Operation for skæv storetå

Information om tiden efter operation for skæv storetå.

Operationens forløb

Mellemfodsknoglen skæres over ved storetåen, så man kan rette knoglen op. Derefter låses knoglen fast med en skrue. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at skære knoglen over højere oppe eller gøre leddet stift mellem storetåens mellemfodsknogle og kilebenet. Desuden er det ofte nødvendigt at foretage opretning på selve storetåen eller andre supplerende indgreb. I den udleverede operationsbeskrivelse kan du se, hvilken type operation du har fået foretaget. Operationen varer ca. 45 minutter.

Komplikationer få dage efter operationen

  • Få procent får sårinfektion, der behandles med antibiotika.
  • Få procent udvikler en blodprop i venerne i det opererede ben. Det giver hævelse af benet og evt. let feber og smerter. Afhængtig af hvor blodproppen sidder, behandler vi med blodfortyndende medicin.

Undgå infektion

  • Forbindingen må ikke blive våd, så der skal sættes en plastikpose om forbindingen under bad.
  • Ved kraftig gennemsivning skal forbindingen skiftes i ambulatoriet.
  • Undgå rygning, da det øger risikoen for komplikationer.

Smerter og hævelse efter operationen

Foden holdes højt de første dage efter operationen, det modvirker at foden hæver og hjælper på den dunkende smerte. Det er gavnligt at hæve fodenden i sengen, når du ligger ned.

De tabletter, du har hentet på apoteket, er i de fleste tilfælde tilstrækkelige til at behandle smerterne efter operationen. Det er vigtigt, at du indtager den smertestillende medicin i de første 3 - 5 dage efter operationen, så forløbet kan blive med færrest mulige gener. Selvfølgelig skal du ophøre med medicinen, hvis der ikke er smerter.
Hvis der er kvalme, kan der gives medicin herfor.

Efter operationen

  • Der skal være en voksen person hos dig den første nat.
  • Bandagen skal sidde urørt til første besøg i ambulatoriet. Her fjernes trådene, og der anlægges ny bandage.
  • Du vil få tilsendt en ambulant tid til Ortopædkirurgisk Ambulatorium via e-boks.
  • Se operationsbeskrivelse, hvor lang tid i alt du skal anvende bandage, og hvor meget du må støtte på det opererede ben.
  • Der er ikke behov for genoptræning, for de fleste er det træning nok at gå.
  • Du kan forvente, at du har brug for 10 - 12 dages sygemelding, afhængig af hvilken type arbejde du har. Hvis du går meget, må du indstille dig på 6 ugers sygemelding eller mere.
  • Det er ikke forsvarligt at køre bil, så længe der anvendes bandage.

Hvornår skal jeg tage min medicin?

Du har aftalt med opvågningssygeplejersken, at du skal tage smertestillende medicin første gang:

Kl._______________________________________________________________________________

Vi anbefaler, at du herefter tager den receptudleverede medicin og evt. udleverede medicin på følgende faste tider:

Tablet Ibuprofen (f.eks. Ipren) à 400 mg 1 tablet, tages:
Kl. 08.00    Kl. 16.00    Kl. 22.00

Tablet paracetamol (f.eks. Pamol) à 500 mg 2 tabletter, tages:
Kl. 08.00    Kl. 12.00    Kl. 16.00    Kl. 22.00

Tablet Morfin à 10 mg ½-1 tablet, tages:
Ved behov (max. 4 tabletter pr. døgn)

Andet:________________________________________________________________________

Hvem er min kontaktsygeplejerske?

_________________________________________________________________________________

Yderligere bemærkninger:

__________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Hvad gør jeg, hvis jeg får det dårligt?

Du bør søge lægehjælp, hvis:

  • Du bliver utilpas.
  • Du får feber på mere end 38 grader.
  • Du får tiltagende smerter i fod eller læg.
  • Du oplever, at bandagen sidder for stramt.
  • Der er kraftig gennemsvivning af forbindingen.

Kontakt Ved problemer inden for det første døgn, kan du kontakte:

  • I dagtiden fra kl. 08:00 - 15:00 Dagkirurgisk Afdeling på telefon 3862 1041.
  • Efter kl 15:00 det første døgn skal du kontakte 1813.

Ved problemer opstået efter første døgn kontaktes:

  •  I dagtiden fra kl. 08:00 - 15:00 Ortopædkirurgisk Ambulatorium på telefon 3862 2244.
  • Efter kl 15:00 skal du kontakte 1813 eller egen praktiserende læge.
Redaktør