Du har fået foretaget en pilonidalcyste-operation. Her kan du læse mere om operationen, og hvad du skal være særlig opmærksom på i tiden efter.
Hvordan foregik operationen?
Ved operationen lægges der et snit og det syge væv (cystevæv) fjernes. Hudlapperne tilpasses, og der lægges evt. et bændel som dræn. Dette knyttes over huden. Såret lukkes med selvopløselig tråd.
Kan der opstå gener/komplikationer?
Det sker, at såret springer op eller ikke vil hele i efterforløbet. Er det tilfældet, anbefaler vi, at du hurtigst muligt kontakter sårambulatoriet.
Hvordan undgår jeg infektion?
Forebyg infektion ved at undgå karbad, svømmehal og havbad de første 14 dage efter operationen, eller indtil såret er lægt.
Hvad gør jeg med forbindingen og tråde?
- Hvis der er dræn, kan du selv fjerne det dagen efter operationen som aftalt eller forklaret
- Forbindingen fjernes dagen efter operationen, og du må tage brusebad
- Trådene er selvopløselige og forsvinder af sig selv
- Hvis der er efterladt åbent sår, aftales tid til sårtilsyn i sårambulatoriet.
Smerter efter operationen?
De tabletter, du har hentet på apoteket, er i de fleste tilfælde tilstrækkelige til at behandle smerterne efter operationen.
Det er vigtigt, at du indtager den smertestillende medicin i den første uges tid efter operationen, så forløbet kan blive med færrest mulige gener. Selvfølgelig kan du ophøre med medicinen, hvis du ikke har smerter.
Efter operationen
- Der skal være en voksen person hos dig den første nat
- Det første døgn må du ikke køre bil
- Umiddelbart efter operationen må du drikke og spise normal kost. Ved forstoppelse anbefales HUSK og rigeligt væske
- Du får antibiotika (ciprofloxacin og metronidazol) som tabletter i 5 dage og metronidazolcreme til at smøre på efter ca. en uge
- Arbejdet kan genoptages, når smerterne tillader det, ofte indenfor 1 til 2 uger
- Operationen bliver ofte fulgt op af et forløb i sårambulatoriet.
Fysisk aktivitet
For ikke at belaste eller strække i såret, anbefaler vi, at du i 2-3 uger efter operationen undgår:
- at sidde på hug/gå i squat
- at cykle eller ride hest
- at dyrke hård fysisk træning
- at sidde på en måde, der trykker eller strækker i såret
- at sidde for længe ad gangen (som udgangspunkt max 20 minutter ad gangen)
Vi anbefaler, at du tager den receptudleverede medicin og evt. udleverede medicin på følgende faste tider:
Tablet ibuprofen (f.eks. Ipren) á 400 mg 1 tablet, tages: Kl. 08.00 Kl. 15.00 Kl. 22.00 Tablet paracetamol (f.eks. Pamol) á 500 mg 2 tabletter, tages: Kl. 08.00 Kl. 12.00 Kl. 16.00 Kl. 22.00 Eventuelt tablet Morfin á 10 mg 1 tablet, tages: Ved behov (max. 3 gange i døgnet) |
Hvornår skal jeg tage min medicin?
Du har aftalt med opvågningssygeplejersken, at du skal tage smertestillende medicin første gang:
Kl._________________________________________________________________________
Yderligere bemærkninger:
__________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________
Hvad gør jeg, hvis jeg får det dårligt?
Du bør søge lægehjælp, hvis:
- Du bliver utilpashed
- Du får feber på mere end 38 grader
- Du får tiltagende smerter
- Du får kraftig blødning.
Inden for det første døgn kan du kontakte:
Dagkirurgisk Afdeling på telefon 3862 1041 (hverdage mellem kl. 08:00 - 15:00)
I dagene efter kan du kontakte:
Gastroenheden Ambulatorium på telefon 3862 2237 (hverdage mellem kl. 08:00 - 15:00)
Herefter og uden for åbningstid kan du kontakte 1813 eller egen læge.