Sådan fjerner vi en byld ved kønslæberne

Information om fjernelse af byld ved kønslæberne i Dagkirurgisk Afdeling.

Her kan du læse om fjernelse af en byld ved kønslæberne. Det er et lille indgreb og du kan forvente at komme hjem samme dag.

Sygeplejerske taler med patient.

Hvordan foregår operationen?

Operationen foregår som oftest i fuld bedøvelse. Lægen skærer hul på bylden og fjerner betændelsen. Normalt vil såret efterlades åbent, så det kan hele op fra bunden. I nogle tilfælde vil såret blive syet sammen. Det afhænger af hvilken type byld, det drejer sig om.

Inden din operation

Ur, smykker eller piercinger skal du efterlade derhjemme. Undlad neglelak, creme og makeup på operationsdagen.

Du skal medbringe løstsiddende tøj. Tag gerne læsestof eller andet med til at udfylde ventetiden med. Du må gerne have mobiltelefon med.

Faste

Alle muskler bliver slappe, når du bliver bedøvet. Hvis mavesækken ikke er tom, er der en risiko for, at maveindhold løber op gennem spiserøret og ned i lungerne. Dette kan forårsage alvorlig lungebetændelse. Derfor er det vigtigt, at du overholder fastereglerne.

  • Indtil 6 timer før mødetid må du spise.
  • Derefter må du ikke spise, tygge tyggegummi eller spise pastiller.
  • Du må heller ikke drikke mælk eller juice.
  • Indtil 2 timer før mødetid må du drikke saftevand, vand og kaffe/te UDEN mælk.

Hvis du ikke overholder fastereglerne, vil din operation blive aflyst.

Selve operationen

Selve operationen foregår ambulant, dvs. at du møder ind og går hjem samme dag. Der kan desværre ikke være pårørende hos dig af hensyn til de andre patienter, da du skal opholde dig på vores fælles opvågningsstue.

Henvendelse

Hvis du oplever gener eller har spørgsmål efter operationen, kan du i løbet af de første 72 timer efter udskrivelsen henvende dig til Gynækologisk sengeafsnit, afsnit 414 telefonisk (se kontaktinformationer nederst).

Når der er gået mere end 72 timer efter udskrivelsen, skal du ved behov henvende dig hos egen læge eller ringe til Akuttelefonen 1813.

Redaktør