Syfilis

Behandlingen af syfilis foretages med antibiotika i tablet eller injektion.

Syfilis er en kønssygdom, der skyldes en infektion med bakterien Treponema Pallidum.

Hvordan får man syfilis?

Syfilis overføres ved ubeskyttet sex, herunder oralsex.

Hvordan mærker man, om man er smittet med syfilis?

Udviklingen af sygdommen foregår i 3 stadier med forskellige symptomer.

Sår

I sygdommens første stadie kan der opstå et ikke ømt sår på kønsdelene. Såret kan også sidde i munden, i endetarmen og i skeden, hvorfor det let overses. Såret opstår ca. 3 uger efter, man er blevet smittet.

Udslæt

I sygdommens andet stadie kan man få udslæt på kroppen. I håndflader og på fodsålerne kan der komme små papler, der er linseformede fortykkelser i huden. Hævede lymfeknuder er almindelige. Nogle føler sig sløje som ved influenza.

Sensyfilis

Hvis syfilis ikke behandles, kan der efter år komme symptomer fra centralnervesystemet og eller hjertekarsystemet.

Det er ikke udsædvanligt, at man ikke bemærker eller slet ikke har symptomer på syfilis. Man siger, at sygdommen er latent. En blodprøve kan da afsløre smitten.

Hvordan bliver man undersøgt?

Podning fra såret, hvis et sådant findes. En blodprøve kan påvise antistoffer cirka 2-6 uger efter smitte, men nogle gange kan der gå op til 12 uger efter smitte. Enkelte patienter undersøges yderligere ved en prøve fra rygmarvsvæsken.

Hvornår smitter syfilis?

Syfilis smitter i sygdommens første og andet stadie, dvs. ca. de to første år efter smittetidspunktet.

Hvordan beskytter man sig mod at blive smittet med syfilis?

Brug af kondom giver en god beskyttelse mod såvel syfilis som andre seksuelt overførte sygdomme. Syfilis kan dog også smitte med oralsex.

Hvordan behandles syfilis?

Syfilis behandles med antibiotika - enten som injektion eller som tabletter.

Behandling med antibiotika-injektion

Behandlingen er et penicillin-præparat (Tardocillin), som gives som injektion i en muskel i ballen. Afhængigt af hvor fremskreden sygdommen er, kan injektionen gentages med en uges interval i alt 3 gange. Det er vigtigt, at du kommer til alle injektionerne, da de ellers ikke virker og du må starte forfra.

Mange patienter får 4-6 timer efter første injektion kulderystelser og temperaturforhøjelse til 39-40 grader. Reaktionen varer cirka 8 timer. Man mener, at reaktionen skyldes henfald af syfilis bakterien. Du kan afhjælpe symptomerne med f.eks. 1 g paracetamol (Panodil, Pinex eller Pamol), dog højest 4 gange i døgnet.

Behandling med antibiotika-tabletter

Andre gange behandles med antibiotika tabletter (Doxycyklin 100 mg x 2 dagligt I 14-28 dage).

Behandlingen kan give bivirkninger i form af mavesmerter og diarré. I sjældne tilfælde ses allergiske reaktioner i form af hududslæt, nældefeber og lignende.

Du bør undgå solbadning og solarier, fordi behandlingen gør din hud mere lysfølsom.

Er der grund til kontrol efter behandlingen?

Ja. For at sikre at behandlingen har været effektiv, skal du møde til blodprøve kontrol 3 og 6 måneder efter afsluttet behandling.

Hvornår er man rask?

Du skal bruge kondom 3 uger efter endt behandling eller til eventuelle sår eller udslæt er helt væk. Det gælder også oralsex.

Tre uger efter endt behandling betragtes du som smittefri.

Hvem bør have besked, hvis man er smittet med syfilis?

Smittekæder kan brydes ved at opspore og behandle partnere til smittede. Derfor er det vigtigt at give besked til alle partnere, der kan være smittede - så de kan blive undersøgt og eventuelt behandlet. Hvis man ikke ved præcis, hvornår man er blevet smittet, bør udsatte sexpartnere i de seneste 3 måneder informeres, hvis du blive diagnosticeret med syfilis i 1. stadie. Ved syfilis i 2. stadie eller latent syfilis bør sexpartnere i de seneste 24 måneder informeres.

Hvis du ikke selv ønsker at orientere din(e) partner(e), kan du bede ambulatoriets personale om hjælp.

Billedet viser at Infektionsmedicinsk Ambulatorium ligger i Center 1.
Redaktør