PleurX dræn til patienter med cancer

Information om PleurX dræn til patienter med cancer.

Du skal have lagt et PleurX dræn. Du kan her læse om hvordan drænet bliver anlagt samt hvad du skal være opmærksom på herefter.

Du har en sygdom, som gør at der har samlet sig væske i maven. Det kaldes også ascites. Derfor har du haft brug for at få tømt væsken med et dræn, som er en blød plastikslange, hvor slangen stikkes ind med en nål gennem dit maveskind, så væsken kan løbe ud. Det foregår på hospitalet. Når væsken er tømt, fjernes drænet, men væsken gendannes ofte og der kan være behov for gentagne tømninger.
For at undgå, at du skal stikkes flere gange, kan du få anlagt et PleurX dræn. Drænet er en blød plastikslange, som bliver liggende under huden og gør, at du kan få tømt væsken derhjemme.

Tømningen foregår ved, at hjemmesygeplejersken sætter drænet til en flaske med undertryk, som suger væsken ud af maven. Hvor tit du har brug for tømning, vil afhænge af hvor meget væske du laver. Normalt er det nok, at tømme væske en til tre gange om ugen.

Drænet bliver lagt af læger fra Gastroenheden, Hvidovre Hospital. Anlæggelsen foregår på afdelingen for kikkertundersøgelser (endoskopi). Du får lagt et drop (en blød plastikslange til medicin) i en lille blodåre på hånden. Der anvendes lokalbedøvelse i huden. De fleste ønsker ikke anden smertestillende medicin. Hvis du gerne vil have ekstra smertestillende eller beroligende medicin, kan du få det i dit drop. Du får også medicin i droppet for at forhindre betændelse (antibiotika).

Når din lokalbedøvelse virker, vil lægen føre slangen gennem maveskindet ind til væsken. Lægen bruger ultralyd og et røntgenapparat for at sikre at drænet ligger rigtigt. Når drænet er lagt, bliver du flyttet tilbage til din afdeling eller til Gastroenhedens Daghospital. Dit dræn bliver sat til en pose, så du kan få tømt væsken ud. Bagefter får du en forbinding på, som dækker drænet, og gør at du kan have dit normale tøj på og gå i brusebad. Til at begynde med er drænet syet fast. Efter to til tre uger er din hud vokset fast omkring drænet så det bliver siddende.

Er der en risiko eller ubehag ved at få anlagt et PleurX dræn?

Når du får anlagt et PleurX dræn, skal du have taget blodprøver, have et drop og lagt lokalbedøvelse i huden. Det kan nive og gøre lidt ondt. Du kan også få et blåt mærke, hvor du er blevet stukket.

Når man får lagt et dræn, kan der komme betændelse i den væske du har i maven, og der hvor du er stukket. Derfor får du forebyggende medicin mod betændelse, når drænet bliver lagt. Nogle få oplever smerter i maven de første gange de bliver tømt med PleurX drænet. Det kan forebygges ved at du tager noget smertestillende medicin og ved at sygeplejersken tømmer væsken langsommere. Du kan også få en let sivning af væske omkring drænet indtil det er vokset fast. Derfor er det vigtigt at din forbinding sidder godt fast.

Scan koden med din mobil  og læs mere om afdelingen https://www.hvidovrehospital.dk/
Scan koden med din mobil
og læs mere om afdelingen.
Redaktør