Movicol Junior ® bruges til behandling af forstoppelse hos børn. Læs her, hvordan Movicol virker, og hvilke mængder jeres barn skal have.
Hvad er Movicol Junior?
Movicol Junior® er et afføringsmiddel. Det virker ved at binde vand i tarmens indhold og dermed sørge for at afføringen i tarmen bliver blød. Når afføringen er blød, er den lettere at få ud. Den afførende virkning indtræder sædvanligvis efter 12-24 timer.
Movicol Junior® er et hvidt pulver, som skal blandes op i modermælk eller modermælkserstatning. Movicol Junior® købes på apoteket i håndkøb. For at få den rigtige virkning er det meget vigtigt, at pulveret blandes i den mængde væske der er angivet i anvisningen herunder.
Blandingsanvisning
Et brev Movicol Junior® indeholder 10 ml pulver.
¼ brev, altså 2,5 ml Movicol Junior® blandes op i min. 16 ml mælk.
½ brev, altså 5,0 ml Movicol Junior® blandes op i min. 32 ml mælk.
Man kan godt blande yderligere væske i, hvis man er sikker på, at barnet kan drikke hele mængden.
Find den rette dosis
Dosisstart er ¼ brev, altså 2,5 ml Movicol Junior® gange to dagligt.
Kan øges til ½ brev, altså 5,0 ml Movicol Junior® gange to dagligt.
Til at begynde med kan det være lidt svært at finde frem til den rigtige dosis, men I må prøve jer frem. Det vigtigste er, at jeres barn har mindst en blød afføring dagligt uden smerter eller andet ubehag.
Movicol® til voksne kan købes billigere på apoteket. Ved køb af dette præparat skal I være opmærksomme på ændret doseringsforhold, og I skal rådføre jer med apoteket eller egen læge.
Spørgsmål
Hvis I har spørgsmål til behandlingen, skal I kontakte jeres praktiserende læge eller jeres sundhedsplejerske.
Ved særlige tilfælde kan sygeplejerskerne i ambulatoriet kontaktes på: Tlf.: 3862 2011 mandag - fredag kl. 09.00-10.00