Du skal have skiftet eller flyttet stimulatoren til din Sakral Nerve Modulation.
Operationen foregår i lokalbedøvelse.
Hold pause fra blodfortyndende medicin
Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du holde pause med den op til operationen, som vi har aftalt med dig til forundersøgelsen. Da fiskeolie virker blodfortyndende, skal du også undgå dette i en uge op til operationen. Kontakt os, hvis du har spørgsmål.
Bad
Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på før operationen. Du må ikke bruge creme, deodorant og parfume efter badet, da det øger risikoen for betændelse.
Fjern makeup, neglelak og smykker
Du skal fjerne al makeup og neglelak inden din operationen. Har du kunstige negle, skal du også fjerne dem hjemmefra. Vi har brug for at kunne se din huds og dine negles naturlige farver under operationen. Ur, smykker og piercinger skal du også tage af hjemmefra og lade blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.
Forbered dig på ventetid
Tag gerne en bog, et blad eller anden underholdning med. Så er du forberedt, hvis der er ventetid.
Faste
Du skal ikke faste inden operationen
Afbud
Hvis du vil melde afbud, skal du kontakte os i god tid, så andre kan få glæde af din tid. Du kan ringe til os på telefon 38 62 16 00. Vores telefontid er alle hverdage kl. 8.00 - 15.00.
Medbring mindst muligt
Medbring mindst mulig bagage, da du udskrives samme dag. Du kan medbringe vanlig medicin, evt. toiletsager og løstsiddende tøj.
Du får antibiotika
Inden operationen får du antibiotika for at forebygge infektion.
Ny stimulator
Hvis du har fået indsat en ny stimulator, indstiller fysioterapeuten den og
vejleder dig i brugen af systemets SMART-programmer og kommunikator. Herefter udskriver sygeplejerskerne dig.
Sørg selv for transport
Du skal normalt selv arrangere og betale for din transport til og fra hospitalet. I enkelte tilfælde kan du have ret til at få hjælp til udgifterne eller til kørsel frem og tilbage. Er du i tvivl, kan du kontakte Kørselsservice Syd på telefon 38 69 70 00.
Læs mere om transport på www.regionh.dk/transport
Vær opmærksom på blødning, misfarvning og tegn på betændelse
Du skal kontakte os eller Akuttelefonen 1813 uden for vores åbningstid, hvis:
- du får feber
- der siver blod fra såret
- du oplever øget hævelse eller rødme ved såret
- huden omkring såret ændrer farve
- såret lugter grimt
- såret væsker.
Få fjernet tråde
Du skal have fjernet tråde hos din egen læge 10-12 dage efter operationen.
Du bliver indkaldt til kontrol
Du bliver indkaldt til kontrol hos specialsygeplejerskerne 1 år efter operationen. Herefter kan kontrol foregå pr. telefon eller video konsultation.