Suttebrik

Information om suttebrikker.

En suttebrik er et tyndt og fleksibelt silikoneskjold, der sættes på brystvorten under amning. Suttebrikken er et hjælpemiddel, der kun bør anvendes i visse situationer og i en kort periode.

Vær opmærksom på

Suttebrikken må ikke være førstevalg til at løse ammeproblemer, fordi brugen af suttebrik kan komme i vejen for tidlig start af amning og amning uden hjælpemidler på lang sigt.

Når du bruger suttebrik, skal du være opmærksom på:

  • At dit barn stimulerer brystet ca. 25 % mindre, når du bruger suttebrik. Det er derfor godt at stimulere brystet med brystpumpen eller håndudmalkning efter amning og give dit barn den råmælk, der malkes ud. Aftal med din sygeplejerske eller jordemoder, hvor ofte du skal stimulere dit bryst.
  • At suttebrikken giver en kraftigere stimulering af barnets sutterefleks i ganen. Det kan gøre det vanskeligere at få dit barn på brystet uden suttebrik.

Nærkontakt med brystvorten

Hvis du bruger suttebrik, skal du sørge for, at dit barn får daglig nærkontakt med brystvorten uden suttebrikken på. Det giver barnet positive oplevelser ved brystet og mulighed for at tage fat om brystet uden suttebrik.

Det er vigtigt at vænne jer af med suttebrikken på sigt.

Hvornår bruges suttebrikken?

  • Hvis du har indadvendte brystvorter, og barnet har svært ved at suge brystvorten frem, og dit barn er 24 timer gammelt.
  • Hvis du har sår på brystvorterne og det er for smertefuldt at amme.
  • Hvis du allerede har forsøgt andre stillinger og du har fået hjælp til at ligge godt, uden at det har gjort en forskel.

HUSK: Når du starter på amningen, er det vigtigt, at du har en korrekt ammestilling og at du får at vide, hvordan det skal se ud og føles, når barnet dier rigtigt.
Du kan se mere om korrekte ammestillinger på Global Heatlh Medias hjemmeside: https://globalhealthmedia.org/portfolio-items/positions-for-breastfeeding/

Suttebrikkens størrelse

Du skal bruge en suttebrik, der svarer til størrelsen på din brystvorte. Den sættes udenpå brystvorten og areola (det brune område).

Brystvorten vokser til næsten dobbelt størrelse under amningen, så brikken må ikke være for lille.

Brug af suttebrikken

Du kan fugte brikken indvendigt med lidt mælk eller vand, så klæber den bedre fast til brystet.

  • Vend suttebrikken ud og ind, til halvdelen ligner en ”Mexikansk hat”.
  • Placer den, så brystvorten sidder i midten og trækkes let ind i suttebrikken.
  • Giv langsomt slip, og brikken er sat på Se også billede af hvordan du gør på næste side.

Husk at placere brikken, så barnets næse stadig kommer i berøring med mors hud og ikke flapper på suttebrikken.

Du sikrer, at den sidder tæt, ved at trække let fra alle sider.

Du kan se en video om, hvordan du sætter suttebrikken på, på hjemmesiden Ammenet: https://www.ammenet.dk/wiki/ammebrikker

Rengøring og opbevaring

Hver gang du har brugt suttebrikken, skal den gøres ren. Du skal skylle suttebrikken ren for mælkerester i opvaskesæbe og varmt vand. Bagefter skolder du den i 3-5 minutter for at fjerne bakterier.

Den skal opbevares tørt og rent. Hvis der opstår revner eller store ridser i suttebrikken, skal du smide den ud.

Afvænning

Det er vigtigt, at du kun bruger suttebrikken i en kort overgang. Det er mest hensigtsmæssigt at vænne barnet helt fra suttebrikken på sigt. Afvænningen begynder, når du og dit barn er klar. Du laver en plan for afvænningen sammen med personalet på barselsgangen.

Derfor er det vigtigt at komme af med suttebrikken igen

Ved brug af suttebrik er der en barriere mellem brystet og barnet, og det fører formodentlig til et nedsat mælkeindtag hos barnet og kan reducere mælkeproduktionen på sigt. 

Gode råd til afvænning

  • Det er vigtigt, at du sidder godt, og dit barn ligger i en god stilling.
  • Brystet må gerne være lidt blødt, så det er nemmere for dit barn at få fat. Du kan håndudmalke lidt mælk, inden du lægger dit barn til.
  • Tilbyd altid først dit bryst uden suttebrik. Dit barn kan overraske dig og tage dit bryst uden suttebrikken.
  • Det kan være en fordel at stimulere nedløbsrefleksen, inden dit barn lægges til brystet.
  • Hvis det ikke lykkes uden suttebrik, sættes suttebrikken på, og når dit barn har suttet lidt, tages den af, og han/hun tilbydes brystet uden suttebrik. Hvis dit barn fortsat ikke kan tage brystet og bliver frustreret, sættes suttebrikken på igen, og dette gentages ved næste måltid.
  • Processen kan godt tage et par dage, og det er helt normalt, at nogle amninger er lettere end andre.

Er du i tvivl?

Er du i tvivl om, hvordan du bruger suttebrikken, så kontakt Ammeambulatoriet eller din sundhedsplejerske. Du har mulighed for at få hjælp til afvænning fra suttebrikken. Aftal dette med personalet på barselsgangen.

Billedet viser en suttebrik.
Redaktør