Spørg, hvis du er i tvivl
Fødder er forskellige fra person til person, og derfor giver vi individuel behandling og vejledning til den enkelte patient. Informationerne i denne pjece vil derfor ikke fuldstændig give dig svar på, hvad der skal ske i dit tilfælde. Du må endelig spørge, hvis der er noget, du er i tvivl om.
Hvorfor får man skæv storetå med knyst?
Årsagen til en skæv storetå med knyst er som regel, at man går med for smalle sko. Det kan også være en arvelig tilstand, og ofte er det en kombination af de to forhold.
Hvordan behandles skæv storetå med knyst?
En skæv storetå - også kaldet hallux valgus - kan i mange tilfælde behandles uden operation, og der er kun grund til behandling, hvis der er smerter. Har man kun få gener, bør man vente med operation og i stedet forsøge med fodformede sko.
Operationen
Mellemfodsknoglen skæres over ved storetåen, så man kan rette knoglen op. Derefter låses knoglen fast med en skrue (Chevron osteotomi). I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at skære knoglen over højere oppe (Proximal osteotomi) eller at gøre leddet stift mellem storetåens mellemfodsknogle og kilebenet (Lapidus-procedure). Desuden er det ofte nødvendigt at foretage opretning på selve storetåen (Akin) eller andre supplerende indgreb. Operationen varer omkring 45 minutter.
Forventninger til operationens resultat
Omkring 85 % af patienterne giver udtryk for, at de har opnået et resultat, der lever op til deres forventning. De øvrige 15 % oplever, at der fortsat er smerter, eller at fejlstillingen kommer tilbage, selv om operationen gik godt. Du skal være opmærksom på, at operation ikke altid giver det resultat, man kunne ønske. Nogle patienter oplever, at de stadig har smerter, og i nogle tilfælde vender fejlstillingen af fødderne tilbage. De fleste oplever, at der er hævelse og en vis ømhed i op til 6 måneder efter operationen, så først efter den tid kan du vurdere resultatet af operationen.
Hos ca. 30 % bliver det nødvendigt at fjerne det indsatte metal i foden ved en ny operation, typisk efter 6-12 måneder. På det tidspunkt er knoglerne vokset sammen, så det har ingen konsekvenser for resultatet af operationen.
Før operationen
Inden operationen kommer du til undersøgelse hos en speciallæge. Du får taget røntgenbilleder, og på basis af billederne vælger lægen den operationsteknik, der er bedst egnet i dit tilfælde. Bagefter forklarer lægen, hvad der skal ske, og hvad du kan forvente af operationen.
Bedøvelse
Inden operationen taler du med en narkoselæge om den type bedøvelse, der vil blive brugt. Du får samtidig udleveret en folder om bedøvelse.
Hvad skal du selv gøre inden operationen?
Du skal vaske dine fødder grundigt med sæbevand og undlade at smøre dem ind i creme, når du møder op til operation. Neglelak skal være fjernet. Vær opmærksom på, at hvis du har sår eller rifter på foden, skal du kontakte os, for det kan betyde, at operationen må udsættes.
På operationsdagen
Du møder til operation ved at henvende dig ved skranken i Dagkirurgisk Afdeling 141 i Center E i ambulatorieetagen. Det er vigtigt, at du kommer fastende. Du har hos narkoselægen fået udleveret en folder om bedøvelse, hvor du kan læse, hvordan du faster. Hvis du ikke faster, må vi aflyse operationen.
Efter operationen
Når operationen er afsluttet, bliver du kørt hen på opvågningsstuen. Efter operationen vil man som regel være uden smerter i adskillige timer på grund af bedøvelsen, men man får supplerende smertebehandling, når der er brug for det. Derefter bliver du kørt til sengeafdelingen, hvis der er planlagt indlæggelse. Du får information om, hvordan operationen er gået enten inden udskrivelsen eller ved den første kontrol i ambulatoriet.
Udskrivelse
Som regel udskrives man på operationsdagen. Hvis du kan udskrives samme dag, skal en anden hente dig, og der skal være en voksen hos dig til næste dag, fordi du har været bedøvet. Som oftest skal du selv arrangere din hjemtransport, men i visse tilfælde kan du være berettiget til dette.
Kom godt hjem
Efter operationen vil du blive informeret om eventuelle særlige forholdsregler, og du vil få at vide, hvornår du skal møde til kontrol i ambulatoriet, eller hvornår du skal gå til din læge. Da vi udfører mange forskellige operationer, vil du få medgivet en skriftlig beskrivelse af netop din operation og den efterfølgende plan.
Bandage på foden
Du får lagt en stor forfodsforbinding og får en hælsko, eventuelt en walker-bandage (benyttes typisk efter Lapidus-proceduren). Du får besked om, hvornår du må støtte på foden. Det afhænger af, hvilken måde du er opereret på, og hvilken bandage du får lagt. Forbindingen skal sidde urørt, indtil du kommer til første besøg i ambulatoriet efter 12-23 dage. Her tager vi røntgenbilleder for at kontrollere resultatet af operationen. Trådene fjernes og bandagen lægges om.
