Nældefeber er blege hævelser i huden med rødme og hyppigt kløe. Udslættet kan flytte sig rundt på kroppen. Ved nældefeber kan også ses hævelser af underhud og slimhinder. Dette kan give hævede øjenlåg, tunge og læber.
Årsager til nældefeber
Nældefeber hos børn skyldes oftest virusinfektioner (80%), men kan udløses af mange forskellige ting, fx medicin, allergisk reaktion, varme, tryk eller sol.
Varighed
Nældefeber varer typisk fra nogle timer og op til nogle dage. Hos nogle enkelte personer er det en vedvarende tilstand.
Behandling
Nældefeber stopper ofte af sig selv og kræver normalt ikke anden behandling end antihistamin, der kan købes i håndkøb på apoteket (køb den billigste). Børn under 30 kg gives halv voksendosis. Nogle typer af antihistamin kan virke sløvende. Det er bedst at bruge ”ikke-sløvende” antihistamin om dagen, mens den sløvende kan være god om natten, hvis kløen forhindrer barnet i at sove.
Faresignaler
Nældefeber er i sig selv en ufarlig tilstand, som ses hos op mod 15-20% af befolkningen i løbet af et liv. Det er et faresignal, hvis der samtidigt kommer vejrtrækningsbesvær, særligt besvær med at trække vejret ind, hvor der høres støj på indåndingen. Vejrtrækningsbesværet kan også være astmatisk vejrtrækning (støj ved udånding). Ved svære allergiske reaktioner ses ofte samtidig nældefeber (80-90%), men i disse tilfælde ses flere andre symptomer ud over udslæt og kløe, der udvikler sig hurtigt.