Gå til hovedindhold

Sengeafsnit: Operation i skulder eller arm under nerveblokade

Information om operation i skulder eller arm under nerveblokade.

Læs her, hvad du skal være opmærksom på efter en operation i skulderen eller armen under nerveblokade.

Efter operationen

Din opererede skulder, arm eller hånd vil være følelsesløs og svag efter operationen. Du vil ikke være i stand til at bevæge armen, før virkningen af lokalbedøvelsen begynder at fortage sig. Pas på, hvilken stilling du holder din arm i, særligt albuen. Behold armen i slyngen hvilende på to puder, når du er vågen og når du sover. Undgå at anbringe din arm i nærheden af eller i berøring med ting, som kan være meget varme eller meget kolde. Du vil have nedsat evne til at føle varme og kulde, indtil virkningen af bedøvelsen fortager sig.

Smertestillende medicin

Den bedøvende virkning af nerveblokaden kan vare fra 10-24 timer. Du får smertestillende medicin inden du kan mærke, at bedøvelsen begynder at fortage sig eller senest om aftenen, inden du går i seng den dag, du er blevet opereret. Derefter skal den smertestillende medicin tages på bestemte tidspunkter i løbet af dagen og aftenen, også selv om du ikke føler nogen smerte. Mens du er indlagt, udleverer plejepersonalet din medicin. Ved udskrivelsen får du udleveret smertestillende medicin til 1 døgn, medicinliste, en vejledning om den anbefalede medicin og evt. en recept. Hvis du har smerter, som ikke lindres af den faste medicin, skal du følge den anvisning, du fik ved udskrivelsen.

Følgende symptomer kan være tegn på infektion

  • Rødme og varme omkring såret
  • Sivende væske fra såret
  • Feber

Hvis du oplever ovenstående tegn, skal du kontakte Ortopædkirurgisk Ambulatorium telefonisk (se kontaktinformationer nederst) i dagtiden. Uden for åbningstiden skal du kontakte akuttelefonen 1813.

Forbinding

Forbindingen kan fjernes efter 24 timer. Herefter er brusebad tilladt, hvis ikke du har fået andet at vide. Almindeligt plaster kan erstatte forbindingen.

Fjernelse af tråde

Trådene fjernes hos egen læge efter 12-14 dage med mindre andet er aftalt med lægen efter operationen.

Godt at vide

Du vil ikke kunne bruge den opererede arm til at klæde dig på, spise og vaske dig. Hvis du udskrives samme dag, som du er blevet opereret, skal der være en voksen hos dig i 1 døgn. Er du opereret i skulderen, vil du muligvis opleve følelsesløshed i den ene side af ansigtet, hæshed, et rødt og slapt øjenlåg i den side, du er opereret. Disse bivirkninger til nerveblokaden forsvinder, efterhånden som bedøvelsen i skulderen fortager sig.

Du kan måske føle lettere ubehag ved vejrtrækning efter operationen og under opvågningen. Dette skyldes bedøvelsen af den nerve, der understøtter vejrtrækningsmusklen i den opererede side. Du vil få det bedre, hvis du hviler og sover med hovedet og overkroppen i en 45 graders vinkel ved hjælp af 2-3 puder eller ved at sidde i en hvilestol. Ubehaget forsvinder efterhånden, som bedøvelsen i skulderen fortager sig. Knust is i en plastikpose med et viskestykke om kan afhjælpe smerter.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden