Platfod

Information om platfod

Platfod er en normal tilstand i barnealderen. Hos små børn (0-3 år) er svangen fyldt op med en fedtpude, og alle børn ser derfor platfodede ud.

Hvad er platfod?

I alderen 3-6 år opfylder 45% af børnene kriterierne for platfod, mens det er ca. 15% for børn over 10 år. Årsagen til platfod er ukendt. Der er ofte flere i samme familie med platfod. Platfod giver kun meget sjældent årsag til smerter, dårlig balance eller begrænsninger i hverdagen.

Platfod giver hyppigt grund til bekymring hos forældre og terapeuter, men blød platfod er en fysiologisk (normal) tilstand hos børn, formentlig fordi vævet er blødt og smidigt.

Der findes flere andre sygdomme, hvor platfod indgår. Det kan være kort akillessene, følger efter skader i foden, nervesygdomme (lammelser eller spasticitet) og sammenvoksede fodknogler. Disse tilstande er udelukket ved undersøgelsen af lægen i ambulatoriet.

Diagnose af platfod

Diagnosen platfod stilles ved at se foden bagfra og lade barnet stå på tæer.

Ved platfod knækker hælen udad, og svangbuen er formindsket eller udslettet. I lidt mere udtalte tilfælde kan der bagfra ses udaddrejning af forfod/tæer. Når dit barn står på tæer, drejer hælen indad, og der kommer svangbue. Når foden oprettes på denne måde, er ”konstruktionen” i foden normal, og der er tale om en blød platfod.

Behandling

Platfod mindskes med årene. Hvis børnene er meget platfodede, vil de som regel også i et vist omfang være platfodede som voksne.

Platfod giver ikke skader på knæ, hofter eller ryg.

Platfod kræver derfor ingen egentlig behandling. Vi anbefaler, at dit barn benytter fodtøj af god kvalitet.

Passende fodtøj

En god sko har en stiv/hård hælkappe, der kan holde hælen, så den ikke knækker udad ved belastning. Den forreste del af skoen skal være fleksibel, så gangen afvikles nemt.

Det er vigtigt, at skoen passer til bredden af foden. Når skoen er på samt snøret/lukket, må det ikke være muligt at få en hel hånd ned ved siden af hælen. Snørelukning er at foretrække.

Hvis der benyttes velcrolukning, er den bedste type den, hvor stroppen går igennem et øje. Velcroen skal strammes til som ved snørebånd. Skoene må ikke være ekstremt fodformede, da dette giver instabilitet i foden. Sko behøver ikke være bredere en foden. Der anbefales max et skonummers overstørrelse i voksetillæg. 

Løse støvler og lignende frarådes. Gummistøvler benyttes kun, når det ikke kan undgås. Små børn med bløde fødder kan med fordel benytte sandaler med hælkappe som indesko i vuggestuen/børnehaven.

Hvis fødderne er meget trætte, kan indlæg benyttes. Indlæg er ikke en del af standardbehandlingen og ændrer ikke forløbet for en platfod. Indlæg indkøbes som sko for egen regning.

Redaktør