Man kan typisk begynde at gå med en flad, bred sandal eller sko efter 4 uger. Du skal selv have skoen med i ambulatoriet. I andre tilfælde kan hælskoen eller walker-bandagen først undværes efter 6 uger. Det afhænger af, hvordan du er opereret. Hvis du skal til yderligere kontrol i ambulatoriet, aftales tidspunktet.
Efter 5-6 uger er det som regel i orden at støtte normalt på forfoden. Man skal dog fortsat have forfodsbandage, der holder storetåen i den ønskede position i mindst 2 måneder.
Efter du er opereret, er det nødvendigt at gå med fodformede sko.
Ved gennemsivning af forbindingen
Oplever du gennemsivning af blod eller pus, skal du kontakte Ortopædkirurgisk Ambulatorium på telefon 24 94 12 66 alle hverdage mellem kl. 8.00-15.00. Efter kl 15.00 skal du ringe til akuttelefonen i Region Hovedstaden på telefon 1813. I de fleste tilfælde er gennemsivningen så harmløs, at du kan vente, indtil du kan kontakte os i ambulatoriet.
Medicin mod smerter
Plejepersonalet taler med dig om din smertebehandling. Det er som regel nødvendigt med smertestillende medicin i 10-14 dage, hvor du tager Panodil 2 tabletter op til 4 gange dagligt. Har du brug for anden smertestillende medicin, får du recept på medicinen udleveret inden udskrivelsen.
Du kan forebygge hævelse
Holder du foden højt de første dage efter operationen, kan du modvirke, at foden hæver endnu mere. Det hjælper også på den dunkende smerte efter operationen. Det er gavnligt at hæve fodenden i sengen, når du skal ligge ned. Man kan forebygge hævelse og udvikling af en eventuel blodprop ved at vippe i ankelleddet og på den måde lave venepumpeøvelser – hvis bandagen tillader det. Ellers kan man skiftevis spænde og afspænde lægmusklen.
Bad
Bandagen må ikke blive våd, så du skal have en plastikpose om forbindingen, når du bader.
Genoptræning
De færreste har brug for genoptræning, hvor man bliver vejledt af en fysioterapeut. For de fleste er det nok at træne ved at gå.
Hvornår må jeg gå på arbejde igen?
Du kan forvente, at du har brug for 10-12 dages sygemelding, afhængigt af hvilken slags arbejde du har. Har du arbejde, hvor du går meget (fx håndværker, sygeplejerske) må du indstille dig på 6 ugers sygemelding eller mere afhængigt af, hvordan du er opereret.
Bilkørsel
Det er ikke forsvarligt at køre bil, så længe man ikke kan have en almindelig sko på.
Er du i tvivl om noget?
Hvis der opstår andre problemer, eller har du spørgsmål til behandlingen, kan du kontakte ambulatoriet på telefon 38 62 22 44 alle hverdage mellem kl. 8.00-15.00.
Komplikationer efter operationen
Få procent får en sårinfektion, som behandles med antibiotika. I sjældne tilfælde kan infektionen sprede sig til led eller knogle. Det kan medføre en ny operation.
Få procent får problemer med dårlig eller manglende heling af hud eller knogle. Hvis huden eller knoglen ikke heler, som den skal, kan det medføre en ny operation.
Man kan komme til at beskadige nervegrene under operationen. Det vil medføre nedsat eller manglende følesans svarende til det område, nerven forsyner.
Få procent udvikler en blodprop i venerne i det opererede ben. Det giver hævelse af benet og eventuelt let feber og smerte. Afhængigt af, hvor blodproppen sidder, behandler vi med blodfortyndende medicin.
Har du risiko for særlige komplikationer?
Nogle sygdomme og medicinske behandlinger giver en øget risiko for komplikationer. Det drejer sig for eksempel om sukkersyge, leddegigt, alkoholisme og knogleskørhed, og derfor er det vigtigt, at du gør os opmærksom på, om du fejler noget og tager medicin. Du har fået tilsendt et spørgeskema, hvor vi blandt andet spørger om det.
Det bør du undgå
Undgå rygning
Rygning øger risikoen for komplikationer. Vi opfordrer på det kraftigste til, at du IKKE ryger.
Undgå gigtmedicin
Vi anbefaler, at man undgår gigtmedicin (NSAID-præparater) efter operationen, fordi præparaterne hæmmer helingen af knoglerne.
Det er vigtigt, at leddegigt patienter, der får biologisk behandling (Humira, Embrel og lignende), ophører med behandlingen i forbindelse med operationen. Ellers kan der opstå alvorlige infektioner. Du skal aftale det nærmere med din gigtlæge.
Vær opmærksom på rifter og sår
Du bedes kontakte os, hvis du op til operationen har rifter eller sår på huden på anklen eller på foden, for det kan betyde, at vi må udsætte operationen.
Afbud
Er du forhindret i at møde til operationen på det aftalte tidspunkt, bedes du hurtigst muligt meddele os det. Det gør du telefonisk (se kontaktinformation nederst). Eller på mail: hvh-ortopaedkirurgi-afbud@regionh.dk.
Udebliver du fra operationen uden afbud, betyder det, at vi ikke kan nå at indkalde en anden til operation.