Operation for galdesten under indlæggelse

Information om operation for galdesten under indlæggelse.

Behandling af galdeblæresten, der har medført symptomer er oftest operation med fjernelse af galdeblæren med sten.

Sygdommen

Kan man undvære galdeblæren ? – Hvad bruges den til?

Galden dannes i leveren og bruges til fordøjelse af maden – især fedtstofferne. Galden løber fra leveren igennem galdegangen til tolvfingertarmen, hvor den kan virke på maden. Galdeblæren sidder på leverens underside og er med en lille udførselsgang forbundet til galdegangen (se tegning). Galdeblæren fungerer som et slags depot, hvor galden kan opbevares til der rigtig er brug for den – f.eks. i forbindelse med et fedt måltid. Lidt efter man har spist, trækker galdeblæren sig sammen og tømmer derved galde ud i galdegangen og ned i tolvfingertarmen, hvor den skal bruges. Efter fjernelse af galdeblæren løber galden blot direkte fra leveren gennem galdegangen. Fordøjelsesfunktionen vil normalt ikke blive påvirket. Ved et meget fedtrigt måltid kan der dog eventuelt komme løs afføring.

Hvad er galdesten – og hvorfor får man det?

Galdesten opstår i galdeblæren når galdens indhold af kolesterol, kalk og galdefarvestoffer kommer ”ud af balance”. Så udfældes disse stoffer som sten. Stenene kan være af meget forskellige udseende og størrelse fra få millimeter (kaldet grus) op til sten på flere cm. Man kender ikke årsagen til, at nogle mennesker danner galdesten. Der er ofte en vis ophobning af sygdommen indenfor familien, men man har endnu ikke påvist en klar arvelig faktor. Stenene dannes stort set altid i selve galdeblæren. Det er grunden til, at man ved operationen fjerner galdeblæren og ikke bare stenene. Man undgår således, at der igen danner sig nye sten. Kun i meget sjældne tilfælde kan der senere opstå sten i selve galdegangen.

Hvad kan der ske når man har galdesten?

Galdestensanfald

Sten i galdeblæren kan medføre voldsomme smerter under højre ribbenskant eventuelt med udstråling af smerterne til ryggen – det man kalder galdestensanfald. Samtidig er der ofte kvalme og opkastninger. Anfaldet kan vare fra 15-30 minutter til 3-4 timer.

Galdeblærebetændelse

Galdesten kan give komplikationer i form af galdeblærebetændelse. Det viser sig ved at smerterne ikke går væk, og man får feber. Hvis dette sker skal man indlægges til nærmere undersøgelse og eventuelt fremskyndet operation.

Sten i galdegangen

Sten fra galdeblæren kan passere gennem den lille udførselsgang og ned i galdegangen. Her kan de stoppe for passagen af galde. Så får man gulsot og kan risikere at få galdegangsbetændelse med høj feber. Dette skal behandles under indlæggelse med fjernelse af stenene fra galdegangen samt evt. medicin mod betændelsen. Sten i galdegangen kan fjernes ved hjælp af en bøjelig ”kikkert” (gastroskop), der via munden føres ned i mavesækken og ud i tolvfingertarmen. Hernede udmunder galdegangen og stenene kan via ”kikkerten” hentes ud fra galdegangen. Undersøgelsen hedder ERCP. Hvis det skulle blive nødvendigt med en sådan undersøgelse vil du få yderligere information.

Bugspytkirtelbetændelse

Da bugspytkirtlens udførselsgang sidder tæt ved galdegangen kan der i nogle tilfælde udvikles bugspytkirtelbetændelse (pancreatitis), når en sten passerer gennem galdegangen. Dette medfører vedvarende smerter midt i den øverste del af maven, og skal behandles under indlæggelse. Før operation for sten i galdeblæren skal man sikre sig, at der ikke også er sten i galdegangen. Dette gøres ved hjælp af sygehistorien, blodprøver og ultralydsskanning. Hvis der er mistanke om sten i galdegangen, vil du få særlig information om hvilke undersøgelser, der så skal foretages.

