Patellofemoralt syndrom henviser til smerter i leddet mellem knæskallen og lårbenet. Knæskallen bevæges normalt langs en rille i lårbenet og styres af muskelbugene fra den store knæstrækker (Quadriceps). Den store quadriceps lårmuskel består af 4 mindre muskler og samspillet mellem disse har stor betydning for knæskallens bevægelse langs rillen i lårbenet. En ubalance i de kræfter som bevæger knæskallen kan gøre at knæskallen ikke bevæges som den skal hvilket kan være med til at give smerter i knæet.
Forekomst
Forreste knæsmerter er en relativ hyppig tilstand hos børn i vækst. Ses ofte hos unge kvinder men kan forekomme i alle aldre og hos begge køn.
Smerterne kan variere i intensitet og vare op til måneder.
Tilstanden er ikke farlig og kan opstå på grund af overbelastning, men andre disponerende faktorer, såsom ændret stilling i fødder og akser på underekstremiteterne, kan ligge til grund for sygdommen.
Der kan forekomme en fornemmelse af aflåsning og knæsvigt, samt en svækkelse af lårbens musklen grundet manglende aktivitet.
Symptomer
Smerterne er lokaliseret omkring og under knæskallen og kan forekomme på begge knæ. Smerterne karakteriseres ved at være tilstede ved belastning og specielt ved trappegang, nedad bakker eller efter længerevarende siddende stilling med flekteret knæ (hug). Disse smerter bliver ofte lidt mindre ved moderat aktivitet. Smerterne er ofte kommet langsomt over tid. Smerterne starter oftest ensidigt men ikke sjældent er begge knæ med smerter.
Behandling
Behandlingen består primært i knæøvelser. Knæøvelserne styrker den store knæstrækker på en sådan måde at knæskallens bevægelse i rillen på lårbenet forbedres. Øvelserne har oftest først effekt efter 2-3 måneder. Du kan evt. få en henvisning til fysioterapeut ved egen læge, hvis der ønskes vejledning.
Det er vigtigt at vide at tilstanden kan vare længe, og at man må regulere aktiviteten afhængig af smerterne. Det kan være nødvendigt at holde en mindre pause fra aktiviteter, men vi anbefaler generelt at barnet holder sig aktivt. Aktivitet forværrer ikke tilstanden og forlænger ikke perioden med smerter. Tilstanden er ikke kronisk og vil forsvinde med tiden.
Hvad kan jeg selv gøre?
Det er vigtigt at undgå de situationer, der forårsager smerterne i knæene (belastning på bøjede knæ).