Når dit barn har stukket sig på en kanyle eller lignende

Vejledning til forældre, hvis barn har stukket sig på en kanyle eller lignende.

Hvis dit barn ved et uheld har været i kontakt med blod, er det vigtigt at barnet bliver undersøgt på grund af risiko for smitte. Læs mere om blodprøver og vaccination i denne pjece.

Hvis dit har barn har været i kontakt med blod eller materiale med blod i, f.eks. ved at have rørt ved en brugt kanyle, kan det medføre risiko for smitte med hiv eller leverbetændelse (hepatitis B og hepatitis C).

Det er derfor vigtigt, at dit barn får taget blodprøver for at se, hvilke antistoffer barnet allerede har på det tidspunkt, hvor stikuheldet er sket. Vaccinationen gives for at beskytte barnet mod den eventuelle smitte, der kan være sket.

Smitterisiko

Hiv

Risikoen for at blive smittet med hiv efter et stikuheld er i gennemsnit 0,3 %.

Leverbetændelse

Hepatitis B: Risiko efter stikuheld varierer fra få procent til op mod 30 %. Hepatitis C: Risiko efter stikuheld varierer fra 0 til op mod 10 %.

Procedure ved stikuheld

Børn, der har haft et stikuheld eller har haft kontakt med blod på anden vis, bliver henvist til Børne- og Ungemodtagelsen til en kort samtale med en læge. De får også foretaget vaccinationer og blodprøver.

Den videre opfølgning på vaccinationer og blodprøveresultater foregår i Børne- og Ungeambulatoriet afsnit 531.

Vaccinationer

Børn, der ikke tidligere er vaccineret mod hepatitis B, bliver vaccineret med det samme.

Børn, som tidligere er vaccineret mod hepatitis B, men hvor der er usikkerhed om, hvorvidt vaccinen stadig virker, bliver også vaccineret straks, senest 48 timer efter uheldet.

Herefter vaccineres igen efter 1 måned, 2 måneder og 12 måneder.
Der udleveres et særligt vaccinationskort, som I bedes medbringe til de fremtidige besøg i Børne- og Ungeambulatoriet.

Blodprøver

Barnets blod bliver testet for hiv og hepatitis B og C.

Dag 0: Blodprøver for hiv og hepatitis B og C.
Efter 1 mdr.: Hiv og hepatitis C.
Efter 3 mdr.: Hiv.
Efter 15 mdr.: Hepatitis B og C.

Formålet med blodprøver efter 15 måneder er at sikre, at vaccinationen har givet den forventede beskyttelse.

I får svar på blodprøverne i Børne- og Ungeambulatoriet af en sygeplejerske eller læge.

Ved spørgsmål kan sygeplejerskerne i Børne- og Ungeambulatoriet kontaktes på telefon: 38 62 01 66 eller 38 62 20 11, mandag til fredag ml. kl. 09.00-11.30.

 

Redaktør