Operationen

Før operationen

Før operationen er det vigtigt, at du har læst denne information, og at du har fået svar på de yderligere spørgsmål du måtte have. Du må derfor endelig spørge læge eller sygeplejerske. Spørgsmål om bedøvelsen vil du få lejlighed til at stille til anæstesilægen ved en samtale forud for operationen.
Før operationen er det nødvendigt, at vi opnår din accept til, at der bliver givet blodtransfusion under operationen, hvis dette skulle være påkrævet. Det skal understreges, at det kun meget sjældent er nødvendigt. Afdelingen er en universitetsafdeling, hvor der foregår mange videnskabelige undersøgelser, bl.a. af hvordan man gør hele operationsforløbet så godt som muligt for patienten. Det er derfor muligt, at du vil blive spurgt, om du vil deltage i en sådan undersøgelse. Det er naturligvis helt frivilligt, og du vil få uddybende information om den eventuelle undersøgelse.

Forberedelser til operationen

Operationen foregår under indlæggelse med mulighed for overnatning til dagen efter operationen på et sengeafsnit. Du vil ofte skulle møde til en præoperativ samtale i afs. 325 nogle dage/uger inden operationen. Her vil du blive lyttet på hjerte og lunger samt få opdateret din medicinliste. Endvidere skal du tale med en anæstesilæge om bedøvelsen.
Du kan herefter tage hjem og møde til operation som aftalt. Det er en god ide at medbringe noget bekvemt tøj samt toiletsager. Hvis du tager fast medicin, skal dette medbringes.
Natten før operationen skal du faste fra kl. 24.00. Du må dog gerne indtage vand, te, juice uden frugtkød eller saft (ikke mælk) indtil 2 timer før operationen. Du bedes gå i bad og rense navlen. Eventuel behåring på den øverste del af maven (fra ribbenskanten til navlen) bedes fjerne med en elektrisk barbermaskine.
Ved ankomsten til afdelingen får du udleveret en bomuldsskjorte, underbenklæder og operationsbukser. Du får et armbånd med navn og CPR nr. Du må ikke have smykker eller neglelak på til operationen. Hvis du medbringer briller, evt. høreapparat samt evt. tandprotese, skal dette mærkes med navn og CPR nummer.
Da operationen blev aftalt har du – som oftest – fået udleveret en recept på smertestillende medicin (Panodil og Ibuprofen), der skal bruges de første dage efter operationen. Dette skal hentes på apoteket og medbringes ved indlæggelsen.

Operationen

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Gennem en tynd kanyle blæses først luft ind i bughulen, for at man skal få plads til at operere. Der indføres herefter 4 små rør (diameter på ½-1 cm) gennem bugvæggen. Gennem et af rørene indføres en kikkert, der transmitterer et billede til en fjernsynsskærm. Her ser kirurgen galdeblæren og de andre organer meget tydeligt, og kan så operere med særligt udformede lange instrumenter, der indføres via de andre rør. Galdeblæren fjernes fra leverens underside, og den lille udførselsgang fra galdeblæren samt blodforsyningen til galdeblæren lukkes med clips og deles (se tegning). Galdeblæren fjernes gennem hullet over navlen.
Forskellige forhold (f.eks. tidligere operation, komplikationer eller svær betændelse omkring galdeblæren) kan nødvendiggøre, at man må fjerne galdeblæren gennem et noget større operationssnit (10-15 cm) under højre ribbenskant. I så fald kan forløbet kræve et par dages indlæggelse.

Efter operationen

Efter operationen kommer du til opvågningsafsnittet. Herefter bliver du kørt op på sengeafsnittet, hvor du får dit eget tøj på og straks må være oppe samt spise og drikke efter lyst og evne.

