Se på mig - jeg taler til dig!

Information til forældre om pasning af et for tidligt født barn.

Dit for tidligt fødte barn kan se så lille og hjælpeløst ud. Men i virkeligheden kan dit barn allerede fortælle dig mange ting. Ved at lytte til og deltage aktivt i samspillet med dit barn kan du hjælpe og give barnet kærlighed og tryghed.

Formålet med denne pjece er at hjælpe dig med at forstå dit barns adfærd fra fødslen ved at se på hans eller hendes kropssprog og reaktioner.

På denne måde kan du lære dit barn at kende, forstå hans eller hendes behov og støtte barnets vækst og udvikling.

Lige nu har dit barn behov for den specialiserede pleje, neonatallæger og -sygeplejersker er uddan- nede til at varetage. Lægerne og sygeplejerskerne på neonatalafdelingen vil hjælpe dig med at forstå og kommunikere med dit barn. Du vil

dog hurtigt være den person, der forstår dit barn bedst.

Denne pjece forklarer ikke alt om for tidligt fødte børn og besvarer ej heller alle dine spørgsmål.

Men den kan hjælpe dig med at se og forstå dit barns adfærd lige fra starten. Derved bliver du også bedre forberedt på at komme hjem med dit barn.

Tingene omkring mig

Rundt om mig er en masse teknisk udstyr, som du skal vide noget om. Når du kender lidt til det, kan det hjælpe dig til, at du føler dig mere rolig og tryg de første dage, når du er hos mig. Dette udstyr støtter mig, så længe jeg har brug for det.

Jeg kan have brug for lidt hjælp til at trække vejret. Det        kan være ved at få blæst luft gennem små plastic- rør i mine næsebor som hedder nasal CPAP eller Optiflow. Eller jeg kan have behov for et langt tyndt rør (tracheal tube) som går gennem næsen eller munden ned i mit luftrør. Tuben er forbundet med en respirator, som hjælper mig med at trække vejret.

Plastslangen, der går gennem et af mine næsebor, kaldes en sonde. Den går ned i min mave, så man kan give mig mad, medicin og vitaminer igennem den. Sonden er sat fast på mine kinder med tape.

Teknisk udstyr omkring mig

Skopet er forbundet med elektroderne på mit bryst og måleren på min fod eller hånd. Elektroderne på brystet er klistret fast på huden. De falder let af, men det er ingen katastrofe, da de kan klistres på igen, uden det gør ondt på mig. Måleren på min hånd eller fod måler med rødt lys, hvor meget ilt jeg har i blodet. Den er meget følsom for bevægelse, så når der kommer alarmer, er det ikke altid, fordi der er et problem. Nogle gange har jeg en plastikmanchet på armen til at måle mit blodtryk.

I min navle, hånd eller fod kan der sidde et lille plasticrør ind i en blodåre. Gennem den får jeg medicin og væske. Væsken løber ind i blodet fra en droppumpe, som hænger på et stativ ved siden af min kuvøse eller vugge. Hastigheden bliver reguleret af pumpen.

På væggen hænger et skop.  På skærmen kan sygeplejersken aflæse min hjerterytme (puls), min vejrtrækning (respiration) og hvor meget ilt der er i mit blod (saturation).

Jeg er veltilpas

Hvis du ser mig ligge sådan, ved du, at jeg er veltilpas:

  • Jeg holder mine hænder tæt ved mit ansigt eller mund
  • Sommetider sutter jeg endda på en af mine fingre
  • Jeg holder fat i noget med min hånd: Min duftklud, min lille bamse eller ’’sprutte’’, en ledning eller din finger
  • Jeg ligger sammenkrøbet med mine arme og ben trukket tæt ind til min krop
  • Jeg støtter mine fødder mod hinanden
  • Jeg har støtte under mine fødder
  • Jeg har et afslappet udtryk i mit ansigt
  • Jeg kan se dig ind i øjnene, selvom det kun er for et øjeblik.

Jeg er utilpas

Hvis du ser mig ligge sådan, ved du, at jeg er utilpas:

  • Jeg strækker mine arme og ben stift i vejret
  • Jeg bøjer mig bagover
  • Jeg rynker panden eller skuler
  • Jeg spreder mine fingre og tæer
  • Jeg klynker eller græder
  • Jeg gaber eller hikker
  • Hvis jeg kigger væk fra dig, er det fordi jeg er for træt og har fået nok kontakt for nu.

Hvordan kan du hjælpe mig

Jeg er sårbar og ikke helt parat til at leve i dine omgivelser. Jeg bliver hurtigt overvældet, hvis jeg er udsat for mange stimuli samtidigt: støj, lys, stillingsskift og sommetider smertefulde behandlinger eller undersøgelser. Jeg har brug for støtte til at klare alle disse nye oplevelser.

Støj kan genere mig:

  • Døre, som åbner og lukker, specielt lugerne i min kuvøse
  • Lyden af ting der bliver sat oven på min kuvøse
  • Højlydte samtaler
  • Alarmer
  • Lyden af løbende vand fra vandhanen
  • Lyden fra mobil/tablets/TV.

Du kan hjælpe mig ved:

  • At tale med en stille stemme på min stue
  • Nedsætte aktivitetsniveauet omkring min kuvøse/vugge
  • Minimer antallet af mennesker omkring mig.

Disse ting er især vigtige, mens jeg er meget lille og sårbar. Som jeg vokser og modnes, kan jeg klare mere og mere.

Lys kan genere mig:

  • Især, mens jeg er meget lille og sårbar
  • Både dagslys og kunstig belysning
  • Lys fra mobil, tablets/TV.

Du kan hjælpe mig ved:

  • At dæmpe lyset og skabe en hyggelig atmosfære i rummet
  • At dække min kuvøse/vugge med et dækken/sengehimmel når jeg har brug for at være i mørke
  • Spotbelysning fremfor loftlys
  • At skærme mig for direkte lys med dækken på kuvøsen eller sengehimmel på vuggen. Der må gerne bibeholdes en forskel på dag og nat, så jeg kan få en normal døgnrytme
  • At sørge for, at lys og lyd fra mobil/tablets/TV ikke generer mig.

Jeg kan lide at ligge behageligt:

  • Jeg kan lide at ligge i min naturlige sammenkrøbne stilling ligesom, da jeg lå indeni i livmoderen
  • Jeg har altid brug for at være omsluttet af et svøb, dine hænder eller en rede omkring mig, så jeg føler mig tryg og er i balance. Det kan være, når jeg ligger på vægten, kuvøsen/vuggen eller hos dig.

Du kan hjælpe mig ved:

  • I starten kan jeg have brug for at ligge på maven for at styrke min vejrtrækning f.eks. på en sammenrullet stofble eller hos dig og gerne så jeg kan få min hånd op til ansigtet.
  • Så snart det er muligt at lægge mig på siden med min ryg krummet, så jeg let kan få mine hænder op til mit ansigt og mine fødder sammen. Det er godt for min motoriske udvikling at ligge på siden, da jeg lettere kan bevæge mig som jeg gjorde da jeg lå indeni livmoderen.
  • Med tiden når jeg er klar, hjælpe mig med at lære at sove på ryggen, da det er den stilling, jeg skal sove i, når jeg kommer hjem i forhold til forebyggelse af vuggedød.
  • At omslutte mig med en rede lavet af rullede håndklæder eller svøb, som er høj nok til, at jeg kan hvile mine fødder mod den. Reden skal give mig fast støtte, så jeg kan føle en afgrænsning af min krop. Jo større jeg bliver, des mindre vil jeg have brug for reden.
  • At give mig noget at gribe om f.eks. en ’’sprutte’’ eller din finger. Det giver mig en følelse af ro og tryghed.

Jeg har brug for at sove:

  • Søvn er af største vigtighed for mig
  • Perioder med søvn giver mig mulighed for at restituere og komme mig efter stimulation og behandling.

Du kan hjælpe mig ved:

  • Omhyggeligt at respektere min søvn. Vent på, jeg vågner og er klar
  • Når jeg er ved at være træt så bliv hos mig indtil jeg er faldet i søvn. På den måde kan jeg forblive rolig og tryg når vi er fra hinanden.

Jeg kan godt lide din duft:

  • Uanset om det er mors eller fars duft, er din lugt meget beroligende for mig.

Du kan hjælpe mig ved:

  • At lægge en undertrøje, en klud eller et tørklæde med din duft nær mit ansigt, så jeg har en fornemmelse af, at du altid er tæt på mig. Jeg kan enten holde tørklædet i min hånd eller måske være delvist dækket af det
  • Holde mig tæt hud-mod-hud så meget som muligt
  • At skærme mig fra kraftige lugte f.eks. parfume.

Hvordan klarer jeg behandlinger og pleje?

Plejepersonalet vil vise dig, hvordan du kan støtte  mig i forbindelse med behandling og pleje. Med tiden vil du lære selv at tage vare på mig – at vaske mig og skifte min ble.

Jeg kan lide at vide, hvad der sker. Så prøv at give mig tid til at vågne selv, før du laver noget med mig.  Begynd med at lægge dine hænder på min krop og tal sagte til mig. Fortæl mig,

hvad der skal ske og hvem, der skal gøre noget med mig. Følg min rytme – giv mig tid til at hvile, hvis jeg ser ud til at kæmpe. Hold mig forsigtigt i en sammenkrøbet stilling indtil, jeg trækker vejret roligt og er kommet til kræfter igen. Jeg har svært ved for mange stimuli på én gang. Så tænk over at mindske støjen og høje lyde på stuen. Selvom du har brug for at kunne se mig, så tænk på at beskytte mine øjne mod stærkt lys.

Når jeg skal vaskes

Mit første bad er et vigtigt skridt i mit liv. Et bad er en speciel stund, vi deler.

Først kan det godt være lidt voldsomt for mig at komme ned i vandet.

