Når du er blevet behandlet for kræft i tarmen (operation, strålebehandling, kemoterapi), kan du få nogle tarmproblemer. Du kan fx få generende tynde og hyppige afføringer, forstoppelse, luftdannelse og oppustethed.
Kostændringer kan i nogle tilfælde afhjælpe dine tarmproblemer.
Diarré
En ud af ti patienter, der får fjernet højre side af tyktarmen, får kronisk diarré med mange daglige, tynde afføringer. Ofte kan diarré behandles med medicin, og kostændringer kan være gavnlige. Det er vigtigt, at du først er undersøgt og behandlet, der hvor du går til kontrol for at udelukke anden sygdom, inden du ændrer dine kostvaner.
Diarré som følge af nedsat optagelse af galdesyrer
Kronisk diarré kan skyldes nedsat optagelse af galdesyrer i tyndtarmen (galdesyremalabsorption). Man kan binde galden med medicin, så du undgår diarré, men kosten har også betydning. Fed mad forværrer diarréen, da galde hjælper med optagelse af fedt. Det er derfor en god idé at mindske fedtindholdet i kosten fx ved at reducere smør, margarine og olie samt vælge magre produkter (mælke-, pålæg-, ost- og kødprodukter). Det gælder også de sunde fedtstoffer, der findes i fx mandler, avocado og olivenolie.
Tal med en klinisk diætist, inden du ændrer din kost radikalt, så du undgår uhensigtsmæssigt vægttab.
Diarré – uden en kendt årsag
I nogle tilfælde kan vi ikke finde en årsag til din diarré. Du kan spise de fleste fødevarer, og det er ofte mængden, der er afgørende. De gode og normalt gavnlige fibre fx rugbrød, frugt og grøntsager kan i nogle tilfælde give tynde afføringer. Det kan hjælpe at mindske mængden af dem.
Der findes ingen retter eller fødevarer, der kan stoppe diarré, men der findes mange husråd. Det er vigtigt, at du ikke spiser for ensidigt og at du drøfter drastiske kostændringer med en diætist, sygeplejerske eller læge.
Ved diarré uden en kendt årsag, kan du prøve at spise:
- Havregrød
- Kartoffelmos
- Banan
- Erstat rå grøntsager med kogte eller bagte grøntsager
- Erstat rugbrød med knækbrød, kiks, saltstænger og ristet lyst brød
- Saltholdig mad fx chips
- Mange små måltider i løbet af dagen i stedet for 3 store måltider
- Husk at drikke nok væske (1,5 – 2 liter dagligt inklusiv te og kaffe)
Luft og oppustethed
Behandling af kræft i bækkenområdet kan medføre generende luftdannelse og oppustethed. Luft og oppustethed kan skyldes overvækst af bakterier i tyndtarmen og behandles med antibiotika.
Nogle fødevarer kan forværre luftdannelse og oppustethed fx løg, hvidløg, porre, blomkål, champignon, jordskokker, æbler, pærer, rugbrød, tørrede bælgfrugter fx kidney bønner og tørrede sojabønner, sukkerfri slik og tyggegummi med kunstigt sødemiddel fx slik, kager og sodavand.
Ved diarré uden en kendt årsag og oppustethed, kan du prøve at mindske indtaget af (men ikke undlade):
- Brød med mange kerner og fuldkornsprodukter fx rugbrød
- Fed mad, særligt smør, fløde, cremefraiche, olie og mayonnaise
- Visse typer grøntsager og frugt fx løg, hvidløg, æbler og pærer
- Kaffe og alkohol
- Tyggegummi og slik med kunstigt sødemiddel (fx sorbitol)
- Løg, hvidløg, æbler, pærer, blomkål, porrer, ærter, jordskokker og tørrede bælgfrugter.
Forstoppelse
Forstoppelse efter behandling for kræft kan i mange tilfælde behandles med kostændring og/eller medicin. For få kostfibre fra brød, gryn, frugt og grøntsager kan forværre forstoppelse.
Hos Kræftens Bekæmpelse kan du finde inspiration til at spise sundt, hvis du har kræft eller gerne vil forebygge det:
https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/opskrifter/om-sund-mad/