Gå til hovedindhold

Svangerskabsforgiftning

Information om svangreskabsforgiftning.

Kort om svangerskabsforgiftning

Svangerskabsforgiftning er en tilstand, der kan opstå under graviditeten. Selvom tilstanden kaldes svangerskabsforgiftning, er det ikke en forgiftning af hverken dig, dit barn eller fostervandet. Årsagen til svangerskabsforgiftning kendes ikke.

5 % af alle gravide udvikler svangerskabsforgiftning, og risikoen er størst blandt førstegangsfødende. Symptomerne kan opstå fra graviditetsuge 20, men i de fleste tilfælde opstår tilstanden først senere i graviditeten. Du kan ikke selv gøre noget for at undgå svangerskabsforgiftning. Tilstanden forsvinder af sig selv efter fødslen.

Symptomer på svangerskabsforgiftning

De mest almindelige symptomer på svangerskabsforgiftning er:

  • Kraftig, vedvarende hovedpine.
  • Flimren for øjnene og ændringer i synsfeltet.
  • Trykken for brystet og eventuelt kvalme, opkastning og smerter i øverste del af maven, ofte i højre side.
  • Utilpashed uden tegn på feber.
  • Meget væske ophobet i kroppen over få dage. Det er dog almindeligt at have væske i kroppen, når du er gravid. Hvis du ikke har andre symptomer, og du ikke har protein i urinen eller højt blodtryk, så skyldes væsken ikke svangerskabsforgiftning.

Får du ét eller flere af disse symptomer, skal du kontakte Akut Modtagelse for Gravide, afsnit 346. Se telefonnummer under kontaktoplysningerne.

Sådan stiller vi diagnosen

Ved hver jordemoderkonsultation måles dit blodtryk, og din urin undersøges, da et for højt blodtryk og protein i urinen kan være tegn på svangerskabsforgiftning.
Hvis der er tegn på svangerskabsforgiftning, skal du have taget blodprøver, som viser, hvordan svangerskabsforgiftning påvirker din krop. Vi lægger herefter en plan for dit forløb resten af graviditeten, så vi kan holde øje med dig og dit barn.

Betydning for graviditeten

I meget sjældne tilfælde kan svangerskabsforgiftning påvirke din lever, dine nyrer og dit kredsløb i en alvorlig grad. I yderst sjældne tilfælde kan det give krampeanfald. I disse tilfælde kan det være nødvendigt at sætte fødslen i gang eller lave et kejsersnit. Behandlingen afhænger af graden af svangerskabsforgiftningen, og hvornår i graviditeten du får den konstateret.

Hold dig i ro

Har du svangerskabsforgiftning, er den vigtigste behandling, at du holder dig i ro og bliver sygemeldt. Det vil ofte gøre, at dit blodtryk falder.

Kom til kontrol

Du vil få tilbudt hyppige kontroller undervejs i graviditeten, hvilket typisk er 1-2 gange om ugen. I mange tilfælde tilbyder vi at holde øje med dig og barnet via målinger, du selv laver derhjemme og sender til os.

Medicinsk behandling af forhøjet blodtryk

I nogle tilfælde kan du blive indlagt i en kortere periode og eventuelt få behandling med medicin, der sænker dit blodtryk. I svære tilfælde af svangerskabsforgiftning kan der være behov for medicin, der forebygger kramper, og det kan være nødvendigt at sætte fødslen i gang eller lave et kejsersnit.

Igangsættelse eller kejsersnit

Vi anbefaler, at du føder senest i uge 37-38. Vi vurderer sammen, om fødslen skal sættes i gang, eller om du skal føde ved et kejsersnit.

Er der risiko for, at barnet bliver født før fulde 34 uger, tilbyder vi dig en behandling med binyrebarkhormon, som modner barnets lunger.

Betydning for barnet

Påvirket vækst

Ved svangerskabsforgiftning kan barnet vokse mindre end normalt. Hvis det er tilfældet, laver vi sammen en plan for resten af graviditeten og fødslen.

Efter fødslen

Svangerskabsforgiftning ved kommende graviditeter

Hvis du bliver gravid igen, er der risiko for, at du endnu en gang udvikler svangerskabsforgiftning. Oftest vil svangerskabsforgiftningen opstå senere i graviditeten, og forløbet vil som regel være mildere.

Hvis du har haft svær svangerskabsforgiftning, vil du blive tilbudt en samtale med en fødselslæge i næste graviditet, og vi vil anbefale blodfortyndende medicin (acetylsalicylsyre) fra cirka 12. graviditetsuge og nogle gange tidligere.

Forhøjet blodtryk

Når du har haft svangerskabsforgiftning, har du risiko for forhøjet blodtryk resten af livet. Vi anbefaler, at du får målt dit blodtryk en gang om året hos din egen læge.

Hjertesygdom

En graviditet med svangerskabsforgiftning øger risikoen for at udvikle hjertesygdom senere i livet. Tal med din egen læge om, hvilke symptomer du skal være opmærksom på. Vi anbefaler, at du 6 måneder efter fødslen får målt dit blodtryk og din vægt og taler med din egen læge om sund livsstil.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden