkert) ind i endetarmen. Kirurgen kan ved hjælp af lange, slanke instrumenter fjerne den del af tarmvæggen, hvor polyppen sidder. Dette efterlader et hul, som lukkes med en tråd. Tråden opløses af sig selv og skal derfor ikke fjernes (absorberende syning).

Under operationen får du 3 stoffer med antibiotika, som forebygger betændelse i tarmen efter operationen.

Operationen tager ca. 1 time.

Efter operationen

I afdelingen arbejder vi efter internationalt anerkendte standarder for optimerede pleje- og behandlingsforløb. Vi har særligt fokus på information, smertebehandling, tidlig ernæring og bevægelse.

Vi har arbejdet med principperne i mange år og arbejder fortsat med at udvikle og optimere forløbene. Vi har overordentligt gode erfaringer med flere tusinde patienter, som er blevet behandlet og plejet efter disse principper.

Afhængig af bedøvelsestypen flyttes du til opvågningen eller direkte tilbage til sengeafsnittet, hvor du bliver observeret af plejepersonalet til næste dag. Her vil du ved stuegang blive udskrevet af sengeafsnittets læger.

Mad og drikke

Du kan med det samme efter operationen spise og drikke normalt, og du kan forvente tarmfunktion efter 1-2 dage.

Hurtigt i gang igen

Det er vigtigt, at du er så meget ude af sengen som muligt. Bevægelse sætter gang i tarmfunktionen og forebygger andre komplikationer, der kan opstå i forbindelse med operationen. Det betyder, at du allerede på operationsdagen skal op at gå og sidde i en stol.

Du skal være ude af sengen i 2-4 timer, afhængig af hvad tid du er tilbage på afsnittet.

For mange kan det virke uoverskueligt at komme ud af sengen så kort tid efter en operation, en du får hjælp og støtte af personalet til at komme op.

I dagene efter operationen skal du være ude af sengen i 8 timer fordelt over dagen og med hvil ind imellem.

Blødning

Nogle patienter oplever lidt blødning fra endetarmen og måske lidt ømhed. Det er heller ikke ualmindeligt, at man i nogle uger efter operationen oplever at have mindre kontrol over endetarmslukkemusklen.

Komplikationer

Der kan opstå en blødning fra endetarmen eller en infektion efter operationen. I sjældne tilfælde kan det medføre, at det er nødvendigt med en ny operation.

I sjældne tilfælde kan der opstå et hul på tarmen under operationen. Hvis hullet ikke kan lukkes indefra med kikkerten, kræver det en operation gennem maven, hvor vi evt. bliver nødt til at fjerne et stykke af endetarmen. I meget sjældne tilfælde er det nødvendigt med en stomi.

Hos kvinder kan der opstå et hul i væggen mellem tarmvæg og vagina, hvilket kræver en ny operation.

Forholdsregler

Efter få dage kan du genoptage dine sædvanlige aktiviteter. Vi fraråder dog, at du dyrker analsex i op til 4 uger efter operationen.

Svar på undersøgelsen

I forbindelse med din udskrivelse får du en ambulant tid hos kirurgen ca. 10-14 dage efter operationen, hvor du får svar på de undersøgelser, vi har lavet af den fjernede polyp/svulst.

Kontrol

Der vil næsten altid være behov for efterfølgende kontrol af tarmen. Dit kontrolforløb tilrettelægges af kirurgen sammen med dig, når du kommer til den ambulante tid efter operationen.

Kvalitetssikring

Som led i kvalitetssikring og kvalitetsudvikling registreres alle patienter i et register på Hvidovre Hospital, Gastroenheden, Kirurgisk Sektion.

Meld afbud

Hvis du bliver forhindret i at møde op til din aftale, f.eks. på grund af sygdom, skal du hurtigst muligt kontakte os, så du kan få en ny tid, og vi kan give din tid til en anden patient.

Kort over Hvidovre Hospital

Find vej til Center 3, 1. sal, afsnit 313:

Redaktør