Gå til hovedindhold

Skadet akillessene (Konservativt behandlet med gips)

Når man har en skadet akillessene, skal man være forsigtig, da man ikke må støtte på benet.

Kort om besøget

Vi har undersøgt dig og har mistanke om, at du har en skade på din akillessene. Vi har givet dig gips på, for at du kan holde foden i ro, så senen kan vokse ordentligt sammen.

Du får udleveret krykker, da du ikke må støtte på foden.

Når du kommer hjem

Kontakt din egen læge, hvis du får det værre

Du skal ringe til din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis:

  • tæerne bliver blege, kolde og følelsesløse
  • du får en sovende og prikkende fornemmelse i tæerne
  • gipsen trykker, strammer eller gnaver
  • gipsen knækker
  • gipsen sidder på en måde, så du ikke kan lave dine øvelser
  • gipsen bliver våd eller løs
  • smerterne tiltager.

Du kan få blå mærker og stift fodled

Når akillessenen er revet over, kan du opleve, at:

  • få blå og røde mærker ved tæerne og på benet
  • leddet i foden føles stift.

Det er normale reaktioner, der går over af sig selv.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du kan tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Du kan købe smertestillende medicin i håndkøb. Læs på pakken, hvor meget medicin du må tage. Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.

Beskyt gipsen

Gipsen størkner hurtigt, men er først helt tør efter 24 timer. Du skal derfor undgå at dække den til med tøj det første døgn. Samtidig skal du undgå at støde ind i noget, så der ikke kommer små hak i gipsen.

Vi anbefaler, at du bruger en plastikpose uden på gipsen, når du er i bad. Sørg for, at posen lukkes godt til foroven, så gipsen ikke bliver våd. Vi anbefaler, at du sidder ned, når du er i bad.

Gipsen kan irritere

Når du har fået gips på, er det normalt, at du:

  • sveder under gipsen, og huden klør
  • får blodansamlinger eller blå mærker, der bevæger sig ud i tæerne. Det forsvinder af sig selv.

Hvis gipsen har kanter og spidser, der stikker, skal du kontakte Akuttelefonen 1813.

Undgå at kradse under gipsen

Hvis det klør, skal du undlade at stikke noget ind under gipsen eller kradse med fx en strikkepind. Du risikerer at skade huden og få sår.

Indstil krykkerne rigtigt

Krykkerne skal indstilles, så de passer til din højde. Krykkerne har den rigtige højde, når du holder fast i krykkerne og på samme tid står op med ret ryg, slapper af i skuldrene og har armene ned langs siden, mens du bøjer albuerne let.

Vær opmærksom på, at krykkerne skal indstilles igen, når du har fået gipsen af. Du risikerer at få ondt i ryggen, hvis krykkerne er for lave. Er krykkerne for høje, kan du få ondt i nakken og skuldrene.

Du skal genoptræne, når gipsen er fjernet

Når gipsen er fjernet, skal du starte med din genoptræning. I starten må du kun lave forsigtige bevægelser i anklen. Efter 1-2 uger skal du lave øvelser, hvor du gradvist øger modstanden. Hvis foden hæver eller gør ondt, skal du alligevel fortsætte med øvelserne men lave færre gentagelser.
Du skal træne 2-3 gange om ugen.

Praktiske forhold

Vent med kontaktsport med hurtige afsæt og hop

Først 4-6 måneder efter du har fået gipsen af, er foden klar til kontaktsport og motion, hvor du kan komme til at hoppe og sætte hurtigt af (fx fodbold). Musklerne i det syge ben skal være trænet lige så store som i det raske ben. Det mindsker risikoen for, at akillessenen bliver revet over igen.

Pas på, når du går på trapper

Efter du har fået gipsen af, skal du være forsigtig, når du går på trapper. Prøv at lægge vægten på den bagerste del af foden. Så mindsker du risikoen for, at akillessenen bliver revet over igen.

Du bliver indkaldt til opfølgning

Du bliver indkaldt til en kontrol i Ortopædkirurgisk Ambulatorium, hvor vi vurderer, hvordan den videre behandling skal foregå. Vi vurderer, om du skal opereres eller fortsætte med behandling med gips. Vi indkalder dig enten med digital eller fysisk post elller ringer til dig. Hører du ikke fra os inden for 7 dage, skal du kontakte Ortopædkirurgisk Ambulatorium. Se kontaktinformation nedenfor.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit besøg på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil meget gerne høre fra dig med både ris og ros omkring dit ophold på hospitalet. Du kan finde kontaktoplysninger på vores hjemmeside www.hvidovrehospital.dk. Hvis du overvejer at klage over din behandling, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. På www.regionh.dk/patientrettigheder kan du læse mere om mulighederne for at klage.

Dine personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med din henvendelse.
Du kan læse mere om formålet med anvendelsen samt dine rettigheder på vores hjemmeside: www.regionh.dk/persondatapolitik

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden