Muskelknuder i livmoderen fjernes ved operation

Information om fjernelse af muskelknuder i livmoderen.

Her kan du læse mere om, hvordan det foregår, og hvordan du skal forberede dig, hvis du skal have fjernet muskelknuder i livmoderen ved en operation.

Hvor og hvornår skal jeg møde?

Du skal møde i Gynækologisk Sengeafsnit 414, Center 4, 1. sengeetage. Dagen inden operationen skal du ringe og få at vide, hvornår du skal møde på operationsdagen.
Tlf: 38 62 31 91 kl. 14.00-15.00.

Hvad er muskelknuder i livmoderen?

Livmoderen er lavet af muskelvæv. Hos nogle kvinder dannes der yderligere knuder af muskelfibre inde i livmoderens væg eller på livmoderens overflade. Muskelknuder kaldes også fibromer.

Muskelknuder kan give gener i form af menstruationsforstyrrelser eller tryk på blære eller tarm. Nogle kvinder kan have svært ved at blive gravide.

Illustrationen viser fibromer på livmoderen.
Livmoder med muskelknuder.

Inden din operation

Du skal bade om morgenen, da ren hud nedsætter risikoen for infektion. Du skal også vaske dig i navlen. Du skal fjerne eller klippe kønsbehåringen tæt over kønsbenet 3-4 dage før operationen. Bemærk, at du ikke må barbere dig med en skraber, da den kan give små rifter i huden.

Du skal efterlade ur, smykker eller piercinger derhjemme. Undlad neglelak, creme og makeup på operationsdagen. Bruger du høreapparat, tandprotese eller briller, må du gerne have dem med.

Det er en god idé med løstsiddende tøj og indendørssko på. Tag gerne læsestof eller andet med, der kan udfylde ventetiden.

Du må gerne have mobiltelefon med.

For at nedsætte blødningsrisikoen efter operationen skal du så vidt muligt i 3 dage op til operationen undgå: Aspirin, Hjertemagnyl, Idotyl, Kodimagnyl, Treo og fiskeolie.

Håndkøbsmedicin

Du vil have brug for smertestillende medicin efter udskrivelsen. Du skal også tage smertestillende medicin hjemmefra før operationen. Derfor anbefaler vi, at du køber medicinen, før du bliver indlagt.

Du skal købe

  • paracetamol á 500 mg
  • ibuprofen á 200 mg
  • pantoprazol á 20 mg
  • magnesia á 500 mg

Du skal faste

Alle muskler bliver slappe, når du bliver bedøvet. Hvis mavesækken ikke er tom, er der en risiko for, at maveindhold løber op gennem spiserøret og ned i lungerne. Dette kan forårsage alvorlig lungebetændelse. Derfor er det vigtigt, at du overholder fastereglerne.

Hvis du ikke overholder fastereglerne, bliver din operation aflyst.

Fasteregler:

  • Indtil 6 timer før mødetid må du spise.
  • Derefter må du ikke spise, tygge tyggegummi eller spise pastiller. Du må heller ikke drikke mælk eller juice.
  • Indtil 2 timer før mødetid må du drikke saftevand, vand og kaffe/te UDEN mælk.

På operationsdagen

Du skal tage smertestillende medicin 2 timer før mødetid. Hvis du skal møde kl. 6.45 som den første, skal du først tage den smertestillende medicin kl. 06.00 - se huskelisten på sidste side.

Du vil få udleveret hospitalstøj i afdelingen.

Du skal selv gå til operationsgangen. Hvis du er dårligt gående, kan du blive transporteret af en portør.

Du vil få støttestrømper på under hele operations- og indlæggelsesforløbet. Desuden vil du få en indsprøjtning med blodfortyndende medicin om aftenen efter operationen. Støttestrømperne og det blodfortyndende medicin gør risikoen for blodpropper efter operationen mindre.

På operationsstuen

På operationsafsnittet vil operationssygeplejersker, narkoselæge og narkosesygeplejerske (som skal bedøve dig) og kirurgen (som skal operere dig) hilse på dig.

Du får lagt et lille plastikrør i en blodåre (en venflon) på håndryggen, som du får bedøvelsesmedicin og saltvand i.

Når du er bedøvet, får du lagt et blærekateter, som fjernes efter operationen.

Hvordan foregår operationen?

Operationen varer 1-2 timer og foregår i fuld bedøvelse.

Muskelknuden(-erne) fjernes enten:

  • gennem et operationssnit lige over kønsbehåringen, et bikinisnit,
  • mellem navlen og kønsbenet, et længdesnit
  • eller ved kikkertoperation.

