Skovflåt

Information om tiden efter et bid fra en skovflåt.

Du har fået fjernet en skovflåt. En skovflåt er ikke giftig og dens bid gør ikke ondt, men den kan være bærer af bakterier, som kan fremkalde infektion.

Det er normalt at have en plet omkring biddet, pletten aftager efter et par dage.

Behandling

Bidstedet bør holdes rent med vand og sæbe. Hvis du er blevet stivkrampevaccineret i Akutmodtagelsen, er det normalt med rødme, hævelse og ømhed omkring vaccinationsstedet i op til en uge.

Du bør være opmærksom på eventuelle tegn på infektion i bidstedet:

  • Varme.
  • Rødme.
  • Hævelse.
  • Smerte (dunkende).
  • Lugtgener.
  • Røde striber opad arme eller ben.
  • Feber af ukendt årsag.

Hvis du mærker nogle af ovenstående symptomer, bør du kontakte din læge eller ringe til Akuttelefonen 1813.

Billedet viser en skovflåt på en hals.

Da en skovflåt i sjældne tilfælde kan overføre Borrelia bakterier, bør du være opmærksom og kontakte din egen læge, hvis følgende symptomer opstår inden for 1-4 uger:

  • Rødligt afgrænset udslæt - evt. ringformet.
  • Tegn på influenza (feber, træthed, hovedpine og stivhed i musklerne).
  • Smerter og hævelse af led (ofte knæ).
  • Hjertebanken uden kendt årsag.
  • Informer din læge om dine symptomer, og at du er blevet bidt af en skovflåt.

Er du i tvivl?

Hvis du har spørgsmål efter din behandling i Akutmodtagelsen, er du velkommen til at kontakte os. Skal du til kontrol i et ambulatorium, kan du også ringe dertil. Adresse og telefonnummer står i dit besøgssammendrag.

Er du i tvivl om, hvad du skal gøre ved en skade eller akut opstået sygdom, så ring til Akuttelefonen 1813.

Din journal på sundhed.dk

Med NemID kan du se din journal på sundhed.dk. Du kan se oplysningerne 5 dage efter, at hospitalet har registreret dem.

Redaktør