Synacthen-test til børn

Vejledning til forældre hvis barn skal have udført en Synacthen-test.

Dit barn skal have udført en Synacthen-test. Testen udføres for at vurdere hypofysens evne til at regulere barnets binyrer. Her kan I læse mere om undersøgelsen.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Hypofysens evne til at producere hormoner kan ikke bedømmes ved en almindelig blodprøve. Det er derfor nødvendigt at udføre en såkaldt stimulationsundersøgelse, hvor man stimulerer hypofysen til at frigøre hormon.

Inden undersøgelsen lægges der et drop (et lille plastikrør i en blodåre) i armen. Dette drop vil blive brugt både til blodprøvetagning og til en indsprøjtning af et hormonstof. Man kan i de fleste tilfælde nøjes med ét enkelt stik.

Der er ingen særlige bivirkninger ved testen.

Tid og sted

Dit barn har tid til undersøgelse af binyrebarkfunktionen med stimulation: I skal møde i Børne- og Ungeafdelingens dagafsnit, 429

Dato ______________ kl. ______________

Forberedelser til undersøgelsen

I skal på apoteket købe ”tryllecreme” (lokalbedøvende creme/plaster), som barnet inden undersøgelsen skal have på begge albuebøjninger. På den måde mærker dit barn næsten ikke, når det får lagt et drop ind i en blodåre i armen.

  • 1½ time inden I møder i dagafsnittet skal I påføre cremen eller sætte plastret på.
  • ½ time inden I møder i dagafsnittet, skal cremen/plastret tages af igen.

Påføres kl. ______________ og tages af kl. ______________

Hvordan kan jeg forberede mit barn?

Du kan fx fortælle:

  • At dit barn får ”tryllecreme” på.
  • At du er med under hele undersøgelsen og kan holde dit barn i hånden.
  • At det kan medbringe bøger, iPad eller lignende til beskæftigelse under testen.
  • At det kan gøre lidt ondt at blive stukket, men ellers er undersøgelsen ikke ubehagelig.

Hvor lang tid varer undersøgelsen?

Hele undersøgelsen varer ca. 1½ - 2 timer.

Må barnet tage sin sædvanlige medicin?

Hvis man er i behandling med Hydrocortison eller Prednisolon, må medicinen ikke tages om morgenen før testen.

Testen udsættes ved sygdom

Barnet skal være rask, når testen udføres. Hvis det får feber eller stærk forkølelse, udsættes testen til senere, og du skal melde afbud på tlf.: 3862 3586, mandag - fredag kl. 08.00-15.00.

Svar på hormontesten

I kan forvente svar på testen i løbet af tre hverdage. Skulle testen afvige fra de normale værdier, kontakter lægen jer lige så snart svaret foreligger.

Har I spørgsmål til undersøgelsen, er I velkomne til at ringe til Børne- og Ungeafdelingens dagafsnit på tlf.: 3862 3586, mandag - fredag kl. 09.00-12.00.

Redaktør