Ved operationen åbner man livmoderens væg, hvorefter muskelknuden(-erne) kan fjernes. Livmoderens væg syes sammen igen.

Komplikationer og risiko ved operationen

Ved enhver operation er der risiko for, at der kan opstå komplikationer både under og efter operationen. Du kan læse om de hyppigste komplikationer her.

Blodtab

Der kan opstå blodtab under operationen. Du vil blive tilbudt blodtransfusion, hvis det er nødvendigt. Hvis du under ingen omstændigheder ønsker blodtransfusion, skal du oplyse dette til personalet.

Skader på organer

I meget sjældne tilfælde kan der opstå skader på tarm, blære eller urinleder. Eventuelle skader syes med det samme. Det kan gøre, at du skal være indlagt i længere tid, men vil kun sjældent give dig varige gener eller mén.

Bedøvelse

Bedøvelsen indebærer også en meget lille risiko. Hvis du oplever angst eller utryghed ved bedøvelsen, kan du tale med narkoselægen om dette.

Betændelse

Der er risiko for, at du kan få en infektion i operationssåret, få blærebetændelse eller lungebetændelse, som gør at du skal have antibiotika.

I sjældne tilfælde kan der opstå betændelse i et af operationssårerene, som gør det nødvendigt at åbne såret igen. Patienter med sukkersyge, alkoholmisbrug, overvægt eller rygere har større risiko for infektion.

Hvis lægen vurderer, at livmoderens væg er svækket efter operationen, kan det være nødvendigt med kejsersnit ved kommende graviditet.

Efter operationen

Efter operationen bliver du først overført til opvågningsafsnittet. Her bliver du overvåget de første timer efter operationen. Du må få besøg af én person ad gangen på opvågningsstuen. Efter tiden på opvågningsafsnittet kommer du tilbage til Gynækologisk sengeafsnit.

Det er vigtigt, at du hurtigt får gang i kroppen igen efter operationen. Det forebygger komplikationer. Plejepersonalet hjælper dig blandt andet med:

  • at få mad og drikke hurtigst muligt efter operationen.
  • at du kommer ud af sengen, enten ved at sidde på sengekanten eller gå små ture i afdelingen.
  • at få smertestillende medicin nok, så du kan komme ud af sengen.
  • at få kvalmestillende medicin, hvis du har behov for dette.

Vi anbefaler, at du fjerner forbindingen 24-48 timer efter operationen, hvis den ikke er blevet fjernet under din indlæggelse.

Billedet viser en sygeplejerske og en læge tale med en patient.

Udskrivelse

Du vil tale med en læge og en sygeplejerske i forbindelse med udskrivelsen. Du får udleveret skriftlig information om tiden efter udskrivelsen.

Du kan forvente at blive udskrevet dagen efter operationen. Nogle få kan udskrives allerede på operationsdagen.

Du kan forvente at være mere træt end normalt i flere uger efter operationen. Du må forvente at være sygemeldt 2 uger efter operationen, og hvis du har tungere arbejde i 3-4 uger.

På gensyn på operationsdagen.

Tjekliste – sådan bliver du helt klar til operation

Dato for operation_____________________

Inden du møder til operation, skal du huske at:

☐ Ringe til afdelingen dagen før din operation mellem kl. 14 -15 for at få besked om mødetiden på tlf. 38623191. Hvis du skal opereres mandag skal du ringe om fredagen

☐ Købe håndkøbsmedicin, så du har det til efter udskrivelsen

☐ Fjerne dine kønshår 3-4 dage før operation

☐ Faste 6 timer før mødetid + tørste 2 timer før mødetid

☐ Tage smertestillende medicin 2 timer før du møder: 2 stk. paracetamol (1000 mg) og 2 stk. ibuprofen (400 mg). Dog kl. 6, hvis du bliver bedt om at møde kl. 7

☐ Møde nyvasket – ingen smykker, ingen makeup, ingen neglelak, ingen bodylotion

☐ Rense din navle med en vatpind

Medbring på operationsdagen:

☐ Egen medicin, hvis du tager andet medicin end det, du skal tage i forbindelse med din operation

☐ Morgenkåbe/andet løstsiddende tøj og behagelige sko

☐ Toiletsager

☐ Læsestof, computer eller andet til ventetiden

Vi opfordrer til, at du lader andre værdigenstande blive hjemme. Hvis du har spørgsmål i forbindelse med dit besøg i ambulatoriet eller til operationen, kan vi tale om det, når du ringer til os for at få oplyst dit mødetidspunkt dagen før din operation.

Egne notater: ____________________________________________________________________ ____________________________________________________________________
____________________________________________________________________
____________________________________________________________________

Redaktør