Nyhenviste med recidiverende mavesmerter

Information til forældre om børn henvist til til Børne- og Ungeafdelingen på Hvidovre Hospital på grund af mavesmerter.

Kære forældre

Dit barn er blevet henvist til Børne- og Ungeafdelingen på Hvidovre Hospital på grund af mavesmerter.

Vi ved, det er belastende at have mavesmerter. Derfor vil vi fremskynde udredningen.

Dit barn skal derfor have taget blodprøver, 2 uger inden I kommer i Børne-og Ungeafdelingen. Blodprøverne kan vise, om der er tegn på sygdom, som kan være årsag til mavesmerter.

Blodprøverne kan tages på alle Region Hovedstadens hospitaler. I skal booke tid på www.blodproever.dk.

Hvis dit barn har behov for bedøvende plaster til at sætte på huden (sættes i albuebøjningen) inden blodprøven, kan det købes på apoteket. 

Mavesmerter er meget almindeligt hos børn og er heldigvis sjældent et tegn på sygdom. Når I kommer i Børne- og Ungeafdelingen, vil vi:

  • undersøge dit barn, hvor der blandt andet mærkes på maven og lyttes til hjertet og lungerne.
  • se på barnets blodprøvesvar.
  • høre, om der er bekymrende tegn i barnets sygdomshistorie.
  • se på, hvordan jeres barn vokser.
  • høre, om der er tegn på forstoppelse.
  • høre om jeres barns kost.

De fleste børn, som henvises til Børne- og Ungeafdelingen, har ikke en sygdom, der kræver medicinsk behandling eller en særlig diæt, men de kan have stor gavn af, at man i en periode er opmærksom på kost, væske, toilet- og sovevaner samt ting, der stresser barnet i hverdagen. Er det tilfældet for dit barn, vil vi hjælpe jer med råd og vejledning.

Redaktør