Men jeg føler mig mere sikker, når jeg kan mærke badekarrets side mod mine fødder og har en klud over mig.

Du kan hjælpe mig ved:

Når jeg føler mig mere sikker kan jeg bedre slappe af.

  • At støtte under mine fødder så de ikke pludselig spjætter ud i luften
  • At hjælpe mig med at få mine hænder op til  ansigtet
  • At give mig min sut
  • At lade mig holde i din finger eller andet jeg kan gribe om f.eks. en ’’sprutte’’
  • At støtte mit hoved med dine hænder
  • At sørge for, at min rede omslutter mig.

Hjælp mig med at kommunikere

Uanset hvor gammel jeg er, kan jeg på mange  måder kommunikere med dig og mærke din nærhed. Jeg kan genkende din stemme og det virker beroligende på mig, når du taler stille til mig.

Selvom jeg er meget lille har jeg meget, jeg gerne vil fortælle dig. Men jeg er ikke så stærk endnu til at vise dig det så tydeligt. Derfor er det vigtigt for mig at ligge hud-mod-hud, så du bedre fornemmer, når jeg fortæller dig noget. Hud-mod-hud vil også hjælpe os til at knytte bånd til hinanden. Vær opmærksom på, at mobil/tablets/TV kan tage fokus væk fra mig.

Når jeg skal have taget blodprøver har jeg også brug for din støtte. Det hjælper mig at sidde hud-mod-hud og blive holdt om. Det virker smertelindrende sammen med sukkervand.  

Efterhånden som jeg vokser, vil jeg blive i stand til at se dig bedre, og jeg vil kunne fokusere på dit ansigt. Men det kan være en stor anstrengelse for mig, så tænk på, at jeg nok ikke kan klare flere indtryk, så som meget lys, støj eller tale, samtidig med at jeg kigger på dig. For at hjælpe mig kan du prøve at holde mig i en sammenkrøbet stilling.

Hvis jeg kigger væk fra dig, gaber eller begynder at hikke, er det for at fortælle dig, at det måske er for svært for mig. Så har jeg brug for et hvil, før jeg igen kan magte at have øjenkontakt.

Hvis jeg har søskende, kan de komme og besøge mig, hvis de ikke er syge. Det er godt for mig at lære dem at kende. Besøg vil også hjælpe mine søskende til at forberede sig på, at jeg kommer hjem.

Hjælp mig til at spise

At fordøje min mad er hårdt arbejde for mig.

Til at begynde med får jeg mælk gennem sonden,   der går gennem næsen og ned i maven. Det er  det, som plejepersonalet kalder sondemad.

Mens jeg spiser (får mælk gennem sonden) kan jeg godt lide at have mine hænder nær mit ansigt. Måske sutter jeg på dem, men du kan også  give mig en narresut at sutte på. Ved at sutte på mine hænder eller narresutten, mens der kommer noget i maven, lærer jeg at forbinde det, at sutte, med at få fyldt maven og blive mæt. Du kan hjælpe mig gennem måltidet ved at sidde med mig, da jeg lettere fordøjer min mad hos dig. 

Når jeg er lidt stærkere og er blevet lidt mere moden og klar til det, kan du give mig en lille smule mælk i munden eller på min sut. På denne måde lærer jeg, at når jeg sutter, kommer der noget godt ned i min mave.

Selvom jeg ikke kan die endnu, kan jeg godt lide at ligge ved min mors bryst, mens jeg får sonde- mad. Så kan jeg dufte hendes mælk og efterhån- den som jeg bliver større vil jeg begynde at øve mig på at die af brystet.

Du kan læse mere i Ernæringsbogen.

Baggrund

Vi håber, du oplever, at denne pjece kan hjælpe dig. Du kan læse mere om dit barns signaler i pjecerne ”Forældre, på en lidt anden måde” fra landsforeningen præmatures vilkår og afdelingens pjece ”Fokus på for tidligt fødte børn – ved   udskrivelsen”.

Udarbejdet november 2007 af sygeplejersker Dorthe Mai og Janne Weis fra Neonatalklinikken på     Rigshospitalet i samarbejde med kommunikationsrådgiver Linda Svenstrup Munk.

Pjecen er udarbejdet på baggrund af den engelske pjece ”Look at me – I’m talking to you!” som er udgivet af BLISS – the premature baby charity. ”Look at me – I’m talking to you!” er forfattet

af Dr Nathalie Ratynski, NICU Brest University Hospital, Frankrig, i samarbejde med Francoise Galland, Sylvie Bleuven, Marie-Thérèse Kerjean ,    Odile meaude, Servane David og Corinne Mahe.  Illustrationerne er tegnet af Carl Quist Møller.

Efter tilladelse fra GN er pjecen redigeret af NIDCAP- gruppen: Trine Lies Ibarra-Hansen, Lisbeth Tind Larsen, Lene  Karin Nordentoft, Iben Brandt Hansen, Ane Martine Skotte og Betina Bitten Levin Loos fra Hvidovre Hospitals Neonatalafsnit, februar 2022.

Redaktør