Gå til hovedindhold

Mit barn har brækket albuen

Gipsen monteres for at støtte bruddet.

I denne pjece får du information om, hvad du som forælder skal være opmærksom på, når dit barn har albuen i gips. Du får råd og vejledning om, hvad barnet må og ikke må, og instruktion i øvelser, der kan hjælpe dit barn igang med at bruge armen igen.

Hvordan skal gipsen sidde?

Gipsen skal støtte bruddet, mens det heler, men den må ikke stramme. De led, som er uden for gipsen, skal kunne bevæges frit uden at støde på gipsen. Det gælder især de led, som er nærmest gipsen:

  • Dit barn skal kunne bøje og strække fingrene uden problemer.
  • Skulderen skal kunne bevæges frit
Gipsbandagen må ikke stramme og heller ikke være for løs.

Hvordan oplever mit barn at have gips på?

Det er normalt, at dit barn i starten klager over, at armen føles tung, og at han/hun bliver træt i armen. Det er også normalt, at der i starten er lette smerter, ømhed eller uro fra bruddet, at fingrene bliver let hævede, og at hudfarven ændres lidt.

Generne forsvinder som regel, når armen bliver aflastet og understøttet.

Lig på sofaen med armen i vejret

Klager dit barn, skal du få ham eller hende til at lægge sig på sofaen eller sengen i 1-2 timer med hele armen placeret højere end hjertet. Armen kan fx hvile mod ryglænet på sofaen eller en væg, eventuelt støttet med et par ekstra puder. Herved aflastes hånd og arm.

Aflastning af hånd og arm.

Må mit barn bruge armen?

Ja, når man bevæger armen, øges blodets cirkulation og dermed også helingen af bruddet. Børn er som regel hurtige til at bruge armen, hvor det falder dem naturligt. Men hvis dit barn ikke begynder at bruge armen efter et par dage, eller beskytter armen unødigt meget, skal du prøve at hjælpe ham/hende igang.

Gode råd til at komme igang

  • Lad kun dit barn bruge slyngen de første par dage, og når han/hun er træt og har brug for at hvile armen.
  • Få dit barn til selv at klare så meget af- og påklædning som muligt.
  • Sæt dit barn i gang med lette huslige aktiviteter, fx. borddækning.
  • Få dit barn til at bruge armen i forskellige spil og lege.

Skal armen trænes, mens den er i gips?

Normalt er det ikke nødvendigt med træning, for børn vil hurtigt selv begynde at bruge armen, så meget som gipsen tillader. Men hvis du synes, dit barn har brug for et ekstra skub til at komme igang, kan I have gavn af øvelserne på sidste side.

Er der noget mit barn ikke må?

  • Dit barn må ikke svømme, da gipsen ikke kan tåle at blive våd.
  • Dit barn må ikke dyrke kontaktsport eller lege vilde lege som fodbold, karate, ”tag-fat” eller pudekamp.
  • Dit barn må ikke løfte, bære tunge ting eller hænge i armene. Undgå hængebroer, reb-tov, og lignende på legepladser.
  • Snavs under gipsen vil genere huden. Undgå sand, legekasser og lignende.
Dit barn må gerne bruge armen så meget som muligt.
Barnet skal undgå vilde lege, fordi gipsen kan tage skade.

Hvornår skal vi komme igen?

Gipsen bliver fjernet i Ortopædkirurgisk Ambulatorium, hvor I samtidig vil få en tid til kontrol. Lægen vil også vurdere om, dit barn har behov for genoptræning.

De fleste børn behøver ikke genoptræning. Børns knogler er hurtige til at hele og skal ikke være i gips så længe, derfor bliver de led, som er inde i gipsen, heller ikke så stive. Børn kommer som regel også hurtigt i gang med at bruge armen naturligt, når gipsen er fjernet.

I kan læse mere i pjecen, ”Mit barn har fået gipsen af albuen”, som I vil få udleveret i Ortopædkirurgisk ambulatorium.

Kontakt hospitalet, egen læge eller Akuttelefonen 1813 hvis:

  • Dit barn ikke kommer igang med at bruge armen i løbet af 1 uge.
  • Hævelsen bliver værre, og gipsen begynder at stramme.
  • Fingrene er meget varme eller meget kolde sammenlignet med den anden hånd.
  • Dit barn siger, det snurrer i fingrene.
  • Dit barn klager over, at det gør ondt, der hvor albuen er brækket.
  • Gipsbandagen generer eller gnaver huden.
  • Gipsbandagen er våd og ikke tørrer, knækker eller tager skade.

Hverdage kl. 8-15.00:
Ortopædkirurgisk Ambulatorium, Afsnit 333, tlf. 3862 2244

Weekend & helligdage:
Akuttelefonen, ring 1813

Øvelser:

1. Armen over hovedet

Sid på en stol eller stå ret op.
Grib fat om gipsen med den anden hånd.
Før armen op over hovedet, så højt som muligt - tæl til 5.
Før armen ned igen - tæl til 5.

Gentag 5-10 gange.
2. Brystsvømning

Sid på en stol eller stå ret op.
Løft armene op, så de er foran brystet, tag et svømmetag.
Træk godt bagud, så skulderbladene mødes.
Slap af.

Gentag 5-10 gange
3. ”Rul med skuldrene”

Sid på en stol eller stå ret op.
Lav så store cirkelbevægelser bagud med skuldrene, som du kan.

Gentag 5-10 gange.

Lav så store cirkelbevægelser fremad
med skuldrene, som du kan.

Gentag 5 - 10 gange.
4. Fingergymnastik

Hvil armene på et bord eller i skødet.
Bøj og stræk fingrene, samtidig med at de spredes.
Gør det med begge hænder samtidig.

Gentag 5-10 gange.

Daglige aktiviteter

_____________________________________________________________________

_____________________________________________________________________

_____________________________________________________________________

Scan QR-koden for at se informationen på din telefon
Scan QR-koden for at se informationen på din telefon
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden