Du skal have foretaget en kapselkameraundersøgelse. Vi har vurderet, at du forinden skal undersøges med en testkapsel for at sikre, at det rigtige kapselkamera kan passere din mavetarmkanal.
Mødested
Gult center 3, Ambulatorieetagen, afsnit 331 – Reception
Formålet med undersøgelsen
Patency-kapslen er en fordøjelig og selvopløselig kapsel, der hjælper os til at vurdere, om der er fri passage i mavetarmkanalen.
Kapslen måler 11x26 mm.
Patency-kapslen indeholder en markering, der kan registreres ved brug af røntgen. Hvis denne markering ikke kan registreres dagen efter ved røntgenundersøgelsen, er Patency-kapslen passeret og udskilt med afføringen, hvilket er et tegn på, at der er passage for kapselkameraet.
Forberedelse til undersøgelsen
Du må ikke være forstoppet op til undersøgelsen. Kontakt os, hvis det er tilfældet snarest muligt, så vi kan få lagt en plan for afhjælpning af dette inden undersøgelsen.
Hvis du kan være gravid, skal du kontakte os, så vi kan tilpasse det til din behandlingsplan.
Hvordan foregår undersøgelsen
Du møder ind i ambulatoriet og indtager Patency-kapslen med et glas vand.
Du må spise og drikke som vanligt.
Dagen efter møder du igen i ambulatoriet kl. 14 og bliver undersøgt med et røntgenbillede.
Ubehag eller bivirkninger ved undersøgelsen
I de fleste tilfælde opløses kapslen efter 30-100 timer i mavetarmkanalen, og du vil ikke opleve ubehag ved undersøgelsen. Men opstår der anderledes smerter end vanligt, såsom kvalme eller opkastning under undersøgelsen, skal du kontakte os.
I dagtiden mellem kl. 08-15 kontaktes Endoskopiafsnittet 331E på telefon
38 62 20 55.
Efter kl. 15 kontaktes vagthavende læge på telefon 38 62 38 62 eller
38 62 51 23.