Behandling af smerter

De tabletter du har hentet på apoteket er i de fleste tilfælde tilstrækkelige til at behandle smerterne efter operationen. Hvis ikke du fik en recept på tabletterne før operationen vil du få dem udleveret af sygeplejersken. Såfremt der skulle optræde svære smerter, gives eventuelt morfin. Udover smerter i maven og sårene, kan du evt. føle smerter i skulderregionen. Dette skyldes en særlig smerterefleks udløst af den luft, der har været pustet ind i bughulen. Den vil aftage over nogle dage.
Det er vigtigt, at du indtager de smertestillende tabletter i de første 4 dage efter operationen, så forløbet kan blive med færrest mulige gener. Selvfølgelig kan du ophøre med medicinen, hvis der ikke er smerter. Hvis du får kvalme, kan der gives medicin herfor.

Udskrivelse

Ofte kan du udskrives samme dag efter operationen. Det kræver at du kan få en voksen person til at hente dig, samt at du er sammen med en voksen person natten efter operationen. I særlige tilfælde (åben operation eller ved komplikationer) vil du skulle forblive indlagt i nogle dage efter operationen.

Komplikationer

Hos nogle få patienter (1-2 %) kan der under operationen opstå blødning eller andre komplikationer, der nødvendiggør at operationen må ændres til den lidt større operation med et snit under ribbenskanten. Blødning i bughulen eller fra sårene kan også forekomme indenfor det første døgn, og medfører en gang i mellem fornyet operation.
Hos omkring 1% af patienter kan der efter operationen forekomme galdesiven fra den lille udførselsgang. Dette vil give mavesmerter og eventuelt feber. Det skal behandles under indlæggelse – oftest med indføring af et lille rør i galdegangen (via kikkertundersøgelse, ERCP). I meget sjældne tilfælde (omkring 3 ud af 1000) kan der under operationen ske en skade på den store galdegang. Dette vil oftest kræve fornyet operation.
Hos omkring 2% kommer der overfladisk betændelse i et af operationssårene. Såfremt der opstår tegn på dette i form af tiltagende ømhed og rødme, bedes du kontakte egen læge eller evt. vores ambulatorium så trådene i huden kan fjernes, og betændelsen udtømmes.

Efter udskrivelsen

Du skal sørge for, at du ikke er alene den første nat efter operationen. Det første døgn må du ikke køre bil. Hvis der efter udskrivelsen kommer tiltagende smerter i maven, feber og/eller utilpashed, bør du kontakte afdelingen (tlf. 38 62 22 14) eller henvende dig i skadestuen. Forbindingen fjernes dagen efter og du må med det samme tage brusebad (karbad først efter 1 uge). Trådene skal fjernes hos egen læge 8-10 dage efter operationen.
Du kan umiddelbart drikke og spise normal kost. Du må ligeledes fra dagen efter operationen genoptage almindelige aktiviteter, gang, cykling, løb, husarbejde samt seksuelt samvær. Arbejde må gerne genoptages 2 dage efter operationen evt. senere, hvis der er smerter. Der er ikke påvist nogen risiko ved at genoptage selv hårdt fysisk arbejde, så længe det ikke udløser smerter. De fleste er klar til at gå i arbejde igen efter en uges tid. Dykning og flytransport frarådes 1 uge efter operationen, da den luft der er indblæst i bughulen først helt forsvinder på det tidspunkt, og ellers kan give problemer pga. trykforholdene.

Uforudsete forhindringer

Det kan desværre ske at en planlagt operation må udsættes til sent på eftermiddagen eller til en helt anden dag. Dette skyldes næsten altid uforudsete akutte operationer i kombination med sygemeldinger blandt personalet på operationsstuerne. Selvom vi gør alt hvad vi kan for at forhindre dette, sker det desværre alligevel en sjælden gang imellem. Skulle det blive tilfældet vil vi sørge for at du får en ny aftale så hurtigt som muligt og sikre at du den pågældende dag vil blive prioriteret meget højt, og så vidt muligt blive opereret som den første patient om morgenen.

Vi håber naturligvis, at alt vil forløbe planmæssigt, og du vil være tilfreds. Vi hører dog meget gerne hvis der er noget der ikke har fungeret tilfredsstillende eller du har forslag til forbedringer.

https://www.hvidovrehospital.dk/
Scan koden med din mobil og læs mere om afdelingen.
Redaktør