Overrivning af akillessenen - behandlingsforløb

Ved overrivning af akillessenen er behandlingen enten operation eller ikke-operativ behandling.

Billedet viser en patient med krykker og walkerstøvle

Akillessenen er legemets største og kraftigste sene. Den forbinder lægmuskulaturen med hælbenet. Med alderen bliver akillessenen stivere, og blodforsyningen forringes, så der er øget risiko for overrivning af senen.

Akillessenen er svagest 3-6 cm. over hælbenet, og derfor er det som regel i det område, at senen rives over. Overrivningen sker ofte under sportsudøvelse med kraftige afsæt og pludselige retningsskift som f.eks. badminton, fodbold og håndbold. Man mærker typisk et kraftigt smæld i læggen, hvorefter man ikke er i stand til at gå normalt eller stå på tæer.

Behandling

Der findes to måder at behandle en overrevet akillessene. Enten med operation eller ikke-operativ behandling. Der findes fordele og ulemper ved begge behandlinger, og man kan endnu ikke sige, hvilken behandling der er den bedste.

Behandlingsforløb

Akutmodtagelsen

I Akutmodtagelsen får du en gipsskinne på underbenet, så dit fodled holdes strakt. Du får udleveret 2 stokke, da du ikke må støtte på benet. Du bliver derefter henvist til Ortopædkirurgisk Ambulatorium, som behandler dig i det videre forløb.

Vi anbefaler, at du melder skaden til dit forsikringsselskab. Vi beregner dit forløb fra den dag, hvor behandlingen startes.

Ikke-operativ behandling

Ikke-operativ behandling er vores standard behandling. Du får anlagt en ny gips, der giver mere støtte, som du skal have på i 3 uger. Du må ikke støtte på benet i de tre uger.

Operation

Hvis du skal opereres, foregår det i Dagkirurgisk Afdeling, og du udskrives samme dag. I forbindelse med operationen får du lagt en ny gips på underbenet, og du må ikke støtte på benet de næste 3 uger.

Genoptræning

3 uger efter behandlingsstart (både operativ og ikke-operativ behandling)

Du møder i Ortopædkirurgisk Ambulatorium, hvor du får skiftet gipsen ud med en walkerstøvle. Hvis du er opereret, får du samtidig fjernet sting.

Herefter møder du i Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling, hvor fysioterapeuten fortæller, hvordan walkerstøvlen skal bruges.

Planen med walkerstøvlen de kommende 6 uger er (fjern den nederste kile hver gang):

  • Uge 4 og 5: 3 kiler og delvis støtte.
  • Uge 6 og 7: 2 kiler og delvis støtte.
  • Uge 8 og 9: 1 kile og fuld støtte.

Ved delvis støtte må du forsigtigt sætte foden ned, når du står og går (maks 10-15 kg). Brug stokkene hele tiden, når du går, så du aflaster med armene. Ved fuld støtte må du støtte så meget, du kan, men kun til smertegrænsen. Du skal bruge stokkene, hvis det gør ondt, når du går.

Efter anvisning fra fysioterapeuten må du tage walkerstøvlen af og bevæge anklen (til smertegrænsen og undgå at bøje mere end 90 grader i ankelledet). Det er meget vigtigt at du ikke støtter på foden uden støvlen!

Du må tage walkerstøvlen af for at gå i bad, hvis du kan undgå at støtte på foden (siddende på en skammel). Kan du ikke undgå at støtte på foden, skal du beholde støvlen på og tag en pose omkring.

Ellers skal walkerstøvlen beholdes på, også om natten.

9 uger efter behandlingsstart

Du møder i Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling. Mededbring sko, også til dit skadede ben, og begge dine stokke, da du får fjernet walkerstøvlen. Vi anbefaler også, at du køber en støttestrømpe for at mindske hævelsen.

Fysioterapeuten fortæller dig om det videre forløb og genoptræningen. De første fire uger skal du udføre øvelser fra træningspjecen, som du får udleveret og gennemgået. Herefter kan du få en genoptræningsplan i din kommune.

Vi anbefaler, at du den første tid bruger walkerstøvlen i situationer, hvor senen risikerer at komme på stræk, eksempelvis hvis du går på ujævnt underlag.

Risikoen for at senen springer igen er størst i den første måned, efter du kommer ud af støvlen. Derfor er det vigtigt, at du træner og undgår alle pludselige, kraftige belastninger af senen.

6 måneder efter behandlingsstart – opfølgende vurdering

Du møder i Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling til undersøgelse og test af din sene.

Forventninger til genoptræningsforløb

Du kan gradvist genoptage aktiviteter, men det er vigtigt at du lytter til din krop. Du kan forvente gener i form af ømhed og hævelse omkring senen op til 6-12 måneder efter skaden.

Hvad må jeg?

Gang: Det er vigtigt, at du går så normalt som muligt. Fysioterapeuten instruerer dig at have fokus på at sætte hælen i først og dernæst rulle over foden.

Du kan langsomt begynde at gå ture, når du har fået walkerstøvlen af. Vi anbefaler, at du går med begge stokke, indtil du kan gå uden at halte.

Det er en god ide at benytte sko med god støtte. Vi anbefaler, at du bruger sko med cirka 1 cm hælindlæg fx løbesko, både inde og ude, de første 2 måneder efter du får taget walkeren af.

Løb: Hvornår du kan genoptage løb vurderes individuelt. Dog må løb tidligst genoptages fra uge 16.

Cykling: Du kan cykle på kondicykel, når du har fået walkerstøvlen af. Indtil uge 16 er det dog vigtigt, at du cykler med hæl/mellemfod på pedalen, så senen ikke overbelastes. Udendørs cykling må du tidligst begynde på efter cirka 13 uger.

Svømning: Svømning kan begyndes 11 uger efter, at skaden er sket.

Kontaktsport: Der går 6-9 måneder, før du kan genoptage kontaktsport og andre former for hård idræt; fodbold, håndbold, brydning mm. Præcis hvornår, vil afhænge af dit aktivitetsniveau og eventuelle smerter i senen. Tilbagevenden til kamp frarådes før der er gået 12 måneder.

Bilkørsel: Har du skadet venstre ben, kan du tidligst køre bil igen i uge 11. Har du skadet højre kan du tidligst køre igen efter uge 13.

Redaktør