Sådan fjerner vi en byld ved kønslæberne

Information om fjernelse af byld ved kønslæberne.

Her kan du læse om fjernelse af en byld ved kønslæberne. Det er et lille indgreb og du kan forvente at komme hjem samme dag.

Patient taler med sygeplejerske.

Hvor og hvornår skal jeg møde?

Du skal møde i Gynækologisk Afdeling, afsnit 414, Center 4, 1. sengeetage.
Du møder ________dag d. ________ / ________ kl: _____________

Hvordan foregår operationen?

Operationen foregår som oftest i fuld bedøvelse. Lægen skærer hul på bylden og fjerner betændelsen. Normalt vil såret efterlades åbent, så det kan hele op fra bunden. I nogle tilfælde vil såret blive syet sammen. Det afhænger af hvilken type byld, det drejer sig om.

Inden din operation

Ur, smykker eller piercinger skal du efterlade derhjemme. Undlad neglelak, creme og makeup på operationsdagen. Bruger du høreapparat, tandprotese eller briller må du gerne have dem med.
Du skal medbringe løstsiddende tøj og indendørs sko. Tag gerne læsestof eller andet med til at udfylde ventetiden med. Du må gerne have mobiltelefon med.

Faste

Alle muskler bliver slappe, når du bliver bedøvet. Hvis mavesækken ikke er tom, er der en risiko for, at maveindhold løber op gennem spiserøret og ned i lungerne. Dette kan forårsage alvorlig lungebetændelse. Derfor er det vigtigt, at du overholder fastereglerne.

  • Indtil 6 timer før mødetid må du spise.
  • Derefter må du ikke spise, tygge tyggegummi eller spise pastiller.
  • Du må heller ikke drikke mælk eller juice.
  • Indtil 2 timer før mødetid må du drikke saftevand, vand og kaffe/te UDEN mælk.

Hvis du ikke overholder fastereglerne, vil din operation blive aflyst.

Redaktør